Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/286

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
272
Haakon Haakonsſøn.

efter Juul kunde man ſige, at der var aabenbart Fiendſkab mellem begge Hereder, Eyjafjorden og Skagafjorden, uagtet der, ſom det heed, var ſluttet den Overeenskomſt angaaende hine Fordringer paa Godſerne i Skagafjorden, at tolv af de bedſte Mænd i Landet ſkulde afgjøre Sagen ved Voldgift paa førſt kommende Althing, til hvilken Tid der og ſtilledes gjenſidig Grid. Denne Aftale med tilhørende Grid ſynes kun at have været et Proformaverk, ſom man ikke agtede ſtort[1]. Thord lod i al Stilhed ſine Tilhængere og Venner fra Veſtfjordene kalde til ſig ved Folk af ſine Omgivelſer, der paaſkøde at rejſe i deres private Erender. Saaledes ſamlede der ſig efterhaanden en Mængde til ham, Seir Styrmesſøn, Ravn Oddsſøn, Bjørn Drumb, o. fl. Dette kunde naturligviis ikke i Længden undgaa Skagfjordingernes Opmerkſomhed, og allerede tidligt i Faſten ſendte Brand ved paalidelige Bud et Brev til Gisſur Thorvaldsſøn, hvori han beſkrev ham, hvorledes Sagerne ſtode, og bad ham ſnareſt muligt komme med en klækkelig Folkeſtyrke til Skagafjorden, for ved ſin Magt og Anſeelſe at indjage de urolige Hoveder i Eyjafjorden Skræk og forebygge Blodsudgydelſe. Han anmodede ham ogſaa, efter Kongens Bud at overtage Beſtyrelſen af Borgarfjorden, hvor det vilde blive dem ſærdeles bekvemt at holde til i Forening. Han klagede fremdeles over, at endog Biſkop Sigvard nu havde begyndt at helde til Thords Side, da han nemlig, efter Thords ſkriftlige Anmodning om atter at maatte ſtedes til Kirkegang med ſex af ſine Mænd, ſtrax havde overdraget en Preſt, højtideligt at indføre Thord i Kirken[2],

    til en anden end Thord, om end juſt ikke til Thorleif, hvem Kongen fra tidligere Dage havde meget imod. Thords Udſagn om ham ſkal vel forklares derhen, at han, da Thorleif var mægtig, for ſin egen Sikkerheds Skyld maatte have Beſtyrelſen over Borgarfjorden, da han derved lettere kunde hindre hiin fra at gjøre ham Fortred.

  1. Man var vel ſaa meget mere forberedt paa alvorlig Ufred, ſom der om Vinteren 1245—46 ſaaes en Komet (Sturlunga Saga VII. 39).
  2. Saaledes heder det udtrykkeligt i Brands Brev, Sturlunga Saga VII. 40, uagtet der ej fortælles, naar Thord blev banſat. Men da det ovenfor udtrykkeligt berettes, at Biſkoppen paa Teits Anmodning ikke banſatte Thord ved hans Tog til Skaalholt 1242, og der ſenere ikke forefaldt noget nyt Sammenſtød mellem Thord og Biſkoppen, der kunde have fremkaldt Banſættelſe, ſaa kan man neppe gjette paa nogen anden Anledning dertil, end, ſaaledes ſom det ogſaa ovenfor, S. 248, er ſkeet, ved Thords og hans 15 Venners Fredløsdømmelſe. Thi det var i ſig ſelv rimeligt, at Skogarmanden, der „ikke maatte fødes eller færges“, ogſaa tillige udſtødtes af det kirkelige Samfund, og Biſkoppen greb dengang viſt gjerne Anledningen dertil. Nu, da Fredløshedsdommen ved Forliget maatte anſees hævet, var det ogſaa rimeligt at Excommunicationen hævedes. Da flere af de 15 fredløſe Mænd, hørte hjemme i Veſtfjordene, ſaa at maaſkee netop 6 vare tilbage hos Thord, bliver ogſaa dette Tal en Beſtyrkelſe paa det ovenfor antagne.