Imidlertid var, som det allerede ovenfor er omtalt, Gissur Thorvaldssøn kommen tilbage til Island. Hvad han i disse tvende Aar havde foretaget sig i Norge, hvor han havde opholdt sig, hvad der bevægede Kong Haakon til at lade ham faa Tilladelse til at rejse, og hvilke Betingelser han satte ham: om alt dette nævne Sagaerne intet, og man kan her ene og alene gjette sig frem. Saa meget seer man af det følgende, at Gissur fremdeles optraadte som Kongens Mand og den, der virkede, eller i det mindste skulde virke, i hans Interesser. Og derfor er det vel rimeligt, at Kong Haakon, som maa have fundet at Thord alene havde sine egne Interesser for Øje, og ikke vilde eller maaskee ikke engang kunde varetage de kongelige, nu har fundet det paa Tide at sende Gissur ud, for at drive Sagen med Kraft. Han har maaskee ogsaa med Forfærdelse bort om de Voldsomheder, der øvedes paa Øen, fornemmelig af Kolbein og hans Tilhængere, og derfor paalagt Gissur, først og fremst at bringe Fred og Ro til Veje. Det berettes udtrykkeligt, at Erkebiskop Sigurd i Aaret 1245 enten virkelig satte Nordlændingerne (altsaa Kolbein og hans Tilhængere) i Ban, eller i det mindste truede dem dermed[1]. En foreløbig Trusel herom har maaskee Gissur Thorvaldssøn medbragt. I det mindste giver dette os Nøglen til at forklare den fredelige Stemning, der nu aabenbart besjælede Gissur, saavel som Kolbeins pludselige Omskiftning i sit Sindelag mod Thord. Anderledes kan man neppe forklare de Bestræbelser for at slutte Forlig, der nu, som det vil sees, fandt Sted fra Kolbeins Side, uden nogen tilsvarende fredelig Tilnærmelse fra Thords, da denne snarere viste sig mere fiendtligt stemt mod ham end nogensinde. Skulde maaskee Biskop Botulf, der 1243 vendte tilbage til Norge, have skildret Tilstanden paa Øen med mørke Farver, og foreslaaet Kongen at sende Gissur ud? Skulde Kolbein, da han fik Bud om at Gissur var kommen hjem og ønskede at tale med ham, just som han stod i Begreb med at sejle ud til Søslaget paa Fluen, af den Grund have vægret sig ved at møde Gissur, at han frygtede for at de Erender, denne bragte med fra Kongen og Erkebiskoppen, maaskee kunde være hans krigerske Hensigter i Vejen, og han derfor heller vilde opsætte at mødes med ham, indtil han havde faaet udrettet, hvad han bildet Usandsynligt er det ikke. Saasnart Gissur, der landede ved Eyre paa Sønderlandet, var kommen hjem, var et af hans første Skridt at indgaa Forlig med Jon, Sturla Sighvatssøns Søn, altsaa med Hen-
- ↑ Islandske Annaler ved 1245.
