engang at kunne hevne den ham nu tilføjede Ydmygelse. Thord trøstede ham med, at det var bedre, hvis han nu skulde dø, at have saa lidet paa sin Samvittighed som muligt, fik han derimod beholde Livet, kunde han jo gjøre, som han syntes. Imidlertid kom hans Farbroder Guthorm ind, heel bedrøvet; paa Thorgils’s Spørgsmaal, om han vidste hvad Høvdingerne havde besluttet, svarede han at det desværre ikke saa ud til, at man vilde skjenke ham Livet, i det mindste ikke paa andet Vilkaar, end at han skulde forlade Island for aldrig mere at komme tilbage. „Hvo skal da“, siger Thorgils, „hevne min Skam? nej, her paa Island vil jeg lægge mine Been, enten det bliver nu eller senere“. Endelig indfandt Kolbein og Svarthøvde sig hos ham med det Budskab fra Ravn og Sturla, at han skulde faa beholde Livet, hvis han edeligt lovede at gjøre fælles Sag med dem og hjelpe dem at overfalde Gissur. Men han svarede, at han kunde ikke kjøbe sit Liv ved Handlinger, der siden vilde paadrage ham Skam og Skjendsel. Med denne Besked gik de ud; men saa snart de vare borte, bad Thord ham paa det indstændigste at love, hvad det skulde være, for kun at beholde Livet: alt andet var lettere at kjøbe end dette; han behøvede jo ikke siden at holde mere af det nødtvungne Forlig end hvad han fandt for godt. Strax efter vendte Kolbein og Svarthøvde tilbage med Olaf Hvitaskald, der ligeledes bad Thorgils opfylde Ravns og Sturlas Begjæring; han bad ham mindes, hvor megen Skam og Skade Gissur havde tilføjet deres Æt; det vilde jo desuden ikke hjelpe Gissur det aller mindste, om Thorgils lod sig aflive for hans Skyld; hvor langt bedre var det da ikke, lige saa godt først som sidst at slutte sig til sine Frænder, staa Last og Brast med dem, og siden modtage Æresbeviisninger af dem? Thorgils havde endnu Betænkeligheder, men de andre forenede deres Bønner med Olafs, og omsider bad han, at Ravn og Sturla vilde komme ind, for at han kunde tale med dem selv. De kom, og med dem en heel Deel andre, saa mange som Stuen kunde rumme. Olaf bad begge Parter for Guds Skyld see til at blive enige. Nikolas Oddssøn spurgte, om han kunde indestaa dem for at de ej vilde angre det; men endog Kolbein Gran sagde nu, at de, der ikke havde noget godt Ord at lægge ind, burde gaa sin Vej eller tie. Guthorm erklærede det for uhørt, om de her skulde øve Nidingsverk mod en Frænde, der endnu intet Ondt havde gjort dem, medens Ættens svorne Fiende (Gissur) gik fri. Thorgils bad nu Ravn og Sturla sige, hvad deres egentlige Fordring var. Ravn sagde, at Sturla kunde sige det; han havde hidtil ligesom villet skyde sig under ham, og lade ham staa for det hele; men saaledes burde det ikke være; thi man skulde ikke siden kunne sige andet, end at begge havde lige Deel i hvad der var skeet. Sturla maatte altsaa frem, og efter nogen Overlægning
