Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/304

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
290
Haakon Haakonsſøn.

til Sikkerhed for Sturlungepartiets Lydighed, hiin neppe af anden Grund end den, at han ønſkede at opholde ſig nogen Tid i ſit Hjem og udhvile efter ſine byrdefulde Forretninger, hvilket han trygt kunde gjøre, da han før ſin Afrejſe havde indſat den paalidelige Abbed Brand til ſin Vicar.

Men Høſtſtormene gjorde en uventet Forandring i den hele Anordning. Sæmundsſønnerne rejſte førſt fra Norge; de havde en haard Overrejſe, kom endelig ind før Michelsmesſetider under Sønderlandets Kyſt, men fik her en ſaa forfærdelig Storm at Skibet braſt under dem, og de ſelv med den øvrige Beſætning, paa fire Mand nær, druknede. Gisſur, Thorgils og Biſkop Henrik, der noget ſenere indſkibede ſig tilſammen paa eet Fartøj, bleve ved Modvind drevne tilbage under Norges Kyſt, lede Skibbrud, og maatte tilbringe endnu en Vinter i Norge, for det førſte i Throndhjem. Det var under dette Vinterophold her, at Thorgils havde den Dyſt med Knut Jarl, om hvilken det i det foregaaende er talt[1]. Da Vaaren kom, begave de Skibbrudne ſig atter til Kongen, ſom dengang opholdt ſig i Viken, og der blev nu gjort nogen Forandring i den tidligere Beſtemmelſe, idet Gisſur nu fik beholde ſit forrige Herredømme paa Sønderlandet, imod at afgive den øſtligſte Deel af Nordlændinge-Fjerdingen ved Skjalvandafljot eller det ſaakaldte Thingeyjar-Thing, til Finnbjørn Helgesſøn, de ſkulde tage ſin Bolig paa Grenjadarſtad. Gisſur, Thorgils og Finnbjørn ſkulde være forpligtede til gjenſidigt at underſtøtte hinanden. Thord Kakale blev affunden med den kongelige Sysſel i Gauldalen, uden dog derved at kunne trøſte ſig over Tabet af ſin Magt og Omſtyrtningen af alle de Dispoſitioner, han før ſin Afrejſe havde truffet til Bedſte for ſine Venner[2].

Disſe havde imidlertid allerede faaet en Forſmag paa, hvor vanſkeligt det vilde være for dem at holde Stand mod det fiendtlige Parti, hvis de ikke vare langt mere aarvaagne og handlede mere i Fællesſkab, end det lod til at nogen af dem egentlig ſkjøttede om. Agmund Helgesſøn viſte ſig atter paa Øſterlandet, og tænkte ſeent og tidligt paa at hevne den ham af Sæmund tilføjede Fornærmelſe, uanſeet at Abbed Brand fik meglet et Forlig mellem dem, hvorved man troede alt Fiendſkab hævet. Agmund tog heller ikke i Betænkning at hykle det venſkabeligſte Sindelag mod Sæmund, uagtet han uafladeligt pønſede paa Svig; det gik ſaa vidt, at han efter ſin Huſtru Steinunns Død om Vaaren 1252 tilſkrev Sæmund et Brev, hvori han i de bevægeligſte Udtryk talte om at Stein-

  1. Se ovenfor S. 215. Sæmundsſønnernes Død henføres i et Nekrologium til 25de September, 4 Dage før Michelsmesſe.
  2. Sturlunga Saga VII. 53. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 273. De islandſke Annaler. Thords Sysſel var vel den ſamme, ſom Gisſur for havde haſt, ſe ovenfor S. 278.