Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/279

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
265
1244. Islandſke Begivenheder. Floa-Slaget.

bein, der upaatvivleligt ſtrax vilde forfølge dem, naar lign fik Vind, ſkulde Skibene ryddes og alt hvad der fandtes ombord, bringes ind i nærmeſte Kirke, hvor ogſaa de, der vare for haardt ſaarede til at kunne udholde en møjſommelig Fjeldrejſe, ſkulde tage ſin Tilflugt, for ſaa vidt de kunde vente ſig Grid af Kolbein. Kolbein Gran og nogle andre, der ligeledes vare ſlemt ſaarede, men dog taalte lidt mere, ſendte han til Steingrimsfjorden; med de øvrige begav han ſig over en Fjeldhals nord til Ufeigsfjorden. Men ogſaa disſe vare ſaa udmattede af Blodtab og Anſtrengelſe, at de lagde ſig fore og ikke vilde fare længere. Han maatte derfor lade det komme an paa, om Kolbein indhentede dem eller ej, og blive der om Natten, uagtet man allerede Aftenen forud havde ſeet de fiendtlige Skibe nærme ſig. Dagen efter (Søndag Morgen den 26de), beſluttede han ſig til at afſkedige dem, og lade dem ſøge hver til ſit, ſom de bedſt kunde, paa den Betingelſe at de igjen ſkulde komme til ham, uvis Kolbein viſte ſig veſtenfor Horn. De fleſte toge da til Fjelds, og gik over til Iſafjorden eller andre veſtlige Fjordegne. Thord takkede dem endnu engang ved Afſkeden for deres gode Hjelp. Selv drog han nordenom langs Kyſten, og kom tre Dage efter til Holt i Anundsfjorden[1].

Kolbein havde imidlertid med gunſtig Vind begyndt at forfølge de Flygtende, og landede i Trekyllesvik, hvor hans førſte Gang var til Kirken. Denne ſkaanede han ikke, ſom Thord, men lod den bryde op og alt det deri forvarede Gods plyndre; vel blev ingen af Folkene dræbte, men det er tydeligt nok, at hvis Thord ikke havde ſørget for at faa dem, mod hvilke Kolbein var meſt opbragt, ſkaffede anden Steds hen, vilde Kirkens Hellighed ikke have gavnet dem ſtort. Paa Fjeldet lod han en af Thords Mænd dræbe, der, udmattet af ſine Saar, var bleven liggende tilbage; hang Syſter havde en Tidlang været Kolbeins Frille, men det kunde ikke frelſe vant. Thords efterladte Skibe lod Kolbein deels brænde, deels udruſte og bemande, thi det var hans Henſigt at drage lige til Veſtfjordene, og, ſom han ſagde, at ødelægge disſe ſaa til Gavns, at Thord ikke tidere ſkulde kunne rejſe Ufredsflokke derfra. Vold og Ødelæggelſe betegnede ogſaa hans Vej. Hvad der iſær anſaaes ſom uhørt, og vakte almindelig Forbitrelſe, var, at lign endog lod de Hvaler tage og tildeels opbrænde, ſom Kyſtboerne havde fanget, og hvoraf de for en ſtor Deel ſkulde trave deres Livs Ophold. „Thord og hans Tilhængere ſkulle ikke kunne ernære ſig deraf, for ſiden at øve

  1. Sturlunga Saga VII. 28—32. Her anføres, hvad der ellers er en Sjeldenhed i denne Saga, flere Vers af et Kvad, ſom Ingjald Gudmundsſøn, en af Thords Anførere, ſelv digtede om Slaget den følgende Vinter.