Sturla lod forstaa, at der nok siden vilde komme Sager op, som godtgjorde at han og hans Venner havde haft Ret i at betragte Thorgils som deres Fiende. Hvad han her sigtede til, var noget, som Kolbein Gran havde forebragt ham, maaskee i god Tro, maaskee og for at ophidse ham og hans Venner saa meget mere mod Thorgils, nemlig at denne skulde have lovet Kong Haakon at dræbe Sturla, ligesom Gissur Thorvaldssøn havde dræbt Snorre Sturlassøn[1]. Thorgils svarede at han nok skulde vide at møde enhver Beskyldning naar man ikke reent ud løj paa ham. Derpaa afbrød Sturla Samtalen, som han sagde ledede til intet, og hver gik til sit. Thorgils vendte tilbage til Reykjaholt, ikke betvivlende, at han nu i.Ravn havde en virkelig Fiende, men uden dog at frygte for noget Overfald af ham eller hans Venner. Han lod gjøre Forberedelser til Julehelgen, og nøjede sig med at lade holde Vagt vestenfor Hvitaa[2].
Ikke længe efter tom en Bekjendt af ham, der havde været baade i Vestfjordene og itu sidst hos Gissur, til ham med et Brev fra den oven nævnte Anund Biskopsfrænde, hvori denne meldte ham, at han efter hans Bøn havde iagttaget Gissur, og fundet, at Thorgils gjorde bedst i at holde sig til Vens med ham, uden dog at stole alt for meget paa ham; for Resten vilde han ikke sige noget til hans Forklejnelse: for Gissur vilde ingen Efterretning være behageligere end den, at Thorgils havde været den første til at bestaa en Dyst med Vestfjordingerne. Overbringeren af Brevet forsikrede, at disse bestemt havde noget i Gjære, siden det var saa uroligt paa alle Kanter; Kolbein og Svarthøvde vare sendte vester i Fjordene: nogen egentlig Folkesamling kunde han ikke sige han var bleven var, men Thorgils burde dog ikke des mindre være paa sin Post. Thorgils synes dog ikke at have fulgt dette kloge Raad.
At Ravn, Sturla, og de øvrige Høvdinger der vester virkelig pønsede paa at overfalde baade Thorgils og Gissur, er allerede ovenfor berettet, og kort for Juul droge de afsted med 80 Mand. Kolbein, Svarthøvde, Nikolas Oddssøn, Einar Thorvaldssøn fra Vatnsfjord, o. fl., vare alle sammen med. De havde listigt ladet udspejde Thorgils’s
- ↑ Beskyldningen var, som vi ville see, visselig usand, og det er maaskee i Erkjendelsen deraf, og med en vis Ærgrelse over at have fæstet Lid dertil, at Sturla Thordssøn siger i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 276 om Kolbein Gran, der dog hørte til hans Parti: „Thord Kakale sendte ud til Island Kolbein Gran, og denne tyktes just ikke at bidrage stort til at forlige Gemytterne, da han var kommen hjem.“
- ↑ Sturlunga Saga, VIII. 10.
