Ufred mod os“, sagde han. Kolbein kom lige til Isafjorden, hvor han tog ind paa Ædø hos Thordis Snorredatter og hendes Søn Einar Thorvaldssøn, hvilke paa hans Befaling maatte sende Bud til alle de større Bønder nordenfor Isafjord, at hvis de vilde beholde Liv og Gods, skulde de indfinde sig paa Ædø og sværge Kolbein Troskabs-Ed. Og der stod saadan Skræk af Kolbein, at mange virkelig efterkom Opfordringen; andre derimod søgte til Fjelds med deres Gods og Kvæg. Thord, der ved Efterretningen om Kolbeins Ankomst havde sendt Iilbud rundt omkring i Fjordene for at samle Folk, kunde ingen faa nordenfor Dyrafjord, og opgav derfor alle videre Forsøg derpaa, men begav sig først til Eyre, siden til Fagerø. Kolbein gjorde dog intet Forsøg paa at forfølge ham, men nøjedes med det, han allerede havde udrettet, og vendte tilbage til Skagafjorden, hvor han tilbragte nogen Tid i Stilhed paa Flugumyre. Thord slap saaledes enda nogenlunde taaleligt fra Nederlaget paa Floen.
Brand Kolbeinssøn havde imidlertid ikke udrettet stort med sin Afdeling. Da han hørte at Thord var kommen til Strandene og agtede sig over Flora, blev han siddende i Midfjord, for at see hvor Thord vendte sig hen, inden han drog videre. Sturla Thordssøn, der, som ovenfor nævnt, skulde besørge Landforsvaret af Vestfjordene, samlede 240 Mand, hvoriblandt ogsaa nogle, som hans Broder Bødvar sendte ham under Anførsel af sin Søn Thorgils Skarde, og skyndte sig til Hankerdalsskardet, der fører fra Laxaadalen til Rutafjorden. Her fik de høre, at Brand troede sig temmelig tryg nede i Midfjorden, og ikke tog sig tilbørligt i Agt. Den unge 18aarige Thorgils Skarde, der nu, som det synes, for første Gang var ude i Felten, og havde Lyst til at udmerke sig ved en rask Vaabendaad, opmuntrede ivrigt til at fare lige løs paa Brand og overrumple ham, men en anden .af de tilstedeværende Høvdinger vilde ikke paa nogen Maade fare med Ufred i fremmede Hereder, og reed, efter megen Frem- og Tilbagesnakken, endog bort med sine Mænd. Da opløste hele Flokken sig, og Sturla maatte vende tilbage. Imidlertid var det blevet Brand meldt at Sturla var i Nærheden med en Skare Folk, og dette var nok til at faa Brand og hans Mænd til at forlade Midfjorden, og vende tilbage til Skagafjorden for at forsterke sig. Strax efter indløb Efterretningen om Søslaget og dets Følger, saa at et nyt Tog vestover nu var overflødigt[1].
- ↑ Sturlunga Saga VII. 28.
