Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/288

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
274
Haakon Haakonsſøn.

ſom man havde gjort Regning paa, tog han en Omvej, hvorved han kom ovenfra nogle Højder ned mod den ene Arm af Skagfjordingernes Hær. Dette afgjorde næſten allerede Dagens Skjebne, thi da Brand og hans Mænd nu maatte gjøre en Vending mod Fienden, kom der Uorden i deres Rækker, og da Sammenſtødet ſkede, løsnede ſnart deres Fylking, „ſom om man ſkyder en løs Vegg til Side“. Hertil kom nu og Forræderi, thi en Mand i Brands Hær, der var gift med en Slegtning af Thord og derfor var ham hengiven, tog, efterſom det forud hemmeligt var aftalt, pludſelig Flugten med ſin Søn og en heel Deel andre. Exemplet ſmittede, iſær paa dem, der vare fra de veſtligere Hereder paa Nordlandet. Derimod kæmpede Brand og Skagfjordingerne ſelv med den yderſte Tapperhed, og uagtet de i Længden ikke kunde ſtaa ſig mod Overmagten, anrettede de dog et ſtort Mandefald i Thords Hær. Han var ſelv nær ved at blive dræbt af en ſtor, ſterk og tapper Kæmpe, ved Navn Jon Krappe, der uden at enſe ſit eget Liv kun havde Øje for Thord og idelig ſatte ind paa ham, indtil et vældigt Steenkaſt knuſte hans Bryſt og derved endte hans Liv. Brands nærmeſte Venner og Ledſagere omgave ham i en ſluttet Trop, og forſvarede ham med opofrende Hengivenhed ſaa længe de kunde, men de faldt omſider een for een, og Brand maatte tage Flugten. Da var allerede Flugten almindelig i hans hele Hær. Men Sejrherrerne forfulgte de Flygtende og nedlagde mange af dem; Kolbein Gran indhentede Brand og førte ham fangen tilbage til Valpladſen. Kolbein opſøgte Thord og meldte ham, at han havde Brand i ſin Vold. „Hvi dræber I ham ikke“, ſpurgte Thord, hvis Lidenſkabelighed nu ikke ſynes at have kjendt nogen Grændſe. Kolbein ſvarede, at han troede at Thord maaſkee kunde ønſke at tale med ham førſt. Thord, ſom havde ſat ſig for at hvile lidt, ſtod da op og vilde gaa hen til ham. Men Ravn Oddsſøn ſagde: „gaa ikke derhen, Thord, hvis du ej vil ſkjenke ham Livet“. Da blev Thord ſiddende, og ſendte en Mand hen, ſom kløvede hans Hoved. Denne grumme Handling er en hæslig Plet paa Thords Minde, thi Brand var en i enhver Henſeende udmerket Mand, maadeholden og fredeligt ſindet; hans Ønſke var kun at vedligeholde Ro og Fred i Landet. Endog en af Thords egne Tilhængere, Skalden Ingjald Geirmundsſøn, der havde været med i Floa-Slaget og gjort et Kvad derom, digtede et Mindekvad over Brand, hvori han berømmede ham ſom en af Landets ypperſte og braveſte Mænd, og udtalte det Haab, at hans Sjæl ſkulde finde evig Hvile i Paradiis[1]. Hvad der ſaaledes kunde opbringe den ellers ſaa humane Thord imod ham, er

  1. Sturlunga Saga VII. 42.