ligeledes hos ham; i Førstningen faldt der lidt uvenlige Ord imellem dem, men da Thord skjenkede en Gaard til Skaalholt Kirke for sin Faders og Moders Sjæle, blev alt nok saa godt. Hen imod Paaske vendte Thord tilbage til Norderlandet, og gjennemrejste hele Fjerdingen, hvis Indbyggere uden mindste Modsigelse underkastede sig hans Herredømme; der var ikke engang Tale om at kræve Bøder af ham for Brand Kolbeinssøns Drab. Nu var Raden til Sønderlandet, hvor Gissur havde fine Venner og Tilhængere. Da Sommeren kom, reed Thord med en talrig Skare til Althinget, hvor denne Gang de fleste Stormænd i Landet vare forsamlede og sluttede sig til Thord, med Undtagelse af Gissurs Mænd. Endog den nys nævnte, unge Sæmund Ormssøn paa Svinafell, Herre over Sida, og et Par andre Østfjordinger, der hidtil havde staaet udenfor Partierne, søgte Thords Beskyttelse. Dette var saa meget mere merkeligt, som Sæmund var nær beslægtet med Gissur Thorvaldssøn. Thord raadede derfor saa godt som uindskrænket paa Thinget, og lod sin Frænde, den oftere omtalte Olaf Thordssøn Hvitaskald, vælge til Lovsigemand. Derpaa henvendte han sig i haarde Udtryk til Sønderlændingerne, og spurgte dem, om de, siden det lod til at de slet ikke vilde lyde ham, dog ej idet mindste vilde unde ham Bøder for hans Faders Drab. De gave ingen Agt paa hans Ord: han truede dem da med, at deres Trods skulde komme dem dyrt at staa, og forlod Thinget. Om Høsten, da Skibsfarten var sluttet og det havde viist sig, at Gissur ej kom til Landet i dette Aar, gjorde Thord Truslen til Virkelighed; han reed syd over Kjølen til Sønderlandet med et stort Følge, og nu gik det ud over alle Gissurs Thingmænd, der maatte bøje sig for ham og enda oven i Kjøbet finde sig i, at han paalagde dem en Pengebod, hvilken de foretrak at udrede fremfor at gaa ham aabenbart til Haande. Kun faa vovede at tage til Gjenmæle imod ham, hvor forbitrede de end vare over at maatte lide slig Behandling, og den følgende Sommer (1249), da Thord atter indfandt sig paa Thinget, fandtes der ikke Spor af Opposition, og Sønderlændingerne udredede de dem paalagte Bøder, vistnok med Harme og hemmelig Knurren, men uden aabenbar Modsigelse. Saaledes havde Thord virkelig i Løbet af et Par Aar drevet det til at blive Eneherre i Landets trende vestlige Fjerdinger, samt derhos at erhverve betydelig Indflydelse i den østlige, hvor han knyttede den mægtige Sæmund Ormssøn end nærmere til sig ved at give ham sin Broder Sturlas Datter Ingunn til Egte. Naar vi betragte denne Thords raske Fremgang, kunne vi umuligt andet end tilskrive Kongens, og hvad der maaskee var mere, Cardinalens i Pavens Navn udstedte Opfordring den største Indflydelse i saa Henseende. Vel havde Thord allerede før sin Afrejse behersket Vesterlandet og en kort Tid ligeledes raadet for hele Nordlandet, men Skagfjordin-
