Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/272

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
258
Haakon Haakonsſøn.

hvor de brøde ind paa Sælingdalstunga ſaa pludſeligt, at Sturla Thordsſøns Huſtru Helga Thordsdatter, der var bleven tilbage, med Nød og neppe undkom til Kirken med ſin fire Ugers gamle Søn. De ſaarede en Mand der paa Gaarden, og plyndrede og ødelagde til en Værdi af i Alt 20 Hundreder. Siden rede de til Saurbø, for ogſaa at ſøge efter Sturla paa Stadarhool, men da de ikke fandt ham, opſøgte de Kolbein, og vendte med ham tilbage til Rutafjorden, hvor de narrede en Mand, der hørte til Thords Parti, ud af et Bedehuus, i hvilket han havde ſøgt ſin Tilflugt, og hug den ene Fod af ham. „Efter dette Verk“, heder det i Sagaen, „reed Kolbein hjem til Flugumyre, og var meget tilfreds med ſin Ferd, der ogſaa blev anſeet for den ſtørſte Hærferd“. De havde i Alt dræbt 13 Menneſker, og ſaaret en Mængde[1].

Tume havde øjeblikkelig, da han fik Budſkabet om at der var Ufred i Vente, ſendt Bud til ſin Broder Thord og underrettet ham om den Fare, der truede; Thord havde ogſaa ſtrax indſkibet ſig med fine Mænd for at komme ham til Hjelp: han troede nemlig at det var lykkets Tume at frelſe ſig i Kirken, og at Kolbein nu kun holdt denne omringet. Men han var ikke kommen langt, førend han erfarede den ſørgelige Nyhed, og fik tillige det Bud fra Tumes Enke, Thurid Ormsdatter, at hun med ſin Søn Sighvat havde begivet ſig til Staten og ſnareſt muligt ønſkede at tale med ham. Hun ønſkede nemlig at faa et Skifte oprettet mellem ſig eller rettere Sønnen Sighvat og Thord, thi Fejden havde hidtil ſaaledes optaget Brødrene Thord og Emne„ at de ej havde kunnet tænke paa at ſkifte Levningerne af deres Fædrenearv imellem ſig; tvertimod lader det til, at deres Ejendom har været betragtet ſom en eneſte fælles Krigskasſe, og.man maa formode at Emne ogſaa har ſtillet ſin Huſtrues ikke ubetydelige Formue til Thords Dispoſition. Thord indfandt ſig ſtrax hos Svigerinden, og viſte en for de Tider ſjelden Uegennyttighed og Ridderlighed, idet han tilbød hende, paa Sønnens Vegne, alle de Ejendomme, han og Tume havde beſiddet tilſammen der veſter, og ſom ſaaledes uden Hinder kunde tiltræde-s, forbeholdende ſig alt hvad man kunde faa fravriſtet Kolbein, altſaa Beſiddelſerne i Eyjafjorden, der førſt ſkulde vindes med væbnet Haand, ſaavel ſom Godordene. Dette var vel i ſig ſelv meget mere, end Beſiddelſerne der veſter, men ſaaledes ſom Sagerne nu ſtode, var det heel uviſt, om Thord nogenſinde vilde kunne erholde endog den ubetydeligſte Deel Dem. Thurid modtog derfor Tilbudet med ſtor Taknemmelighed, og betragtede det ſom et Tegn paa ſærdeles Velvilje fra hans Side[2]. Man ſeer dog heraf, hvilken Tillid Thord

  1. Sturlunga Saga VII. 23—26.
  2. Sturlunga Saga VII. 26.