Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/292

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
278
Haakon Haakonssøn.

førte Princip, idet han erklærede det for upassende, at Islands Folk ikke lige saavel lød under en Konge som ethvert andet Folk i Verden. Der blev nu ogsaa i den afdøde Botolfs Sted udnævnt og indviet en ny Biskop til Hole, den før omtalte Henrik Kaarssøn, Nordmand ligesom Sigvard og Botolf, en Mand af ualmindelig Nidkjærhed og Kraft, og som øjensynligt netop blev sat paa denne Post for at virke i Kong Haakons Interesser. Thord var klog nok til at søge Biskop Henriks Venskab, hvilket det ogsaa ganske lykkedes ham at vinde, og Henrik søgte igjen at stemme Cardinalen gunstigt for Thord. Kong Haakon lod Gissur og Thord atter fremstille deres Sag i Cardinalens Nærværelse, og da Cardinalen hørte, hvor mange Frænder Thord havde mistet i Striden med Gissur, traadte han, siges der, ganske paa hans Side, og fandt at Thord havde lidt stor Overlast. Det kan nu vistnok heller ikke negtes, at Gissur havde faret haardt frem mod Sturlungerne, og at det for Cardinalen, der umuligt paa den korte Tid kunde have sat sig tilbørligt ind i de indviklede islandske Forhold, maatte synes, som om Thord havde langt mere Ret paa sin Side, end den blodbestænkte Gissur. Men Biskop Henriks Forestillinger have dog sikkert bidraget meget til fra først af at stemme ham gunstigt for Thord, og til at fremkalde det Raad, som han nu gav Kongen. Han vilde nemlig, som der siges, ikke høre om andet, end at Thord skulde sendes ud til Island for at overtage Bestyrelsen, medens Gissur derimod skulde blive tilbage; dersom Freden i Landet skulde blive af Varighed, maatte kun, meente han, een Mand forvalte det Hele. Saaledes blev det nu ogsaa afgjort, uden at der afsagdes nogen egentlig Dom mellem Gissur og Thord. Gissur maatte til sin store Sorg blive tilbage, og Kongen overdrog ham imidlertid en Syssel i det Throndhjemske, sandsynligviis i Gauldalen. Thord og Biskop Henrik sendtes derimod ud med Cardinalens Skrivelse, og med det Erende til Indbyggerne fra Kongen, at de skulde underkaste sig hans Herredømme og vedtage at betale ham Skat. Med Thord og Biskoppen fulgte ogsaa Aron Hjørleifssøn, der efter langvarig Landflygtighed længedes efter at see sit Fædreneland igjen, og som Thord baade efter Kongens udtrykkelige Paalæg og paa Grund af det Venskab, han selv nærede for ham, lovede at tage sig af paa det Bedste, hvilket Løfte han ærligt holdt. Derimod maatte Thords Frænde, den unge Thorgils Bødvarssøn Skarde, der allerede siden 1244 opholdt sig i Norge, blive tilbage hos Kongen som et Slags Gissel for Thords Troskab. Paa samme Tid, siges der, holdt Kongen ogsaa mange andre mægtige Mænds Sønner tilbage i Norge. Heri fulgte han ganske Olaf den hel-