Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/300

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
286
Haakon Haakonsſøn.

ypperlige Venner —, ſkulde fremdeles foreſtaa ſine Godord paa Øſterlandet, der ved Thords Biſtand og liſtige Politik vare blevne betydeligt forøgede; og de maatte alle love ham at underſtøtte hinanden indbyrdes, om det ſkulde behøves. Ligeſaa beſtemtes det, at de ikke under nogen Forevending ſkulde give Slip paa de dem overdragne Herſkaber, uden naar han ſelv kom tilbage og fordrede det, eller perſonligt tilſkrev dem derom. Efter derpaa at have taget en venlig Afſked med dem alle, og ſkjenket dem gode Gaver, gik han ombord, og ſejlede afſted, viſtnok i den Tro, at hans Fraværelſe ikke vilde blive langvarig, at hans Magt var for vel befæſtet paa Island til at kunne rokkes, og at hans Ophold i Norge nu, ſiden han havde faaet de anſeede Sæmundsſønner bragte i Kongens Vold, ſnarere vilde bringe ham Hæder og Udmerkelſe, end Ubehageligheder[1].

Heri bedrog han ſig dog højligen. Thi Kongen, ſom aldrig havde haft nogen ſynderlig Forkjærlighed for ham, og alene gjort ham til en ſaa ſtor Mand efter Biſkop Henriks Anbefaling, fæſtede ikke mindre Lid til Henriks Ord, da denne dadlede ham og ſkildrede ham ſom en ærgjerrig, herſkeſyg Mand, til hvem man aldrig i Fremtiden kunde have nogen Tillid. Kongen havde derimod bevidnet Biſkoppen hin højeſte Tilfredshed med den Iver, han havde udviiſt i hans Anliggender, og beholdt ham hos ſig den hele Vinter, hvorved der var Lejlighed nok for Biſkoppen til at vedligeholde den ugunſtige Stemning, Kongen nærede mod Thord. Heller ikke var der nogen af dennes Venner tilſtede, ſom kraftigt kunde tage hans Parti. Aron Hjorleifsſøn var paa Island, og rejſte førſt, ſom det ſynes, tilbage til Norge med Thord ſelv. Da Sæmundsſønnerne kom til Norge[2], forſtaar det ſig af ſig ſelv, at heller ikke disſe gave Thord noget godt Lov, og Kongen var ſikkert for retſkaffen til ikke at erkjende, at hans Fremfærd mod dem var uforſvarlig, ſaa meget den end for Reſten ſigtede til hans Fordeel. Saa vidt man kan ſkjønne, ſøgte han og at gjøre den mod dem begaaede Uretfærdighed god igjen, og knytte dem til ſig ved Venlighed. Han modtog dem venſkabeligt: de maatte viſtnok

  1. Sturlunga Saga, VII. 52.
  2. Tiden, da Sæmundsſønnerne kom til Norge, angives forſkjelligt. Annalerne nævne 1249, men Sagaen ſiger udtrykkeligt (VII 51), at det var ſamme Aar, Thorgils og Biſkop Sigvard rejſte, altſaa 1250. Dog heder det ſiden i Cap. 53, at de opholdt ſig to Vintre hos Kongen, og da det er viſt, at de rejſte hjem 1251, viſer dette atter hen paa 1249. Fortællingen i Sagaen er imidlertid ſaadan, at 1249 ikke pasſer, og man maa derfor antage, at Tiden ej er nøjagtigt betegnet, men Meningen kun den, at de tilbragte over et heelt Aar i Norge. Thi ſaa meget er viſt, at de maa være komne hid temmelig tidligt om Sommeren 1250, i det mindſte ſkede Overfaldet paa Hvaal før Thingtiden, altſaa vel ſidſt i Mai.