Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/317

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
303
1252. Isl. Begivenheder. Thorgils bryder det nødtvungne Forlig.

med Ravn og Olaf opregnede han følgende Forligsvilkaar: „Thorgils ſkulde umiddelbart derfra følge dem paa Toget mod Gisſur med fine Mænd; han ſkulde ſlutte edeligt Forbund med dem, og ikke ſkilles fra dem uden ved Døden, førend Ufreden var til Ende; ligeſom overhoved den hele Flok ſkulde blive ſamlet, indtil man enten ſejrede eller faldt; var man heldig og vandt noget, ſkulde det deles ligt mellem dem alle tre.“ Thorgils ſvarede, at disſe Vilkaar nok kunde være antagelige, hvis han ikke derved kom til at bryde ſin Eed mod Kongen, og hvis man tillige havde beſtemt ham nogen Godtgjørelſe for det nærværende Overfald, thi hvad Gisſur angaar, da havde han juſt ikke ſaa meget til overs for ham eller ſaa ſterke Forpligtelſer til ham, at han jo gjerne kunde forene ſig med hans Fiender. Han viſte ſig ſaaledes allerede noget medgjørligere, og da nu baade hans egne Venner og mange af det modſatte Parti trængte ind paa ham, gav han omſider efter, og Forliget blev ſluttet. Ravn, Sturla og Thorgils ſvore hinanden gjenſidigt Troſkabseed. Derpaa ſkyndte man ſig, alt hvad man kunde, at komme afſted, thi Tiden var knap, hvis man vilde benytte den næſte Nat til at overrumple Gisſur; man havde allerede tøvet vel længe. Thorgils ſkulde efter Aftalen ſtrax være med, men ſpurgte Ravn og Sturla, om han ikke førſt maatte ride hjem om Reykjaholt, for der at udruſte ſig, da han ikke var forberedt paa nogen længere Ferd; han ſkulde da ſtøde til dem paa Blaaſkogahejden, ſtrax ovenfor Thingvallevandet. Anmodningen var rimelig, og de kunde ikke vel negte den, ſkjønt de vilde nødig til; han ſkiltes da fra dem, og reed, faa hurtigt han kunde, over Hvitaa og op til Reykjaholt, medens de andre droge ſydefter. Paa Reykjaholt havde allerede Egil Salmundsſøn, Gaardens forrige Beſidder indfundet ſig, tilligemed Nordmanden Eyvind Bratt, begge ivrige Tilhængere af Sturlungerne og afſagte Fiender af Gisſur; da de hørte, hvad der var ſkeet, og at Thorgils nu ſkulde drage med Ravn og Sturla mod Gisſur, bleve de meget glade, og Egil lod i al Skyndſomhed Heſtene ſko og alt andet gjøre rede til Toget, medens Thorgils og hans Mænd gik til Bords. Da Maaltidet var til Ende, men ſtene endnu ikke rigtigt færdige, gik Thorgils og Thord i Bad. Her, da de vare alene, ſpurgte Thorgils, om Thord ſyntes han burde holde Forliget. Thord ſpurgte igjen, hvad han da vilde gjøre, om han brød det. Thorgils ſvarede at han i faa Fald tænkte paa at ride nord over Fjeldet til Biſkop Henrik. Paa Thords videre Spørgsmaal, om han fandt Forligsvilkaarene ſtridende mod den Eed, han havde ſvoret Kong Haakon, ſvarede han ligefrem ja; han kunde ikke holde dem; ſagde han, uden at bryde denne Eed. I ſaa Fald, ſagde Thord, var det da langt mere hans Pligt at holde den Eed, han frivilligt havde ſvoret Kongen til ſin egen Hæder, end den, han nødtvungen havde maattet ſverge for