Sturlassøn, der kunde regnes for Tilhængere af Thord, hvis Nærfrænder de vare, men Jon, hans Brodersøn, synes at have været en ubetydelig Personlighed, og den ærgjerrige Thorgils, der som Søn af hans Fætter Bødvar paa Stad ikke var ham fuldt saa nær beslægtet, synes allerede at have lagt Planer til sin egen Forfremmelse, uafhængige af Thords Interesser. Thorgils havde været heldig nok til, strax efter sin Ankomst til Norge 1244, at blive nøje bekjendt med den mægtige Brynjulf Jonssøn paa Hvaal, der siden fulgte med ham til Bergen og anbefalede ham til Kongen. Ogsaa Aron tog sig ivrigt af ham, og anholdt om Hirdmandstitlen for ham; denne opnaaede han vel ikke strax, og maatte endog, som vi have seet, nødtvungen blive tilbage hos Kongen som Gissel for Thord Kakales Troskab, hvorover han ikke undlod, af og til at ytre Utaalmodighed, men ikke des mindre vidste han dog at vinde baade Kongens og Dronningens Yndest, i Særdeleshed efter Ildebranden i Bergen 1248, hvor han udmerkede sig ved sin Iver og Dristighed under Slukningen[1]. Ved Thords Ankomst til Throndhjem i 1250 kunde Thorgils saaledes betragtes som Kongens erklærede Yndling, en Yndest, Thorgils ogsaa gjengjeldte med den største Hengivenhed og ubrødeligste Troskab, og sandsynligviis havde Kongen allerede i længere Tid kastet sine Øjne paa ham som fortrinligt skikket til at sendes ud til Island i Stedet for Thord, dog ej som øverste Befalingsmand, men kun som kongelig Lensmand i Borgarfjorden. Hvad Finnbjørn Helgessøn angaar, da maatte han vel, som Agmunds Broder, snarere helde til Gissurs end til Thords Side: han synes at have været vel anskreven hos Kongen, der maaskee ved hans Hjelp haabede at skaffe sig et saadant Fodfæste paa Østerlandet, som han allerede havde erhvervet i Borgarfjorden og tildeels paa Nordlandet. Foruden de her nævnte Mænd var der ogsaa en heel Deel andre, mere eller mindre anseede Islændinger i Følge med enhver af dem, som deres Venner eller Undergivne. Saaledes var der paa den Tid næsten, kan man sige, en heel islandsk Coloni i Throndhjem, mellem hvis enkelte Medlemmer der dog just ikke var det bedste Forhold, efter som de hørte til det ene eller til det andet Parti, og da Hovedmændene uophørligt intrigerede mod hinanden og søgte at vinde Tilhængere, herskede der altid en vis Urolighed i deres Lejr, og de samme Kjevlerier fortsattes her i en mindre Maalestok og paa fredelig Viis, som paa Island foregik
- ↑ Thorgils’s Ophold hos Brynjulf og senere hos Kongen, beskrives udførligt i Sturlunga Saga, VIII. Beretningen om Livet paa Hvaal er især læseværdig, fordi den giver en ypperlig Forestilling om Omgangstone, Skikke og Sæder i de fornemme Mænds Huse paa de Tider. Den hele Fortælling om Thorgils’s Ophold og Hændelser i Norge er meddeelt i Oversættelse af R. Keyser i Saml. til det norske Folks og Sprogs Hist. I. S. 305 fgg., hvortil vi her hen vise. I Beretningen er der for Resten nogle chronologiske Unøjagtigheder.
