Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/27

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
13
1242—1244. Abbed Bjørns Ophold i Rom.

Maade havde Bjørn allerede, ſom det ovenfor er berettet, ſat Kloſtret i Pant til Hertug Skule, for at faa Penge til Rejſen, ſkjønt han tildeels foretog denne i Skules egen Interesſe; men disſe Penge bleve efter hans Paagribelſe atter tilſtillede Kloſtret. Nu derimod drev han det ſamme Spil endnu frækkere og i en ſtørre Maaleſtok. Da han rimeligviis kom til Rom under den lange Vacance efter Coeleſtin den 4des Død, og maatte oppebie det ane Pavevalg for at faa ſin Sag afgjort, har han naturligviis ſeet ſig ſaa meget mere nødſaget til at rejſe Penge paa hvad Maade ſkee kunde. Bjørn var imidlertid heldigere i Rom, end man ſkulde have ventet, thi man ſeer af det følgende, at han virkelig maa være bleven løſt af Bannet, og af Paven paany indſat i Beſtyrelſen af Kloſtret[1]. I hvad Traade han har draget, for at udvirke dette, kan nu ej angives; men det er i alle Fald viſt, at han ſelv var en talentfuld Mand og dygtig Underhandler, ſom nok forſtod at indſmigre ſig hos dem, han ønſkede at vinde, og det ſaaledes ikke er at undres over, om han har vidſt at erhverve Pave Innocentius’s Yndeſt og faa ham paa ſin Side, iſær da det er aabenbart, at han kom ganſke i Forkjøbet før alle ſine Modſtandere, og at Paven ikke blev underrettet om det ſande Forhold, førend det var for ſilde. Men Bjørn, der vidſte hvorledes Sagerne ſtode i Norge, hvilken Overhaand Kongen nu havde faaet, og hvor nødvendigt det var at have ham paa ſin Side under det Uvejr, der ved hans Hjemkomſt ventede ham, benyttede ogſaa, ſom man erfarer, Lejligheden til at ſtemme Innocentius gunſtigt for Kongen, hvilket desuden netop under de forhaandenværende, nys antydede Omſtændigheder, der gjorde det ønſkeligt for Innocentius at ſkaffe ſig ſaa ſtor Biſtand mod Kejſer Frederik, ſom muligt, maatte være forholdsviis let. Hvo veed, om ikke ogſaa Kongen ſelv, da han frigav Abbed Bjørn, underhaanden kan have givet ham det Hverv, at ſtemme Paven gunſtigt for ham, og ſat det heldige Reſultat af ſlige Beſtræbelſer ſom Betingelſen for ſin fuldkomne Tilgivelſe og eftertrykkelige Biſtand? Det er vanſkeligt at ſige noget med Sikkerhed herom, da Sagaen kun nævner Begivenhederne, ſaaledes ſom de udvortes fremtraadte, uden at berøre de indre Drivfjedre og hemmelige Forhandlinger. Viſt er det, at da Bjørn om Vaaren 1244 kom tilbage til Norge, medbragte han, ſom det heder, et Brev fra Paven „ſaa fagert ſom neppe noget Pavebrev hidtil var kommet til Norge“[2]. Brevet er ej længer til, og vi kunne derfor ikke vide, hvor vidt det ſvarede til hiin prægtige Beſkrivelſe, men at det var

  1. I modſat Fald kunde han ikke, ſom det udtrykkeligt heder, efter ſin Tilbagekomſt til Norge drage nordefter, for atter at tiltræde Kloſtrets Beſtyrelſe.
  2. Haakon Haakonsſøns Saga, Cap. 246.