Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/313

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
299
1252. Isl. Begivenheder. Veſtfjordingernes Planer mod Thorgils og Gisſur.

Sturla lod forſtaa, at der nok ſiden vilde komme Sager op, ſom godtgjorde at han og hans Venner havde haft Ret i at betragte Thorgils ſom deres Fiende. Hvad han her ſigtede til, var noget, ſom Kolbein Gran havde forebragt ham, maaſkee i god Tro, maaſkee og for at ophidſe ham og hans Venner ſaa meget mere mod Thorgils, nemlig at denne ſkulde have lovet Kong Haakon at dræbe Sturla, ligeſom Gisſur Thorvaldsſøn havde dræbt Snorre Sturlasſøn[1]. Thorgils ſvarede at han nok ſkulde vide at møde enhver Beſkyldning naar man ikke reent ud løj paa ham. Derpaa afbrød Sturla Samtalen, ſom han ſagde ledede til intet, og hver gik til ſit. Thorgils vendte tilbage til Reykjaholt, ikke betvivlende, at han nu i.Ravn havde en virkelig Fiende, men uden dog at frygte for noget Overfald af ham eller hans Venner. Han lod gjøre Forberedelſer til Julehelgen, og nøjede ſig med at lade holde Vagt veſtenfor Hvitaa[2].

Ikke længe efter tom en Bekjendt af ham, der havde været baade i Veſtfjordene og itu ſidſt hos Gisſur, til ham med et Brev fra den oven nævnte Anund Biſkopsfrænde, hvori denne meldte ham, at han efter hans Bøn havde iagttaget Gisſur, og fundet, at Thorgils gjorde bedſt i at holde ſig til Vens med ham, uden dog at ſtole alt for meget paa ham; for Reſten vilde han ikke ſige noget til hans Forklejnelſe: for Gisſur vilde ingen Efterretning være behageligere end den, at Thorgils havde været den førſte til at beſtaa en Dyſt med Veſtfjordingerne. Overbringeren af Brevet forſikrede, at disſe beſtemt havde noget i Gjære, ſiden det var ſaa uroligt paa alle Kanter; Kolbein og Svarthøvde vare ſendte veſter i Fjordene: nogen egentlig Folkeſamling kunde han ikke ſige han var bleven var, men Thorgils burde dog ikke des mindre være paa ſin Poſt. Thorgils ſynes dog ikke at have fulgt dette kloge Raad.

At Ravn, Sturla, og de øvrige Høvdinger der veſter virkelig pønſede paa at overfalde baade Thorgils og Gisſur, er allerede ovenfor berettet, og kort for Juul droge de afſted med 80 Mand. Kolbein, Svarthøvde, Nikolas Oddsſøn, Einar Thorvaldsſøn fra Vatnsfjord, o. fl., vare alle ſammen med. De havde liſtigt ladet udſpejde Thorgils’s

  1. Beſkyldningen var, ſom vi ville ſee, visſelig uſand, og det er maaſkee i Erkjendelſen deraf, og med en vis Ærgrelſe over at have fæſtet Lid dertil, at Sturla Thordsſøn ſiger i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 276 om Kolbein Gran, der dog hørte til hans Parti: „Thord Kakale ſendte ud til Island Kolbein Gran, og denne tyktes juſt ikke at bidrage ſtort til at forlige Gemytterne, da han var kommen hjem.“
  2. Sturlunga Saga, VIII. 10.