Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/294

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
280
Haakon Haakonsſøn.

ligeledes hos ham; i Førſtningen faldt der lidt uvenlige Ord imellem dem, men da Thord ſkjenkede en Gaard til Skaalholt Kirke for ſin Faders og Moders Sjæle, blev alt nok ſaa godt. Hen imod Paaſke vendte Thord tilbage til Norderlandet, og gjennemrejſte hele Fjerdingen, hvis Indbyggere uden mindſte Modſigelſe underkaſtede ſig hans Herredømme; der var ikke engang Tale om at kræve Bøder af ham for Brand Kolbeinsſøns Drab. Nu var Raden til Sønderlandet, hvor Gisſur havde fine Venner og Tilhængere. Da Sommeren kom, reed Thord med en talrig Skare til Althinget, hvor denne Gang de fleſte Stormænd i Landet vare forſamlede og ſluttede ſig til Thord, med Undtagelſe af Gisſurs Mænd. Endog den nys nævnte, unge Sæmund Ormsſøn paa Svinafell, Herre over Sida, og et Par andre Øſtfjordinger, der hidtil havde ſtaaet udenfor Partierne, ſøgte Thords Beſkyttelſe. Dette var ſaa meget mere merkeligt, ſom Sæmund var nær beſlægtet med Gisſur Thorvaldsſøn. Thord raadede derfor ſaa godt ſom uindſkrænket paa Thinget, og lod ſin Frænde, den oftere omtalte Olaf Thordsſøn Hvitaſkald, vælge til Lovſigemand. Derpaa henvendte han ſig i haarde Udtryk til Sønderlændingerne, og ſpurgte dem, om de, ſiden det lod til at de ſlet ikke vilde lyde ham, dog ej idet mindſte vilde unde ham Bøder for hans Faders Drab. De gave ingen Agt paa hans Ord: han truede dem da med, at deres Trods ſkulde komme dem dyrt at ſtaa, og forlod Thinget. Om Høſten, da Skibsfarten var ſluttet og det havde viiſt ſig, at Gisſur ej kom til Landet i dette Aar, gjorde Thord Truſlen til Virkelighed; han reed ſyd over Kjølen til Sønderlandet med et ſtort Følge, og nu gik det ud over alle Gisſurs Thingmænd, der maatte bøje ſig for ham og enda oven i Kjøbet finde ſig i, at han paalagde dem en Pengebod, hvilken de foretrak at udrede fremfor at gaa ham aabenbart til Haande. Kun faa vovede at tage til Gjenmæle imod ham, hvor forbitrede de end vare over at maatte lide ſlig Behandling, og den følgende Sommer (1249), da Thord atter indfandt ſig paa Thinget, fandtes der ikke Spor af Oppoſition, og Sønderlændingerne udredede de dem paalagte Bøder, viſtnok med Harme og hemmelig Knurren, men uden aabenbar Modſigelſe. Saaledes havde Thord virkelig i Løbet af et Par Aar drevet det til at blive Eneherre i Landets trende veſtlige Fjerdinger, ſamt derhos at erhverve betydelig Indflydelſe i den øſtlige, hvor han knyttede den mægtige Sæmund Ormsſøn end nærmere til ſig ved at give ham ſin Broder Sturlas Datter Ingunn til Egte. Naar vi betragte denne Thords raſke Fremgang, kunne vi umuligt andet end tilſkrive Kongens, og hvad der maaſkee var mere, Cardinalens i Pavens Navn udſtedte Opfordring den ſtørſte Indflydelſe i ſaa Henſeende. Vel havde Thord allerede før ſin Afrejſe beherſket Veſterlandet og en kort Tid ligeledes raadet for hele Nordlandet, men Skagfjordin-