ypperlige Venner –, skulde fremdeles forestaa sine Godord paa Østerlandet, der ved Thords Bistand og listige Politik vare blevne betydeligt forøgede; og de maatte alle love ham at understøtte hinanden indbyrdes, om det skulde behøves. Ligesaa bestemtes det, at de ikke under nogen Forevending skulde give Slip paa de dem overdragne Herskaber, uden naar han selv kom tilbage og fordrede det, eller personligt tilskrev dem derom. Efter derpaa at have taget en venlig Afsked med dem alle, og skjenket dem gode Gaver, gik han ombord, og sejlede afsted, vistnok i den Tro, at hans Fraværelse ikke vilde blive langvarig, at hans Magt var for vel befæstet paa Island til at kunne rokkes, og at hans Ophold i Norge nu, siden han havde faaet de anseede Sæmundssønner bragte i Kongens Vold, snarere vilde bringe ham Hæder og Udmerkelse, end Ubehageligheder[1].
Heri bedrog han sig dog højligen. Thi Kongen, som aldrig havde haft nogen synderlig Forkjærlighed for ham, og alene gjort ham til en saa stor Mand efter Biskop Henriks Anbefaling, fæstede ikke mindre Lid til Henriks Ord, da denne dadlede ham og skildrede ham som en ærgjerrig, herskesyg Mand, til hvem man aldrig i Fremtiden kunde have nogen Tillid. Kongen havde derimod bevidnet Biskoppen hin højeste Tilfredshed med den Iver, han havde udviist i hans Anliggender, og beholdt ham hos sig den hele Vinter, hvorved der var Lejlighed nok for Biskoppen til at vedligeholde den ugunstige Stemning, Kongen nærede mod Thord. Heller ikke var der nogen af dennes Venner tilstede, som kraftigt kunde tage hans Parti. Aron Hjorleifssøn var paa Island, og rejste først, som det synes, tilbage til Norge med Thord selv. Da Sæmundssønnerne kom til Norge[2], forstaar det sig af sig selv, at heller ikke disse gave Thord noget godt Lov, og Kongen var sikkert for retskaffen til ikke at erkjende, at hans Fremfærd mod dem var uforsvarlig, saa meget den end for Resten sigtede til hans Fordeel. Saa vidt man kan skjønne, søgte han og at gjøre den mod dem begaaede Uretfærdighed god igjen, og knytte dem til sig ved Venlighed. Han modtog dem venskabeligt: de maatte vistnok
- ↑ Sturlunga Saga, VII. 52.
- ↑ Tiden, da Sæmundssønnerne kom til Norge, angives forskjelligt. Annalerne nævne 1249, men Sagaen siger udtrykkeligt (VII 51), at det var samme Aar, Thorgils og Biskop Sigvard rejste, altsaa 1250. Dog heder det siden i Cap. 53, at de opholdt sig to Vintre hos Kongen, og da det er vist, at de rejste hjem 1251, viser dette atter hen paa 1249. Fortællingen i Sagaen er imidlertid saadan, at 1249 ikke passer, og man maa derfor antage, at Tiden ej er nøjagtigt betegnet, men Meningen kun den, at de tilbragte over et heelt Aar i Norge. Thi saa meget er vist, at de maa være komne hid temmelig tidligt om Sommeren 1250, i det mindste skede Overfaldet paa Hvaal før Thingtiden, altsaa vel sidst i Mai.
