Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/314

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
300
Haakon Haakonsſøn.

Veje[1], ſaa at de vidſte god Beſked om, at han Onsdagen den 17de December ſelv femtende gjeſtede Olaf Hvitaſkald paa Stavaholt. Intet kunde falde belejligere for dem, da et Overfald paa Reykjaholt, hvor der var ſaa mange Folk ſamlede, vilde have haft ſtørre Vanſkeligheder. Olaf Hvitaſkald, ſkjønt Thorgils eller rettere Kongens Interesſer meget hengiven, kunde dog ikke godt føre Vaaben mod ſin egen kjødelige Broder Sturla. Thorgils og hans Mænd tilbragte en lyſtig Aften paa Stavaholt. Blandt meget andet taltes der og om Rygterne fra Veſtfjordene, men Olaf ſagde at han intet havde merket, ſaa at der viſt ikke var nogen Fare. Man lagde ſig i god Ro til Sengs, og de fleſtes Vaaben bleve hængte op paa Veggen, da ingen troede at de vilde faa Brug for dem. Tilfældigviis laa kun Thorgils’s Vaaben ſaaledes at han ſtrax kunde faa dem fat. Snart laa alle i den dybeſte Søvn. Det var klart Maaneſkin, Barfroſt og faſt Iis baade paa Vande og Myrer. Ud paa Natten vaagnede nogle af Thorgils Mænd og hørte en ſterk Dundren, ligeſom af Heſtetrampen paa Iis — Dørene ſtode nemlig aabne, fordi Huusfruen, ſom var beſkjeftiget med at brygge Øl, og ikke vilde ulejlige Gjeſterne med Røg, havde ladet gjøre Ild til Kjedlerne ude paa Gaardspladſen, faa at man idelig maatte gaa ud og ind. Man vækkede Thorgils, men han ſagde at det kun var Heſtene ſom bleve redne til Vands, og lagde ſig ſtrax til at ſove igjen. Strax efter hørtes Sønnen langt ſterkere end for, ſaa at Huſene ſkalv, og i ſamme Øjeblik blev der raabt ind i Stuen, at en ſtor Skare Folk kom ridende ind paa Gaarden med Vaaben i Haand. Da blev der en ſtor Forvirring; alle fore op, og kunde i Mørket neppe engang finde ſine Klæder, end ſige Vaabnene; Thord Hitneſing, Thorgils’s Sengkammerat, fik fat paa et Skjold, ſom han rakte ham, og Sverdet havde han hos ſig. Det førſte, Angriberne gjorde, var at beſætte den Dør, der var nærmeſt Kirken; her ſtyrtede de ind med Raab og Banden, og Ravn, ſom førſt tog til Orde, ſagde at de, der vare ſaa kjephøje ved det ſidſte Møde, nu kunde komme frem og ikke krybe i Skjul. Thorgils ſvarede, at hvis Angrebet gjaldt ham, var dette heller ikke hans Agt, men han ønſkede kun at vide, om han ſelv og hans Folk ſkulde faa beholde Livet, og hvad overhoved denne Ufred ſkulde betyde. Ravn ſagde, at han ingen Grid vilde love. Da der nu blev bragt Lys ind, ſpurgte Thorgils efter Sturla, ſom han ikke ſtrax fik Øje paa. Sturla traadte frem, og

  1. Der fortælles ſaaledes, at en af Bønderne i Nærheden, ved Navn Thorſtein, der var i Forſtaaelſe med Thorgils’s Fiender, havde gjort ſig Erinde paa Reykjaholt, foregivende at bringe noget Vaadmaal til Thord Hitneſing, og var forbleven der ſaa længe, indtil det hele Følge var draget af Gaarde og han vidſte hvor de ſkulde hen.