Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/319

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
305
1252. Isl. Begivenheder. Thorgils bryder det nødtvungne Forlig.

Thorgils havde ſelv afſendt denne Mand, da han bekjendtgjorde ſin Beſlutning at drage nordover. Der blev en ſtor Forbauſelſe og Forſtyrrelſe. Nogle ſagde at Thorgils havde ſveget dem, andre, at man ej kunde fortænke ham deri, men den ſom iſær fik Skylden, var Sturla. Sturla følte dog ligeſom en Steen lettet af ſit Hjerte, ved at vide ſin Broderſøn i Sikkerhed; han ſagde, ſaa nogle faa hørte det, at om han end havde vidſt forud, at Udfaldet vilde blive dette, ſaa vilde han dog heller have valgt det fremfor at være Skyld i ſin Frændes Drab. Nogle vare ſaa forbitrede, at de vilde banke det uſkyldige Bud, ſom havde meldt dem Thorgils’s Flugt, men han pasſede ſit Snit under den almindelige Forvirring og løb afſted. Sturla ſagde, at de fik tale hvad de vilde, men nu var der andet at beſtille end at ſidde og holde Snak; de andre fandt ogſaa, at man allerede havde tøvet før længe; de ſtege da til Heſt, og rede videre ſaa hurtigt ſom muligt. Men de fik et forfærdeligt Vejr, med Slud og Storm, og da de kom ned ad Hejden, mødte nogle Spejdere, de havde ſendt i Forvejen, dem med den ubehagelige Efterretning, at Ølvus-Aaen, ſom de maatte over, for at komme til Kaldadarnes, var ufarbar formedelſt Meen-Iis. De maatte derfor opgive ethvert Haab om at kunne overrumple Gisſur, og vendte om igjen i det frygtelige Uvejr. Paa Tilbagevejen over Hejden døjede de uſigeligt ondt, og kom om Søndagen ned til Reykjaholt, hvor Egil, Gaardens forrige Beboer, nu havde indtaget ſin forrige Stilling, og modtog dem med aabne Arme. De tilbragte en Dag der, og fik imidlertid Vished om at Thorgils havde taget Vejen nord over Tvidøgra. Det var naturligviis nu forbi med Thorgils’s Herredømme over Borgarfjorden, og Ravn, ſom allerede før hans Ankomſt til Landet havde haft meſt at ſige der, ſkjønt Thord Kakale havde beſkikket Thorleif i Garde til den egentlige Forſtander, ſynes nu at have underkaſtet ſig Heredet, og det endog med en vis Haardhed. Han og Sturla rede ſiden videre veſtover, og lod deres Mænd fare hjem, hver til ſit, heel ilde tilfreds over ikke at have udrettet mere paa dette Tog, hvortil Planen var ſaa godt lagt, og Begyndelſen ſaa heldig. De troede ſig nu intet Øjeblik ſikre for Thorgils’s Hevn, og Ravn blev derfor paa Stadarhool hos Sturla om Vintren med en Styrke, der aldrig var ringere end 80 Karle, til ſtor Byrde for Omegnen, da man ſaa godt ſom maatte rane fra Bønderne for at ſkaffe Underhold til dem alle[1].

Thorgils gjorde imidlertid et Forſøg paa, om det ikke ſkulde

  1. Sturlunga Saga, VIII. 15, jvfr. VII. 62.