Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/307

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
293
1257. Islandſke Begivenheder. Thorgils i Borgarfjorden.

overlægge om Svar. Han holdt Brevet i Haanden, fremviſte Indſeglet, og bad derpaa Thorleif i Garde opnævne en Mand til at læſe det højt. Thorleif vægrede ſig derved. Der var nok af dem, ſagde han, der havde Lyſt paa dette Hered, men faa til at ſvare paa Kongens Budſkab; man burde heller vente til en anden Dag, naar Sturla Thordsſøn og Ravn Oddsſøn vare nærværende, og man kunde overlægge i Forening med dem; han tvivlede ikke paa, at Kongen havde overdraget Thorgils Heredet, men des mere paa, at Kongen havde nogen Ret dertil; dog vilde han ikke ſelv indlade ſig paa at afgive noget formeligt Svar, da han ej var Snorres Arving; han maatte kun, ſom den, der ſkulde varetage Thords Interesſer, ytre, hvad han nu havde fremført. Mange af de andre gave ham Medhold, og ſagde at Kongen ej havde mindſte Ret til at befatte ſig med Snorre Sturlasſøns Gods. Thorgils ſagde at han ligefuldt agtede at lade oplæſe ej alene eet, men to eller maaſkee tre Kongebreve endnu førend de ſkiltes ad; han vilde ikke gjøre ſom Thorleif havde gjort, at undertrykke og hemmeligholde de til ham ſendte Kongebreve. Thorleif følte ſig, ſom det ſynes, truffen ved denne Beſkyldning, hang med Hovedet og ſvarede lidet eller intet. Siden lod Thorgils ſin Svoger Thord Hitneſing oplæſe Kongebrevet. Der opſtod en lang Taushed, ſom førſt blev brudt af Olaf Hvitaſkald, idet han mindede dem om, at det ej var Skik og Brug blandt høviſke Mænd at tie ſtille til kongelige Budſkab. Thorleif ſvarede noget forknyt, at han ikke tænkte paa at forholde Kongen Heredet eller rejſe nogen Ufredsflok mod hans Fuldmægtig, han vilde kun intet udtrykkeligt Samtykke give dertil. Hans Broder Bødvar i Bø ſagde at det egentlig var ham ligegyldigt, hvo der raadede. Andre proteſterede ligefrem; en, ved Navn Hauk af Alftanes, paaſtod fremdeles at man ikke burde befatte ſig med Sagen, førend Ravn og Sturla vare tilſtede. Men Thorgils ſvarede kort og godt, at dette ikke var noget, ſom vedkom ham; hans Ord havde ingen Vegt, medens det derimod torde hænde at man ved Tid og Lejlighed ſiden havde hans Gjenſtridighed i Erindring. Efter denne Truſel vovede ingen at komme med nogen Indvending, ſkjønt paa den anden Side heller ikke noget ivrigt Samtykke blev givet til den kongelige Befaling. Thorgils’s Myndighed kunde ſaaledes endnu ikke ſiges at være fuldſtændigt anerkjendt, om han end ſelv betragtede den ſom ſaadan[1]. Han rykkede nu frem med det andet Brev, og lod det oplæſe. Det var hverken mere

  1. I en kortere Antydning af denne merkelige Transaction, der findes i Sturlunga Saga, VII. 61, ſtaar der udtrykkeligt, at Heredsmændene i Borgarfjorden toge ved Thorgils, ſkjønt temmelig uvenligt. Afſtaaelſen af Reykjaholt ſamt Opkrævningen af Saudetold (hvorom nedenfor) tyder ogſaa paa, at Thord gererede ſig ſom Herre i Diſtrictet, men vi ville dog i det følgende ſee, hvor vanſkeligt han havde for at gjøre ſin Myndighed gjeldende.