Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/284

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
270
Haakon Haakonssøn.

sig af sig selv, og siges derfor ikke engang udtrykkeligt i Beretningen om disse Forhandlinger. Kolbein døde kort efter (22de Juli 1245), kun 35 Aar gammel, meget beklaget og savnet af sine Venner og Bekjendte. Derpaa blev der sammenkaldt et Møde fra alle de Hereder, der skulde tilfalde Brand, og paa dette blev han højtideligt anerkjendt, eller, som det heder, valgt til Høvding over dem. Man indvilgede ham og, fortælles der, merkeligt nok, alle de Indtægter, Kolbein havde oppebaaret af de samme Hereder, navnlig Saudetolden. Disse Afgifter traadte vel i Stedet for den forrige Hov-Told, der oppebares af Goderne under Hedendommen, men som det lader, vare de betydeligt forøgede siden den Tid: ogsaa et Skridt nærmere mod de monarchiske Institutioner[1].

Efter denne uventede Forandring til det Bedre i Thords Stilling var der naturligviis ikke længer Tale om nogen Overrejse til Norge, men han lod Svarthøvde rejse i sit Sted for at forhandle de af Kolbein erholdte Varer, og begav sig selv til Eyjafjorden, efter først at have højtideligholdt Ravn Oddssøns Bryllup med hans Broderdatter Thurid, Sturla Sighvatssøns Datter. Hans Venner fra Eyjafjord tilsagdes at møde ham i Midfjord. Han ledsagedes af Sturla Thordssøn, Thorleif i Garde o. fl., og havde i alt et Følge af 90 Mand. I Midfjord forefandt han Eyfjordingerne, 80 Mand sterke, og de rede alle tilsammen videre til Eyjafjorden, hvor de ankom den 10de August. Tilfældigviis kom just den samme Dag et Skib fra Norge sejlende ind paa Fjorden, og bragte den Efterretning, at Urøkja var død i Norge St. Hans-Dag. Thord begav sig strax til sin Ættegaard Grund, og havde Søndagen efter (den 13de August) et Møde paa Kristnes med alle Heredsmændene, paa hvilket de aflagde ham Troskabsed og tilbagegave ham alle de Ejendomme, der havde tilhørt hans Fader Sighvat. Hvorledes de lode sig bevæge dertil; om de bleve holdte skadesløse, og da paa hvilken Maade, eller af hvem, siges ikke, men det lader dog til at det hele gik nok saa venskabeligt for sig, og man maa derfor næsten fristes til at tro, at Brand godtgjorde dem af Kolbeins Bo. Strax efter, den følgende Mariemesse (15de August), holdt han et prægtigt Gjestebud paa Grund, hvortil han fra det nys nævnte Skib havde forsonet sig med en Mængde Øl, der ikke altid var at faa paa Island. De Mænd, der havde fulgt ham vestenfra, gav han ved Afskeden store Gaver. Han havde nu paa det nærmeste naaet sit Maal, Gjenerhvervelsen af sine fædrene Besiddelser, og hans Ædelmodighed mod Svigerinden, Thurid Ormsdatter, kom ham nu til Gode. Men hans

    dig og formaaende Mand, har været udseet til Abbed Arnors Efterfølger og bestyret Klostret, samt derfor sædvanligviis kaldtes Abbed.

  1. Sturlunga Saga S. VII. 36.