Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/295

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
281
1243. Islandſke Begivenheder. Thord ſaa godt ſom Eneherre i Landet.

gerne, Kolbeins og Brands forrige Thingmænd, havde dog ſtrax ved Gisſurs Ankomſt til Egnen løsrevet ſig, og underkaſtet ſig ham. At de nu faa godvilligt, ſom det lader, gave ſig under Thord, kan ej udelukkende tilſkrives hans Magt og Gisſurs Fraværelſe, thi de maatte dog altid kunne have gjort en temmelig langvarig Modſtand, om de dertil havde haſt Mod eller Lyſt; man kan derfor ikke vel antage andet, end at hine Opfordringer, forkyndte og kraftigt underſtøttede af Biſkop Henrik, have udrettet det Meſte, os fornemmelig hos Thords Uvenner overvundet den Modbydelighed, de fleſte af dem havde for at underkaſte ſig ham, ved at gjøre dem det begribeligt, at det ikke egentlig var ham ſelv perſonligt, hvem de tilſagde ſin Lydighed, men Kongen, der af ham kun repræſenteredes. Paa Sønderlandet, Veſtlandet og Øſtlandet maa ligeledes Biſkop Sigvard have agiteret ivrigt, og foreholdt de trodſige Sønderlændinger, at Thord paa en Maade nu ſelv ſtod i Gisſurs Sted, ſaa at det derfor ikke i Længden vilde kunne nytte dem at gjøre ham Modſtand. Fra denne Tid af kunne vi ſaaledes regne den egentlige Begyndelſe til Kong Haakons virkelige Herredømme paa Øen, og den førſte, om end kun middelbare og indſkrænkede, Erkjendelſe af hans Overhøjhed. Og for denne havde han altſaa Paven og Cardinalen væſentligt at takke. Naar man tager dette i Betragtning ved Siden af de øvrige Fordele, Kong Haakon opnaaede i Norge ſelv ved Cardinalens Nærværelſe og Foranſtaltninger, kan man enda ikke ſige, at de mange Penge, Kongen udbetalte til ham og Paveſtolen, vare bortkaſtede til Unytte[1].

Virkningen af Cardinalens Myndighed og de tvende Biſkoppers ivrige, om end ikke i Sagaerne ſynderligt omtalte, Agitationer ſpores ogſaa deri, at de af ham ved Mødet i Bergen paabudne kirkelige Reformer antoges paa Island, for ſaa vidt de pasſede til dette Lands Kirkeforfatning. Navnlig blev Jærnbyrden her, lige ſaavel ſom i Norge, ganſke afſkaffet[2]. Beſtemmelſen, at hver den, ſom med Vold gaar ind i anden Mands faſte Ejendom eller Rettighed, ved ſelve Gjerningen er forfalden i Bans Straf, ſynes endog nærmeſt at være afſeet paa ſelve Island[3].

Men Thords Ærgjerrighed og Herſkeſyge begyndte nu atter at fremtræde i en ſaa foruroligende Grad, at den vakte almindelig Misfornøjelſe, og ſkilte ham endog ved Biſkop Henriks Venſkab. Ser ſkulde

  1. Sturlunga Saga, VII. 47.
  2. Islandſke Annaler. At ogſaa de øvrige Beſtemmelſer udſtraktes til Island, ſees aller bedſt deraf, at de ere indtagne i islandſke Lovbøger. Se Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie I. S. 235.
  3. Se ovenfor S. 38.