Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/320

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
306
Haakon Haakonsſøn.

kunne lykkes ham, ſom Kolbein unges Syſterſøn, at hage ſig faſt i Skagafjorden, og derved ſkaffe ſig et Slags Erſtatning for Tabet af Herredømmet over Borgarfjorden. Rigtignok ſtod Skagafjorden nu under Gisſur, men vi have allerede ſeet, at Thord ikke havde ſaa meget tilovers for denne; han troede vel og at finde, at Gisſur ikke havde underſtøttet ham ſaa klækkeligt, ſom han kunde og burde. Biſkoppen ſelv underſtøttede hans Plan, og ledſagede ham tredie Juledag til Flugumyre, hvor der til næſte Dag ſammenkaldtes et Heredsmøde; her berettede Biſkoppen, hvad Skjebne Thorgils havde haft, og Brodde, Kolbeins Svoger, traadte frem, bad Bønderne mindes deres Kjærlighed til Kolbein, og ſagde at det nu var Raad til at faa det Ønſke opfyldt, han ſaa ofte havde hørt dem ytre, nemlig at faa en Høvding af Kolbeins Æt. Der blev talt frem og tilbage om Sagen, uden at man dog kom til nogen Beſlutning; Planen gik ſaaledes for det førſte overſtyr, og Selſkabet vendte tilbage igjen til Hole. Siden fik man Bud fra Gisſur, at denne havde været vel underrettet om den Fare, der truede ham, ſaa at Ravn og Sturla, om de end vare komne over Aaen, ikke vilde have kunnet gjøre ham noget. Han lod ogſaa Biſkoppen hilſe, at han endelig maatte pasſe paa at Skagfjordingerne bleve ham troe. Dette behagede ikke Thorgils, da det ganſke krydſede hans Plan; han vovede dog ikke at ſige noget til Biſkoppen, men raadførte ſig herom med ſin Ven Aron, der opholdt ſig denne Vinter hos Biſkoppen, ſom det ovenfor er meldt. Aron gav ham det Raad, at ride for hver Mands Dør i Skagafjorden med 30 Mand, og ſaaledes tiltvinge ſig Herredømmet. Men herpaa vilde dog Thorgils ikke indlade ſig. Siden efter kom der Bud, at Navn og Sturla ſkulde være i Vente med en Hær af 360 Mand veſtenfra, og Rane Kodraansſøn og Eyjulf ligeledes med en Flok øſtenfra, forat faa Thorgils i ſin Vold. Ved Biſkoppens, Broddes og Paal Kolbeinsſøns Indflydelſe fik man i Haſt ſamlet en Deel Folk for at møde dem, men ſiden viſte det ſig, at det, i det mindſte hvad Ravn og Sturla angik, var blind Allarm. Bønderne, ſom ſaaledes vare ulejligede til ingen Nytte, forlangte Hjemlov, og afgjorde imellem ſig, at de for en anden Gangs Skyld alene vilde forſvare Heredet, men ikke drage i et fremmed Hered. Alligevel foreſlog Aron Hjørleifsſøn for Thorgils, førend Flokken endnu havde opløſt ſig, at han burde benytte Lejligheden og ride lige løs paa Rane Kodraansſøn, for i det mindſte at ſkaffe ſig denne Fiende af Halſen, og da Thorgils indvendte at det ikke nyttede, ſiden Bønderne juſt havde truffet hiin Aftale, erklærede Aron ham reent ud for modløs, en Beſkyldning, Thorgils ſlog hen i Spøg, og ſom han heller ikke fortjente. Men Bønderne havde nu engang ikke Lyſt til at ſlaas for hans Skyld, uden i højeſte Nødvendighed. Nogle bade