Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/315

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
301
1252. Islandſke Begivenheder. Ravn og Sturla overfalde Thorgils.

gav ſig tilkjende. Thorgils ſpurgte ham, om han vilde give ham og hans Mænd Grid. Men Ravn tog Ordet og ſagde, at Sturla ikke ſkulde raade for Griden, heller ikke ſkulde Thorgils nyde anden Grid end den, han havde tiltænkt ſin Frænde Sturla. I det ſamme rejſte Huusbonden, Olaf Hvitaſkald ſig, og talte Ravn og Sturla haardt til Rette; han truede dem med at bede Gud og St. Nikolaus, hvem Kirken med tilhørende Gaard var indviet, at hevne deres Frekhed, og ſagde at det pasſede ſig hedre for Sturla at ſtille ſig foran Thorgils til hans Forſvar, end at ſtaa mellem hans Fiender. Sturla erkjendte Olafs gode Vilje, men kunde dog ikke nu, ſagde han, handle anderledes. Flere af Thorgils’s Mænd fik nu Grid, men den djerve Berg Aamundesſøn, hans fleeraarige Ven og Ledſagere, erklærede at han ej vilde modtage Livet, hvis ikke ogſaa Thorgils fik beholde det. Thorgils ſpurgte nu atter Ravn og Sturla, hvad der var Aarſagen til at de overfaldt ham med ſaadan Hadſkhed. Og nu rykkede Ravn ud med den Beſkyldning, at han ſkulde have lovet Kong Haakon at dræbe Sturla, ja endog edeligt forbundet ſig dertil. Thorgils erklærede dette for en Uſandhed; det var lige ſaa langt fra Kong Haakon, ſagde han, at ville paalægge ham et ſaadant Nidingsverk, ſom fra ham ſelv at ville paatage ſig det. Ravn ſagde, at det var frekt af ham at ville benegte det, naar Kolbein og Are Ingemundsſøn, ſom ſelv vare her nærværende, kunde bevidne det. Er det muligt, ſpurgte Thorgils, at Kolbein og Are kunne ſige noget ſaadant? De vedbleve at forſikre det. Berg og flere af Thorgils’s Mænd paaſtode, at det var den ſtørſte Løgn, og forundrede ſig over, at man havde kunnet finde paa ſligt. Thorgils ſagde at det ikke nyttede at modſige dem, naar de havde Magten. Han ſtod imidlertid med Sverdet i Haanden, færdig til at modtage den førſte, der vovede at lægge Haand paa ham; Ravn ſagde derfor, at hvis han ſatte ſig til Modværge, fik han ingen Grid; den eneſte Maade, hvorpaa han kunde frelſe Livet, var at overgive ſig paa Naade og Unaade, og lade ham og Sturla beſtemme alle Forligsvilkaar. „Selvdom indrømmer jeg hverken dig, Ravn, eller Sturla, eller nogen anden Mand her paa Island“, var Thorgils’s Svar, „ſaa længe Kong Haakon lever; jeg forlanger Kongens Dom i vor Sag“. Derpaa vilde naturligviis de andre ikke indlade ſig, og med de Ord: „det nytter lidet om vi to, Thord og jeg, vilde give os til at kæmpe mod den Mængde bevæbnede Mænd, ſom omringe os“, kaſtede han Vaabnene fra ſig, ſprang frem af Sengerummet, og lod ſig gribe. Han og Thord bleve bragte ind i et Kammer og Døren tillaaſet udenfra, medens Ravn og Sturla raadſloge om, hvad der nu ſkulde ſkee. Thorgils dulgte ikke for Thord, hvor ſørgeligt han fandt det, om han nu ſkulde dø, uden at have udført Bedrifter, hvorom Hiſtorien ſiden vilde tale, ja uden