Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/291

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
277
1246, 1247. Islandſke Begivenheder. Thord og Gisſur i Norge.

tes imidlertid at kunne merke, at Kongen gav Gisſur meſt Medhold. Grunden dertil troede man var den, at i ſamme Mon ſom han havde forvundet Misfornøjelſen over Snorres overilede Drab, vendte ogſaa Harmen over hans og hans Partis Ferd tilbage. Desuden kunde Thords ſeneſte Optræden og Haugsnes-Slaget ikke være ſkikket til at ſtemme Kongen venligt for ham. De indlode nu deres Sag til Kongens Dom. Men han ſøgte kjendeligt at udhale Sagen, og vilde ingen Dom afſige den Vinter. Sandſynligviis var det allerede nu hans Plan, at lade Sagen nærmere drøfte paa det Møde, der ſkulde holdes i Bergen i Anledning af Kroningen. Maaſkee gav ogſaa Forberedelſerne til denne ham ſaa meget at beſtille, at han ikke kunde befatte ſig med ſtort andet. Da han om Vaaren drog til Bergen, ledſaget af Knut Jarl og mange andre gjeve Mænd, vare ogſaa Gisſur og Thord med. Strax efter Ankomſten til Bergen blev der endnu engang talt om Sagen; men da Thord nævnte om Erſtatning for Snorre Sturlasſøns Drab, tog Kongen Ordet og ſagde, at dette var en Sag, hvorfor han ſelv, ikke Gisſur, havde at bøde, men at Gisſur kunde beſvare Thords øvrige Ankepoſter. Dette ſyntes ligeledes at vidne om en Tilbøjelighed hos Kongen til at ville give Gisſur Fortrinet.

Men Udfaldet blev dog anderledes. I nogen Tid blev der intet gjort ved Sagen, og Thord og Gisſur opholdt ſig begge ved Kongens Hof, hvortil de vare berettigede, eller endog forpligtede, hiin ſom Hirdmand, denne endog ſom Skutilſvein[1]. Da kom Cardinal Villjam og kronede Kongen, ſom det ovenfor er berettet. Ved denne Højtidelighed vare ſaaledes baade Thord og Gisſur nærværende. Ved de Forhandlinger, der ſiden efter fandt Sted, kom ogſaa Island og dets Anliggender paa Bane. Kongen greb begjærligt denne Lejlighed til at faa ſin Beſtræbelſe at underkaſte ſig Øen godkjendt af Kirken, og dette holdt heller ikke vanſkeligt„ thi den Anſkuelſe var allerede herſkende ved den pavelige Curie, at ethvert Folk burde lyde en Kejſer eller Konge, og at Republiker vare herreløſe Ting, ſom Kirken gjennem ſit Overhoved Paven kunde overdrage til hvem den fandt for godt; denne Pavens Rettighed var ogſaa almindeligt anerkjendt. Cardinal Villjam gav Kongens Fordring paa Overherredømmet over Island ſit fuldkomne Medhold, og udſtedte, i Egenſkab af Pavens Fuldmægtig, en Skrivelſe til Landets Indbyggere, hvori han ligefrem bød dem at underkaſte ſig Kong Haakon, udtrykkeligt paaberaabende ſig det nys an-

  1. At han allerede blev Skutilſvein i 1229, er ovenfor omtalt, III, S. 866.