Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/276

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
262
Haakon Haakonsſøn.

ſtørſte Skibe paa Nordlandet, han kunde overkomme, ſammen i en Udhavn paa Øſtſiden af Skagen, og udruſtede dem paa det bedſte, for at møde Thord; ogſaa Eyfjordingerne maatte være med, ſaa nødigt de vilde. Da hele Styrken var ſamlet, ſendte han ſin Frænde, den højſt anſeede Brand Kolbeinsſøn[1], med 240 Mand afſted for landvejs at ſøge til Veſterlandet, ganſke ſom Asgrim havde ſagt. Med den øvrige Deel af Mandſkabet, der udgjorde 450 Mand, bemandede han Skibene, ſom han ſelv vilde anføre. Han havde 20 Skibe, hvilket Antal i Forhold til Mandſkabet viſer, at de.maa have været ſtørre eller i det mindſte ſterkere bemandede end Thords, thi der kommer 22 Mand paa hvert. Kolbeins eget var næſten ſaa ſtort ſom et Havſkib, og forſynet med et Kaſtell ved Maſten. Alle hans Skibe vare ſkjoldhængte, og ingen der paa Landet, heder det, havde før ſeet Skibe ſaaledes udſtyrede til Kamp. Han var altſaa Thord i enhver Henſeende meget overlegen, ſaavel i Skibenes Antal, ſom i deres Størrelſe og Bemanding. Det var St. Hans Dag om Aftenen, at han gik til Søs. Juſt ſom man ſkulde lette Anker, kom der Sendebud til ham fra Sønderlandet og bragte ham den heel uventede Efterretning, at Gisſur Thorvaldsſøn var kommen hjem fra Norge, og ønſkede at tale med ham. Men Kolbein bad dem ſige ham, at han nu ikke kunde indſtille Toget, ſom han ſtod i Begreb med at tiltræde. Kolbein ſejlede ud fra Skagafjorden, forbi Skagen, og agtede ſig lige ud til Horn, da han ikke havde nogen Anelſe om, at Thord allerede var ham ſaa nær. Thord var juſt midt paa Floen, da man fra hans Skibe opdagede Kolbeins Flaade langt ude. I Førſtningen vidſte man ikke hvad det var, og En gjettede endog paa at det var Selhunde paa Driviis, men ſnart ſkjønnede man dog det Rette. Uagtet Fiendernes øjenſynlige Overmagt raadede dog de fleſte til at ro ud mod dem og binde an med dem, ſaa kamplyſtne og modige, eller rettere dumdriſtige vare de. Dog anraabte Thord forinden, efter forſtandige Mænds Raad, Gud om Biſtand, og Jomfru Maria og St. Olaf om deres Forbøn, og aflagde til den Ende det højtidelige Løfte, at han og de øvrige ſkulde vandfaſte alle Fredage i et heelt Aar fra den Dag, ſamt holde ſædvanlig Faſte hver Løverdag indtil Vintren, og derhos lade kjøbe Sjæle-Mesſer for Kong Harald Sigurdsſøn[2] i tolv Maaneder. Da dette var bekræftet med Haandtag, roede de trøſtigt ud mod Kolbein, der ved at ſee dem nærme ſig gav Befaling til at lade Sejlene falde og tenge Skibene

  1. Brand Kolbeinsſøn var en Søn af den gamle Kolbein Kaldaljos, eller, ſom han og kaldtes, Stadar-Kolbein, fordi han ejede Gaarden Stad i Skagafjorden.
  2. Heraf ſeer man, med hvilken Kjærlighed Islændingerne maa have bevaret Harald Sigurdsſøns Minde.