i det Store[1]. Denne betydelige Samling af islandske Høvdinger med Følge paa eet Sted synes ikke ganske at have været Tilfældets Verk, men tildeels at have været foranstaltet af Kongen, for at han kunde raadslaa med dem under eet om de fremtidige Foranstaltninger med Hensyn til Landets Bestyrelse og Fredens Vedligeholdelse. Alle bejlede til Kongens Gunst, for snarest muligt at faa Hjemlov; derved havde han dem saa meget bedre i sin Magt, og saa vidt man kan skjønne, søgte han ogsaa at volde dem behørigt i Skat mod hinanden, for at de altid des bedre skulde føle deres Afhængighed af ham. At enhver af disse Mænd, eller i det mindste de ypperste af dem, havde ladet sig optage i hans Hird og derved vare komne i et personligt Lydighedsforhold til ham, kan man ansee som vist, uagtet det ikke udtrykkeligt fortælles om dem alle.
Ved de Raadslagninger, der nu synes at have fundet Sted[2], tog Biskop Henrik ligesaa varmt Gissur Thorvaldssøns Parti, som han tidligere havde talt for Thord, og fremkom derimod med store Bebrejdelser imod denne, hvis hele Virksomhed han erklærede unyttig og skadelig, da han kun havde sine egne, ikke Kongens Interesser for Øje. Raadslagningerne fortsattes paa forskjellige Møder ogsaa efter at Kongen om Vaaren (1251) var dragen til Bergen, hvorhen altsaa den store Skare af Islændinger fulgte ham, og Thords Sag tog en saa slem Vending, at han vistnok temmelig snart angrede at han havde forladt Island. Der var ikke længer Tale om at sende ham ud som Eneherre, ja han fik ikke engang Tilladelse til at vende tilbage til Øen; hvorimod det blev afgjort i Løbet af Sommeren, at for det første Gissur Thorvaldssøn, Thorgils, og Sæmundssønnerne skulde drage ud i Følge med Biskop Henrik H. Gissur fik nu Bestyrelsen over det meste af Nordlændingefjorden i Thords Sted, og skulde vel derhos optræde som Kong Haakons Hovedagent; Sæmundssønnerne fik, som det tidligere er berettet, deres forrige Herredømme paa Sønderlandet tilbage som kongelig Forlening, med Tilsagn om at deres Hæder skulde blive forøget; det er endog ikke usandsynligt, at de strax fik et Slags større Raadighed over Sønderlandet, hvilket Kongen nu, som det lader, med Flid ønskede unddraget Gissurs Bestyrelse. Thorgils Skarde fik Borgarfjorden med det særdeles Hverv, at indtale under Kongen alle Snorre Sturlassøns faste Ejendomme i og udenfor denne. Biskop Sigvard og Jon Sturlassøn skulde for det første blive tilbage, den sidste rimeligviis
