maa have haft til Forsynet og sin gode Sag, trods alle Uheld; thi egentlig var Tumes Fald et af de største Uheld, der kunde ramme ham, da der var mange,.som kun for Tumes Skyld havde sluttet sig til ham, og nu faldt fra, hvortil ogsaa kom, at det nys omtalte Skifte øjensynligt berøvede ham den pekuniære Styrke at virke med, der hidtil havde staaet til hans Tjeneste. Han saa sig ikke engang i Stand til at vedblive med at holde Huus paa Myre, men hævede det hele Huusvæsen, og følte sig meget bekymret og nedtrykt. Da tilbød Ravn Oddssøn ham at indrette sig paa hans Ættegaard, Gorm som om den var hans Ejendom, og Thord modtog dette Tilbud med stor Taknemmelighed[1]. Det er overhoved merkeligt at see, hvor broderligt Thord og de ypperste af hans Staldbrødre understøttede.hinanden med Gods og Ejendom, og vare beredte til de største gjensidige Opofrelser, saa at man næsten kan sige, at de havde fælles Kasse. Saaledes havde, som det allerede ovenfor er omtalt, Baard paa Sande stillet sit Huus til Thords Raadighed; Thord forærede ham senere til Gjengjeld de saakaldte Svevn-Øer i Breidafjorden; da Thord flyttede fra Fagerø, bad hans Svoger Baard paa Ballaraa ham at tage sin Bolig hos ham, og befale ganske som om han var hjemme[2]. Ogsaa paa Myre, der rigtignok synes at have hørt til Thords og Tumes Fædrenegods, vare Beboerne strax rede til at oplade Thord alt sammen, og boede hos ham som hans Gjester, indtil han ved Ravns Liberalitet kunde nedsætte sig som midlertidig Herre paa Eyre. Med saadanne Tilhængere kunde nok Thord med Tiden haabe at naa Maalet, om end mangt og meget nu saa mørkt ud. Blandt de Skuffelser, han maatte prøve, var ogsaa den, at Brødrene Thorleif paa Garde og Bødvar i Bo svigtede det Løfte, de forrige Aar havde gjort ham, at ville ride med ham til Things og hjelpe ham til at fremme hans Sag. Da han sendte Bud til dem, for at høre deres nærmere Bestemmelse, erklærede de reent ud, at de ikke vilde følge med ham, saa bange vare de for at binde an med Kolbein. Sturla Thordssøn sagde da, at under disse Omstændigheder kunde det ikke nytte Thord at ride til Things, hvor Kolbeins og Sønderlændingernes forenede Styrke vilde langt overgaa alt, hvad han kunde skaffe til Veje, dog erklærede han sig for sit Vedkommende rede til at yde Thord al den Hjelp, han kunde. I denne fortrykte Stilling maatte der være en velkommen Overraskelse for Thord at modtage et Budskab fra Eyfjordingerne om, at de vare rede til at tage Parti med ham og staa ham vi, hvis han kom til de Egne med nogenlunde rimelig Styrke. Kolbeins Herredømme var nemlig nu blevet saa tryk-
