største Skibe paa Nordlandet, han kunde overkomme, sammen i en Udhavn paa Østsiden af Skagen, og udrustede dem paa det bedste, for at møde Thord; ogsaa Eyfjordingerne maatte være med, saa nødigt de vilde. Da hele Styrken var samlet, sendte han sin Frænde, den højst anseede Brand Kolbeinssøn[1], med 240 Mand afsted for landvejs at søge til Vesterlandet, ganske som Asgrim havde sagt. Med den øvrige Deel af Mandskabet, der udgjorde 450 Mand, bemandede han Skibene, som han selv vilde anføre. Han havde 20 Skibe, hvilket Antal i Forhold til Mandskabet viser, at de.maa have været større eller i det mindste sterkere bemandede end Thords, thi der kommer 22 Mand paa hvert. Kolbeins eget var næsten saa stort som et Havskib, og forsynet med et Kastell ved Masten. Alle hans Skibe vare skjoldhængte, og ingen der paa Landet, heder det, havde før seet Skibe saaledes udstyrede til Kamp. Han var altsaa Thord i enhver Henseende meget overlegen, saavel i Skibenes Antal, som i deres Størrelse og Bemanding. Det var St. Hans Dag om Aftenen, at han gik til Søs. Just som man skulde lette Anker, kom der Sendebud til ham fra Sønderlandet og bragte ham den heel uventede Efterretning, at Gissur Thorvaldssøn var kommen hjem fra Norge, og ønskede at tale med ham. Men Kolbein bad dem sige ham, at han nu ikke kunde indstille Toget, som han stod i Begreb med at tiltræde. Kolbein sejlede ud fra Skagafjorden, forbi Skagen, og agtede sig lige ud til Horn, da han ikke havde nogen Anelse om, at Thord allerede var ham saa nær. Thord var just midt paa Floen, da man fra hans Skibe opdagede Kolbeins Flaade langt ude. I Førstningen vidste man ikke hvad det var, og En gjettede endog paa at det var Selhunde paa Driviis, men snart skjønnede man dog det Rette. Uagtet Fiendernes øjensynlige Overmagt raadede dog de fleste til at ro ud mod dem og binde an med dem, saa kamplystne og modige, eller rettere dumdristige vare de. Dog anraabte Thord forinden, efter forstandige Mænds Raad, Gud om Bistand, og Jomfru Maria og St. Olaf om deres Forbøn, og aflagde til den Ende det højtidelige Løfte, at han og de øvrige skulde vandfaste alle Fredage i et heelt Aar fra den Dag, samt holde sædvanlig Faste hver Løverdag indtil Vintren, og derhos lade kjøbe Sjæle-Messer for Kong Harald Sigurdssøn[2] i tolv Maaneder. Da dette var bekræftet med Haandtag, roede de trøstigt ud mod Kolbein, der ved at see dem nærme sig gav Befaling til at lade Sejlene falde og tenge Skibene
