tes imidlertid at kunne merke, at Kongen gav Gissur mest Medhold. Grunden dertil troede man var den, at i samme Mon som han havde forvundet Misfornøjelsen over Snorres overilede Drab, vendte ogsaa Harmen over hans og hans Partis Ferd tilbage. Desuden kunde Thords seneste Optræden og Haugsnes-Slaget ikke være skikket til at stemme Kongen venligt for ham. De indlode nu deres Sag til Kongens Dom. Men han søgte kjendeligt at udhale Sagen, og vilde ingen Dom afsige den Vinter. Sandsynligviis var det allerede nu hans Plan, at lade Sagen nærmere drøfte paa det Møde, der skulde holdes i Bergen i Anledning af Kroningen. Maaskee gav ogsaa Forberedelserne til denne ham saa meget at bestille, at han ikke kunde befatte sig med stort andet. Da han om Vaaren drog til Bergen, ledsaget af Knut Jarl og mange andre gjeve Mænd, vare ogsaa Gissur og Thord med. Strax efter Ankomsten til Bergen blev der endnu engang talt om Sagen; men da Thord nævnte om Erstatning for Snorre Sturlassøns Drab, tog Kongen Ordet og sagde, at dette var en Sag, hvorfor han selv, ikke Gissur, havde at bøde, men at Gissur kunde besvare Thords øvrige Ankeposter. Dette syntes ligeledes at vidne om en Tilbøjelighed hos Kongen til at ville give Gissur Fortrinet.
Men Udfaldet blev dog anderledes. I nogen Tid blev der intet gjort ved Sagen, og Thord og Gissur opholdt sig begge ved Kongens Hof, hvortil de vare berettigede, eller endog forpligtede, hiin som Hirdmand, denne endog som Skutilsvein[1]. Da kom Cardinal Villjam og kronede Kongen, som det ovenfor er berettet. Ved denne Højtidelighed vare saaledes baade Thord og Gissur nærværende. Ved de Forhandlinger, der siden efter fandt Sted, kom ogsaa Island og dets Anliggender paa Bane. Kongen greb begjærligt denne Lejlighed til at faa sin Bestræbelse at underkaste sig Øen godkjendt af Kirken, og dette holdt heller ikke vanskeligt„ thi den Anskuelse var allerede herskende ved den pavelige Curie, at ethvert Folk burde lyde en Kejser eller Konge, og at Republiker vare herreløse Ting, som Kirken gjennem sit Overhoved Paven kunde overdrage til hvem den fandt for godt; denne Pavens Rettighed var ogsaa almindeligt anerkjendt. Cardinal Villjam gav Kongens Fordring paa Overherredømmet over Island sit fuldkomne Medhold, og udstedte, i Egenskab af Pavens Fuldmægtig, en Skrivelse til Landets Indbyggere, hvori han ligefrem bød dem at underkaste sig Kong Haakon, udtrykkeligt paaberaabende sig det nys an-
- ↑ At han allerede blev Skutilsvein i 1229, er ovenfor omtalt, III, S. 866.
