Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/303

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
289
1251. Islandſke Begivenheder. Kongen uddeler Hereder paa Island.

i det Store[1]. Denne betydelige Samling af islandſke Høvdinger med Følge paa eet Sted ſynes ikke ganſke at have været Tilfældets Verk, men tildeels at have været foranſtaltet af Kongen, for at han kunde raadſlaa med dem under eet om de fremtidige Foranſtaltninger med Henſyn til Landets Beſtyrelſe og Fredens Vedligeholdelſe. Alle bejlede til Kongens Gunſt, for ſnareſt muligt at faa Hjemlov; derved havde han dem ſaa meget bedre i ſin Magt, og ſaa vidt man kan ſkjønne, ſøgte han ogſaa at volde dem behørigt i Skat mod hinanden, for at de altid des bedre ſkulde føle deres Afhængighed af ham. At enhver af disſe Mænd, eller i det mindſte de ypperſte af dem, havde ladet ſig optage i hans Hird og derved vare komne i et perſonligt Lydighedsforhold til ham, kan man anſee ſom viſt, uagtet det ikke udtrykkeligt fortælles om dem alle.

Ved de Raadſlagninger, der nu ſynes at have fundet Sted[2], tog Biſkop Henrik ligeſaa varmt Gisſur Thorvaldsſøns Parti, ſom han tidligere havde talt for Thord, og fremkom derimod med ſtore Bebrejdelſer imod denne, hvis hele Virkſomhed han erklærede unyttig og ſkadelig, da han kun havde ſine egne, ikke Kongens Interesſer for Øje. Raadſlagningerne fortſattes paa forſkjellige Møder ogſaa efter at Kongen om Vaaren (1251) var dragen til Bergen, hvorhen altſaa den ſtore Skare af Islændinger fulgte ham, og Thords Sag tog en ſaa ſlem Vending, at han viſtnok temmelig ſnart angrede at han havde forladt Island. Der var ikke længer Tale om at ſende ham ud ſom Eneherre, ja han fik ikke engang Tilladelſe til at vende tilbage til Øen; hvorimod det blev afgjort i Løbet af Sommeren, at for det førſte Gisſur Thorvaldsſøn, Thorgils, og Sæmundsſønnerne ſkulde drage ud i Følge med Biſkop Henrik H. Gisſur fik nu Beſtyrelſen over det meſte af Nordlændingefjorden i Thords Sted, og ſkulde vel derhos optræde ſom Kong Haakons Hovedagent; Sæmundsſønnerne fik, ſom det tidligere er berettet, deres forrige Herredømme paa Sønderlandet tilbage ſom kongelig Forlening, med Tilſagn om at deres Hæder ſkulde blive forøget; det er endog ikke uſandſynligt, at de ſtrax fik et Slags ſtørre Raadighed over Sønderlandet, hvilket Kongen nu, ſom det lader, med Flid ønſkede unddraget Gisſurs Beſtyrelſe. Thorgils Skarde fik Borgarfjorden med det ſærdeles Hverv, at indtale under Kongen alle Snorre Sturlasſøns faſte Ejendomme i og udenfor denne. Biſkop Sigvard og Jon Sturlasſøn ſkulde for det førſte blive tilbage, den ſidſte rimeligviis

  1. Der var, heder det i Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 270, megen „sveitardráttr“, d. e. bogſtaveligt „Følgedragning“, Beſtræbelſe for at drage Folk til ſig eller i ſin Skare.
  2. Der tales udtrykkeligt i det følgende om flere „Stevner“, der holdtes.