Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/274

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
260
Haakon Haakonsſøn.


kende, og de Mishandlinger, Ran og Manddrab de maatte døje af ham og hans Mænd, ſaa hyppige, at de ikke godt kunde holde det længer ud, men ſatte deres eneſte Haab til Thord ſom deres Befrier[1].

27. Thords og Kolbeins Søtog mod hinanden. Søſlaget paa Floen.


Da Erfaringen havde viiſt Thord, at det ej lod ſig gjøre for ham at trænge lige frem til Skagafjorden, end ſige til Eyjafjorden, over Land, beſluttede han at prøve et Søtog, og lod til den Ende alle de ſtørſte Fartøjer i Veſtfjordene udruſte. Her var der naturligviis ikke Tale om formelige Langſkibe; et eneſte ſaadant fandtes neppe i hele Island, og ſelv de ſtørſte af de Fartøjer, man benyttede, vilde i Norge kun have været regnede til de ſaakaldte Letteſkibes eller Skuders Tal. For Folk, der havde ſeet Kong Haakons og Hertug Skules Flaader, maatte derfor viſtnok hele Udruſtningen, hvor Ti-æringer ſpillede ſamme Rolle ſom Tyveſesſerne i Norge, have et yderſt fattigt Udſeende; men det var dog meget, at han paa den fattige Kant af Landet, hvor han havde ſit Tilhold, enda kunde faa en ſaadan Udruſtning bragt i Stand. Thord gjorde alt for at bevæbne ſine Mænd ſaa fuldſtændigt og forſvarligt ſom muligt; det gjaldt nemlig at optræde paa en Maade, der kunde give Eyfjordingerne Mod til at forene ſig med ham. Han havde efterhaanden ladet opkjøbe en heel Deel gode Vaaben, Sverd, Spyd, blanke Brynjer og Staalhuer i Norge[2]; disſe kom nu godt tilpas. Han fik i alt femten Skibe, af hvilke han ſelv ſtyrede en ſtor Skude, bemandet med hans Huusfolk og andre udvalgte Mænd; paa et af Fartøjerne vare de ſaakaldte Gjeſter, altſaa havde man her ogſaa en Gjeſteſkude i det Smaa; paa de øvrige var der Mænd fra Bardeſtrand, Arnarfjorden, Dyrafjorden, Anundsfjorden og Iſafjorden, altſaa egentlig kun fra en Deel af det yderſte, nordveſtlige Strøg, hvor Thord den længſte Tid havde haft ſit Tilhold. Hvor ſmaa Fartøjerne maa have været, ſeer man deraf, at hans hele Folkeſtyrke ikke udgjorde mere end 210 Mand, hvorved der kun kommer 14 Mand paa hvert Skib, hvis de alle havde lige mange; nogle havde vel flere, andre igjen ſaa meget færre. Det klinger næſten løjerligt, at en af disſe Skuder førte det fra de norſke Tronkrige bekjendte, meget ſigende Navn „Ognarbranden“. Det forſtaar ſig, at Befalingen over disſe Fartøjer var fordeelt mellem Thords fornemſte og paa-

  1. Sammeſteds, Cap. 26.
  2. Sturlunga Saga VII. 30. Maaſkee han ogſaa før ſin Afrejſe havde forſynet ſig med et Forraad; Sagaens Ord tillade at antage det.