kende, og de Mishandlinger, Ran og Manddrab de maatte døje af ham og hans Mænd, saa hyppige, at de ikke godt kunde holde det længer ud, men satte deres eneste Haab til Thord som deres Befrier[1].
Da Erfaringen havde viist Thord, at det ej lod sig gjøre for ham at trænge lige frem til Skagafjorden, end sige til Eyjafjorden, over Land, besluttede han at prøve et Søtog, og lod til den Ende alle de største Fartøjer i Vestfjordene udruste. Her var der naturligviis ikke Tale om formelige Langskibe; et eneste saadant fandtes neppe i hele Island, og selv de største af de Fartøjer, man benyttede, vilde i Norge kun have været regnede til de saakaldte Letteskibes eller Skuders Tal. For Folk, der havde seet Kong Haakons og Hertug Skules Flaader, maatte derfor vistnok hele Udrustningen, hvor Ti-æringer spillede samme Rolle som Tyvesesserne i Norge, have et yderst fattigt Udseende; men det var dog meget, at han paa den fattige Kant af Landet, hvor han havde sit Tilhold, enda kunde faa en saadan Udrustning bragt i Stand. Thord gjorde alt for at bevæbne sine Mænd saa fuldstændigt og forsvarligt som muligt; det gjaldt nemlig at optræde paa en Maade, der kunde give Eyfjordingerne Mod til at forene sig med ham. Han havde efterhaanden ladet opkjøbe en heel Deel gode Vaaben, Sverd, Spyd, blanke Brynjer og Staalhuer i Norge[2]; disse kom nu godt tilpas. Han fik i alt femten Skibe, af hvilke han selv styrede en stor Skude, bemandet med hans Huusfolk og andre udvalgte Mænd; paa et af Fartøjerne vare de saakaldte Gjester, altsaa havde man her ogsaa en Gjesteskude i det Smaa; paa de øvrige var der Mænd fra Bardestrand, Arnarfjorden, Dyrafjorden, Anundsfjorden og Isafjorden, altsaa egentlig kun fra en Deel af det yderste, nordvestlige Strøg, hvor Thord den længste Tid havde haft sit Tilhold. Hvor smaa Fartøjerne maa have været, seer man deraf, at hans hele Folkestyrke ikke udgjorde mere end 210 Mand, hvorved der kun kommer 14 Mand paa hvert Skib, hvis de alle havde lige mange; nogle havde vel flere, andre igjen saa meget færre. Det klinger næsten løjerligt, at en af disse Skuder førte det fra de norske Tronkrige bekjendte, meget sigende Navn „Ognarbranden“. Det forstaar sig, at Befalingen over disse Fartøjer var fordeelt mellem Thords fornemste og paa-
