Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/292

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
278
Haakon Haakonsſøn.

førte Princip, idet han erklærede det for upasſende, at Islands Folk ikke lige ſaavel lød under en Konge ſom ethvert andet Folk i Verden. Der blev nu ogſaa i den afdøde Botolfs Sted udnævnt og indviet en ny Biſkop til Hole, den før omtalte Henrik Kaarsſøn, Nordmand ligeſom Sigvard og Botolf, en Mand af ualmindelig Nidkjærhed og Kraft, og ſom øjenſynligt netop blev ſat paa denne Poſt for at virke i Kong Haakons Interesſer. Thord var klog nok til at ſøge Biſkop Henriks Venſkab, hvilket det ogſaa ganſke lykkedes ham at vinde, og Henrik ſøgte igjen at ſtemme Cardinalen gunſtigt for Thord. Kong Haakon lod Gisſur og Thord atter fremſtille deres Sag i Cardinalens Nærværelſe, og da Cardinalen hørte, hvor mange Frænder Thord havde miſtet i Striden med Gisſur, traadte han, ſiges der, ganſke paa hans Side, og fandt at Thord havde lidt ſtor Overlaſt. Det kan nu viſtnok heller ikke negtes, at Gisſur havde faret haardt frem mod Sturlungerne, og at det for Cardinalen, der umuligt paa den korte Tid kunde have ſat ſig tilbørligt ind i de indviklede islandſke Forhold, maatte ſynes, ſom om Thord havde langt mere Ret paa ſin Side, end den blodbeſtænkte Gisſur. Men Biſkop Henriks Foreſtillinger have dog ſikkert bidraget meget til fra førſt af at ſtemme ham gunſtigt for Thord, og til at fremkalde det Raad, ſom han nu gav Kongen. Han vilde nemlig, ſom der ſiges, ikke høre om andet, end at Thord ſkulde ſendes ud til Island for at overtage Beſtyrelſen, medens Gisſur derimod ſkulde blive tilbage; derſom Freden i Landet ſkulde blive af Varighed, maatte kun, meente han, een Mand forvalte det Hele. Saaledes blev det nu ogſaa afgjort, uden at der afſagdes nogen egentlig Dom mellem Gisſur og Thord. Gisſur maatte til ſin ſtore Sorg blive tilbage, og Kongen overdrog ham imidlertid en Sysſel i det Throndhjemſke, ſandſynligviis i Gauldalen. Thord og Biſkop Henrik ſendtes derimod ud med Cardinalens Skrivelſe, og med det Erende til Indbyggerne fra Kongen, at de ſkulde underkaſte ſig hans Herredømme og vedtage at betale ham Skat. Med Thord og Biſkoppen fulgte ogſaa Aron Hjørleifsſøn, der efter langvarig Landflygtighed længedes efter at ſee ſit Fædreneland igjen, og ſom Thord baade efter Kongens udtrykkelige Paalæg og paa Grund af det Venſkab, han ſelv nærede for ham, lovede at tage ſig af paa det Bedſte, hvilket Løfte han ærligt holdt. Derimod maatte Thords Frænde, den unge Thorgils Bødvarsſøn Skarde, der allerede ſiden 1244 opholdt ſig i Norge, blive tilbage hos Kongen ſom et Slags Gisſel for Thords Troſkab. Paa ſamme Tid, ſiges der, holdt Kongen ogſaa mange andre mægtige Mænds Sønner tilbage i Norge. Heri fulgte han ganſke Olaf den hel-