Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/273

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
259
1244. Islandſke Begivenheder. Tumes Fald.

maa have haft til Forſynet og ſin gode Sag, trods alle Uheld; thi egentlig var Tumes Fald et af de ſtørſte Uheld, der kunde ramme ham, da der var mange,.ſom kun for Tumes Skyld havde ſluttet ſig til ham, og nu faldt fra, hvortil ogſaa kom, at det nys omtalte Skifte øjenſynligt berøvede ham den pekuniære Styrke at virke med, der hidtil havde ſtaaet til hans Tjeneſte. Han ſaa ſig ikke engang i Stand til at vedblive med at holde Huus paa Myre, men hævede det hele Huusvæſen, og følte ſig meget bekymret og nedtrykt. Da tilbød Ravn Oddsſøn ham at indrette ſig paa hans Ættegaard, Gorm ſom om den var hans Ejendom, og Thord modtog dette Tilbud med ſtor Taknemmelighed[1]. Det er overhoved merkeligt at ſee, hvor broderligt Thord og de ypperſte af hans Staldbrødre underſtøttede.hinanden med Gods og Ejendom, og vare beredte til de ſtørſte gjenſidige Opofrelſer, ſaa at man næſten kan ſige, at de havde fælles Kasſe. Saaledes havde, ſom det allerede ovenfor er omtalt, Baard paa Sande ſtillet ſit Huus til Thords Raadighed; Thord forærede ham ſenere til Gjengjeld de ſaakaldte Svevn-Øer i Breidafjorden; da Thord flyttede fra Fagerø, bad hans Svoger Baard paa Ballaraa ham at tage ſin Bolig hos ham, og befale ganſke ſom om han var hjemme[2]. Ogſaa paa Myre, der rigtignok ſynes at have hørt til Thords og Tumes Fædrenegods, vare Beboerne ſtrax rede til at oplade Thord alt ſammen, og boede hos ham ſom hans Gjeſter, indtil han ved Ravns Liberalitet kunde nedſætte ſig ſom midlertidig Herre paa Eyre. Med ſaadanne Tilhængere kunde nok Thord med Tiden haabe at naa Maalet, om end mangt og meget nu ſaa mørkt ud. Blandt de Skuffelſer, han maatte prøve, var ogſaa den, at Brødrene Thorleif paa Garde og Bødvar i Bo ſvigtede det Løfte, de forrige Aar havde gjort ham, at ville ride med ham til Things og hjelpe ham til at fremme hans Sag. Da han ſendte Bud til dem, for at høre deres nærmere Beſtemmelſe, erklærede de reent ud, at de ikke vilde følge med ham, ſaa bange vare de for at binde an med Kolbein. Sturla Thordsſøn ſagde da, at under disſe Omſtændigheder kunde det ikke nytte Thord at ride til Things, hvor Kolbeins og Sønderlændingernes forenede Styrke vilde langt overgaa alt, hvad han kunde ſkaffe til Veje, dog erklærede han ſig for ſit Vedkommende rede til at yde Thord al den Hjelp, han kunde. I denne fortrykte Stilling maatte der være en velkommen Overraſkelſe for Thord at modtage et Budſkab fra Eyfjordingerne om, at de vare rede til at tage Parti med ham og ſtaa ham vi, hvis han kom til de Egne med nogenlunde rimelig Styrke. Kolbeins Herredømme var nemlig nu blevet ſaa tryk-

  1. Sturlunga Saga VII. 27.
  2. Sturlunga Saga VII. 11, 12.