Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/280

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
266
Haakon Haakonsſøn.

Ufred mod os“, ſagde han. Kolbein kom lige til Iſafjorden, hvor han tog ind paa Ædø hos Thordis Snorredatter og hendes Søn Einar Thorvaldsſøn, hvilke paa hans Befaling maatte ſende Bud til alle de ſtørre Bønder nordenfor Iſafjord, at hvis de vilde beholde Liv og Gods, ſkulde de indfinde ſig paa Ædø og ſværge Kolbein Troſkabs-Ed. Og der ſtod ſaadan Skræk af Kolbein, at mange virkelig efterkom Opfordringen; andre derimod ſøgte til Fjelds med deres Gods og Kvæg. Thord, der ved Efterretningen om Kolbeins Ankomſt havde ſendt Iilbud rundt omkring i Fjordene for at ſamle Folk, kunde ingen faa nordenfor Dyrafjord, og opgav derfor alle videre Forſøg derpaa, men begav ſig førſt til Eyre, ſiden til Fagerø. Kolbein gjorde dog intet Forſøg paa at forfølge ham, men nøjedes med det, han allerede havde udrettet, og vendte tilbage til Skagafjorden, hvor han tilbragte nogen Tid i Stilhed paa Flugumyre. Thord ſlap ſaaledes enda nogenlunde taaleligt fra Nederlaget paa Floen.

Brand Kolbeinsſøn havde imidlertid ikke udrettet ſtort med ſin Afdeling. Da han hørte at Thord var kommen til Strandene og agtede ſig over Flora, blev han ſiddende i Midfjord, for at ſee hvor Thord vendte ſig hen, inden han drog videre. Sturla Thordsſøn, der, ſom ovenfor nævnt, ſkulde beſørge Landforſvaret af Veſtfjordene, ſamlede 240 Mand, hvoriblandt ogſaa nogle, ſom hans Broder Bødvar ſendte ham under Anførſel af ſin Søn Thorgils Skarde, og ſkyndte ſig til Hankerdalsſkardet, der fører fra Laxaadalen til Rutafjorden. Her fik de høre, at Brand troede ſig temmelig tryg nede i Midfjorden, og ikke tog ſig tilbørligt i Agt. Den unge 18aarige Thorgils Skarde, der nu, ſom det ſynes, for førſte Gang var ude i Felten, og havde Lyſt til at udmerke ſig ved en raſk Vaabendaad, opmuntrede ivrigt til at fare lige løs paa Brand og overrumple ham, men en anden .af de tilſtedeværende Høvdinger vilde ikke paa nogen Maade fare med Ufred i fremmede Hereder, og reed, efter megen Frem- og Tilbageſnakken, endog bort med ſine Mænd. Da opløſte hele Flokken ſig, og Sturla maatte vende tilbage. Imidlertid var det blevet Brand meldt at Sturla var i Nærheden med en Skare Folk, og dette var nok til at faa Brand og hans Mænd til at forlade Midfjorden, og vende tilbage til Skagafjorden for at forſterke ſig. Strax efter indløb Efterretningen om Søſlaget og dets Følger, ſaa at et nyt Tog veſtover nu var overflødigt[1].

  1. Sturlunga Saga VII. 28.