Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/284

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
270
Haakon Haakonsſøn.

ſig af ſig ſelv, og ſiges derfor ikke engang udtrykkeligt i Beretningen om disſe Forhandlinger. Kolbein døde kort efter (22de Juli 1245), kun 35 Aar gammel, meget beklaget og ſavnet af ſine Venner og Bekjendte. Derpaa blev der ſammenkaldt et Møde fra alle de Hereder, der ſkulde tilfalde Brand, og paa dette blev han højtideligt anerkjendt, eller, ſom det heder, valgt til Høvding over dem. Man indvilgede ham og, fortælles der, merkeligt nok, alle de Indtægter, Kolbein havde oppebaaret af de ſamme Hereder, navnlig Saudetolden. Disſe Afgifter traadte vel i Stedet for den forrige Hov-Told, der oppebares af Goderne under Hedendommen, men ſom det lader, vare de betydeligt forøgede ſiden den Tid: ogſaa et Skridt nærmere mod de monarchiſke Inſtitutioner[1].

Efter denne uventede Forandring til det Bedre i Thords Stilling var der naturligviis ikke længer Tale om nogen Overrejſe til Norge, men han lod Svarthøvde rejſe i ſit Sted for at forhandle de af Kolbein erholdte Varer, og begav ſig ſelv til Eyjafjorden, efter førſt at have højtideligholdt Ravn Oddsſøns Bryllup med hans Broderdatter Thurid, Sturla Sighvatsſøns Datter. Hans Venner fra Eyjafjord tilſagdes at møde ham i Midfjord. Han ledſagedes af Sturla Thordsſøn, Thorleif i Garde o. fl., og havde i alt et Følge af 90 Mand. I Midfjord forefandt han Eyfjordingerne, 80 Mand ſterke, og de rede alle tilſammen videre til Eyjafjorden, hvor de ankom den 10de Auguſt. Tilfældigviis kom juſt den ſamme Dag et Skib fra Norge ſejlende ind paa Fjorden, og bragte den Efterretning, at Urøkja var død i Norge St. Hans-Dag. Thord begav ſig ſtrax til ſin Ættegaard Grund, og havde Søndagen efter (den 13de Auguſt) et Møde paa Kriſtnes med alle Heredsmændene, paa hvilket de aflagde ham Troſkabsed og tilbagegave ham alle de Ejendomme, der havde tilhørt hans Fader Sighvat. Hvorledes de lode ſig bevæge dertil; om de bleve holdte ſkadesløſe, og da paa hvilken Maade, eller af hvem, ſiges ikke, men det lader dog til at det hele gik nok ſaa venſkabeligt for ſig, og man maa derfor næſten friſtes til at tro, at Brand godtgjorde dem af Kolbeins Bo. Strax efter, den følgende Mariemesſe (15de Auguſt), holdt han et prægtigt Gjeſtebud paa Grund, hvortil han fra det nys nævnte Skib havde forſonet ſig med en Mængde Øl, der ikke altid var at faa paa Island. De Mænd, der havde fulgt ham veſtenfra, gav han ved Afſkeden ſtore Gaver. Han havde nu paa det nærmeſte naaet ſit Maal, Gjenerhvervelſen af ſine fædrene Beſiddelſer, og hans Ædelmodighed mod Svigerinden, Thurid Ormsdatter, kom ham nu til Gode. Men hans

    dig og formaaende Mand, har været udſeet til Abbed Arnors Efterfølger og beſtyret Kloſtret, ſamt derfor ſædvanligviis kaldtes Abbed.

  1. Sturlunga Saga S. VII. 36.