Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/310

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
296
Haakon Haakonsſøn.

det heder, løb nok ſaa vel af mellem dem, ſkjønt Thorgils ikke ganſke var tilfreds med den Maade, hvorpaa Gisſur kom ham imøde, og derfor i al Hemmelighed bad ſin Ven og fordums Hirdkammerat, Anund Biſkopsfrænde, der nu opholdt ſig hos Gisſur, at iagttage denne og ſøge at komme under Vejr med, hvorledes han egentlig var ſindet imod ham, ſamt derpaa at tilſkrive ham derom. Anund lovede det. Ved denne Lejlighed, da Gisſur var i Nærheden og kunde underſtøtte ham, indkrævede og oppebar Thorgils i Kongens Navn Landslejen af de forhen omtalte, til Snorres Jordegods hørende Gaarde Besſaſtad og Eyvindarſtad, der laa i Nærheden af Vidø og egentlig udenfor det ham ſelv anviſte Diſtrict. Thorgils, ſom paa Henrejſen havde gjeſtet Thorleif i Garde, og fundet en meget kold Modtagelſe, beſøgte paa Tilbagevejen hans Broder Bødvar i Bø, der ſtod i et nærmere Forhold til ham, ſom gift med hans Moders Syſter, og med hvem han derfor ogſaa kom meget bedre ud af det; han ſkjenkede ham endog betydelige Foræringer, og klagede for ham over Thorleifs Uvenſkabelighed og den Mangel paa Kjærlighed, han troede at have ſporet hos Gisſur. Hvad Trøſt Bødvar gav ham, ſiges ikke[1].

Jo længer Tiden leed hen, deſto mere tiltog Thorgils’s Upopularitet. Hans Hverv indtog allerede i og for ſig mange imod ham, og hans Heftighed og Voldſomhed gjorde Stemningen endnu værre. Det faldt ham, ſom ſagt, vanſkeligt at ſkaffe Underhold til ſine mange Huusfolk; der blev ſendt Bud rundt omkring i Heredet, for at opkræve Saudetolden, ſom vel blev ydet, dog ikke fuldſtændigt eller villigt, og han ſaa ſig tillige i den Nødvendighed at maatte lade opkjøbe Slagtefæ. Men paa det førſte Sted, hvor Thorgils lod forhøre derom, negtede man reent ud at ſælge. Harmfuld begav han ſig nogle Dage ſenere ſelv derhen med ſit Følge, og forlangte Slagt tilkjøbs, men Bonden negtede det fremdeles, hvorover Thorgils blev ſaa opbragt, at han overfaldt baade ham og hans Broder med raſende Hug og Slag. Forbitrelſe reed han derfra til den før omtalte Hauks Gaard, hvor Bonden ſagdes ej at være hjemme; Thorgils, ſom ej troede dette, ſlog til den Mand, der meldte ham det, med Ridepiſken gjentagne Gange, ſaa han ſtyrtede, og da han ſiden fik høre at Hauk havde gjemt ſig i Kirken, truede han ham paa Livet, hvis han ej underkaſtede ſig de Vilkaar, man fandt for godt at paalægge ham. Der var ikke andet for, end at overgive Thorgils Selvdom, ſkjønt han, ikke Hauk, var Fornærmeren. Det urimelige heri indſaa endog Thorgils ſelv Dagen efter, da Vreden var gaaet af ham, og han roligere kunde tænke over Sagen. Han ſagde, næſten ſkamfuld, til Huusfruen, at hun

  1. Sturlunga Saga, VIII. 10.