Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/297

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
283
1248—1250. Islandſke Begivenheder. Thords Eneherredømme.

Alfhild paa det indſtændigſte bad ham ikke at viſe en ſaadan Utaknemmelighed mod ſin Foſterfader[1], til Kirkebø, for at overfalde Agmund. Denne blev dog i Tide advaret, bevæbnede ſig med alle ſine Gaardsfolk og tog ſit Stade i Kirken, hvor Sæmund ej vovede at angribe ham; en af dem fandt desuden Lejlighed til at undkomme og løbe hen til de nærmeſte Nabogaarde, hvorfra der ſnart kom en ſaa betydelig Skare til Agmunds Hjelp, at Sæmund med uforrettet Sag maatte drage bort. Agmund vilde have forfulgt ham, hvis ikke Steinunn, hans Huſtru, havde hindret det. Strax efter begav han ſig til Thord Kakale, og klagede for ham over Sæmunds Ferd. Man ſkulde nu have ventet, at Thord, efter hans ſidſte Ord til Sæmund, ikke vilde have givet Agmund Medhold. Men tvertimod: han opmuntrede Agmund til at holde Stand, ſaa meget mere ſom han var rigere og mere yndet af Bønderne end Sæmund: ſkjønt Sæmund nu var i Svogerſkab med ham, vilde han dog ikke, ſagde han, ſtaa ham bi i nogen Uretfærdighed. Han indbød endog Agmund til at forblive hos ham, ſaa længe han vilde, og Agmund blev der hele Vinteren[2]. Dette var dog visſelig at give begge Parter Medhold, og Thord kan ingen anden Henſigt have haft dermed, end at ſætte dem op mod hinanden indbyrdes, og derved ſvække deres Magt, for at han ſelv kunde udvide ſit Herredømme paa deres Bekoſtning og vinde Fodfæſte ogſaa i Øſtfjordene. Vi ville ſtrax nedenfor ſee, at denne Venſkabelighed mod Agmund var viſtnok hyklet. Med Biſkop Henrik, ſom advarede Thord og foreholdt ham, at dette ikke var den rette Maade at opfylde ſine Forpligtelſer til Kongen, kom han ſnart i et ſpændt Forhold, der omſider gik over til aabenbart Uvenſkab, ſaa at Biſkoppen endnu om Sommeren 1249 forlod Island, og ved ſin Ankomſt til Norge fremførte de ſterkeſte Klagemaal over ham, ſom den der kun befordrede ſine egne herſkeſyge Planer, uden i mindſte Maade at ſørge for Kongens Fordeel. Det var, ſagde han, ikke at tænke paa, at Kongens Ønſker med Henſyn til Island kunde gaa i Opfyldelſe, ſaa længe Thord havde ſaa meget at ſige. Biſkoppen maa endog længe for ſin Afrejſe fra Island ſkriftligt have overſendt Klager til Kongen, thi allerede den ſamme Sommer, han rejſte, ja endog, ſom det ſynes, førend han endnu havde forladt Landet, indløb der et Brev fra Kongen til Thord med alvorlige Bebrejdelſer, fordi han havde lagt mere Vind paa at bringe Landet under ſig, end under Kongen[3]. Bre-

  1. Hun narrede ham endog ind i et Kammer, under Paaſkud af at han burde ſkifte Klæder, og ſlog Døren i Laas efter ham; men han fik fat paa en Steen, og ſlog den op igjen.
  2. Sturlunga Saga, VII. 50.
  3. Sturlunga Saga, VII. 47.