Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/316

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
302
Haakon Haakonsſøn.

engang at kunne hevne den ham nu tilføjede Ydmygelſe. Thord trøſtede ham med, at det var bedre, hvis han nu ſkulde dø, at have ſaa lidet paa ſin Samvittighed ſom muligt, fik han derimod beholde Livet, kunde han jo gjøre, ſom han ſyntes. Imidlertid kom hans Farbroder Guthorm ind, heel bedrøvet; paa Thorgils’s Spørgsmaal, om han vidſte hvad Høvdingerne havde beſluttet, ſvarede han at det desværre ikke ſaa ud til, at man vilde ſkjenke ham Livet, i det mindſte ikke paa andet Vilkaar, end at han ſkulde forlade Island for aldrig mere at komme tilbage. „Hvo ſkal da“, ſiger Thorgils, „hevne min Skam? nej, her paa Island vil jeg lægge mine Been, enten det bliver nu eller ſenere“. Endelig indfandt Kolbein og Svarthøvde ſig hos ham med det Budſkab fra Ravn og Sturla, at han ſkulde faa beholde Livet, hvis han edeligt lovede at gjøre fælles Sag med dem og hjelpe dem at overfalde Gisſur. Men han ſvarede, at han kunde ikke kjøbe ſit Liv ved Handlinger, der ſiden vilde paadrage ham Skam og Skjendſel. Med denne Beſked gik de ud; men ſaa ſnart de vare borte, bad Thord ham paa det indſtændigſte at love, hvad det ſkulde være, for kun at beholde Livet: alt andet var lettere at kjøbe end dette; han behøvede jo ikke ſiden at holde mere af det nødtvungne Forlig end hvad han fandt for godt. Strax efter vendte Kolbein og Svarthøvde tilbage med Olaf Hvitaſkald, der ligeledes bad Thorgils opfylde Ravns og Sturlas Begjæring; han bad ham mindes, hvor megen Skam og Skade Gisſur havde tilføjet deres Æt; det vilde jo desuden ikke hjelpe Gisſur det aller mindſte, om Thorgils lod ſig aflive for hans Skyld; hvor langt bedre var det da ikke, lige ſaa godt førſt ſom ſidſt at ſlutte ſig til ſine Frænder, ſtaa Laſt og Braſt med dem, og ſiden modtage Æresbeviisninger af dem? Thorgils havde endnu Betænkeligheder, men de andre forenede deres Bønner med Olafs, og omſider bad han, at Ravn og Sturla vilde komme ind, for at han kunde tale med dem ſelv. De kom, og med dem en heel Deel andre, ſaa mange ſom Stuen kunde rumme. Olaf bad begge Parter for Guds Skyld ſee til at blive enige. Nikolas Oddsſøn ſpurgte, om han kunde indeſtaa dem for at de ej vilde angre det; men endog Kolbein Gran ſagde nu, at de, der ikke havde noget godt Ord at lægge ind, burde gaa ſin Vej eller tie. Guthorm erklærede det for uhørt, om de her ſkulde øve Nidingsverk mod en Frænde, der endnu intet Ondt havde gjort dem, medens Ættens ſvorne Fiende (Gisſur) gik fri. Thorgils bad nu Ravn og Sturla ſige, hvad deres egentlige Fordring var. Ravn ſagde, at Sturla kunde ſige det; han havde hidtil ligeſom villet ſkyde ſig under ham, og lade ham ſtaa for det hele; men ſaaledes burde det ikke være; thi man ſkulde ikke ſiden kunne ſige andet, end at begge havde lige Deel i hvad der var ſkeet. Sturla maatte altſaa frem, og efter nogen Overlægning