Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/282

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
268
Haakon Haakonsſøn.

ſyn til dennes Drab paa Ørlygsſtad, og den hele Sag, heder det, blev lagt i Kong Haakons Dom, det vil da ſige, at Kongen ſkulde beſtemme de endelige Forligsvilkaar. Dette maa nødvendigviis have været aftalt mellem Kongen og Gisſur, eller rettere været Gisſur paalagt af Kongen før hans Afrejſe fra Norge, og man kan næſten allerede heraf ſlutte, at Gisſur maa have haft lignende Paalæg med Henſyn til Thord, ſamt Befalinger i ſaa Henſeende til Kolbein. Gisſur ſamlede ſiden en ſtor Skare Folk og drog med den til Veſterlandet, til Breidafjord-Dalene, rimeligviis for at give ſine paatænkte Underhandlinger med Thord behørigt Eftertryk. Da Thord var kommen til Fagerø, ſom det ovenfor er berettet, fik han dette at vide af Sturla, og lod ſtrax ſamle ſaa mange Folk, ſom muligt, i Borgarfjorden og de ſydlige Dele af Veſterlandet; ved Efterretningen herom trak Gisſur ſig tilbage, da han formodentlig indſaa, at det endnu ikke for det førſte nyttede at forſøge Fredsunderhandlinger med ham. Thord tænkte paa intet mindre end at tage øjeblikkelig Hevn over Kolbein. Efter at have tilbragt nogle Uger roligt paa Eyre, reed han i Auguſt Maaned tilligemed Sturla ſydefter til Dalene, ſamlede henved en 120 Mand, og ilede med disſe nord gjennem Haukadalsſkardet for at overrumple Kolbein i Skagafjorden. Allerede i Midfjorden ſaa man imidlertid Folk ride af alle Kræfter til Fjelds og øſtover, øjenſynligt for at advare Kolbein, og flere af Thords Mænd meente derfor at det var farligt at drage videre, og at man ſnareſt muligt burde vende om. De bade Sturla tale herom til Thord. Han undſlog ſig, fordi man tidligere havde dadlet hans alt for ſnare Tilbagetog fra Haukadalsſkardet, da man kunde have overrumplet Brand Kolbeinsſøn. De fortſatte derfor Toget indtil ned i Vatnsfjorden; da ſagde Thord ſelv, at det var bedſt at vende om, ſaaſom han kunde ſee at de vare misfornøjede. Det vilde heller ikke have nyttet ham at drage videre, thi Advarſler havde naaet Kolbein, og denne havde ſamlet 360 Mand, med hvilke han kom til Midfjord ſtrax efter at Thord havde forladt Egnen. Men hvad der nu, ſom ſagt var foregaaet med Kolbein eller ej, hvad enten Gisſur havde ſendt ham Bud, eller hans Svagelighed atter ſtemte ham mere for Freden, ſaa gjorde han nu, da man mindſt ſkulde have ventet det, et oprigtigt Forſøg paa at gjenoprette denne, idet han ſendte en af Thords egne Tilhængere, ſom han havde taget til Fange, til ham med Forſlag om Grid eller Vaabenſtilſtand, for at begynde Underhandlinger. Thord antog Forſlaget, og Stilſtanden blev ſluttet, førſt kun til Vinternat, ſiden, ſom man kan ſkjønne, for hele Vintren. Der plejedes nu ivrige Underhandlinger, ſom dog i Førſtningen ikke ledede til noget Reſultat, da Kolbein fremdeles vægrede ſig ved at give Slip paa de Godord, ſom Sighvat havde haft. Men endelig kom det dog, ved Fleres Megling,