Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
12
Haakon Haakonsſøn.

Gregorius’s Sted valgtes, i den paafølgende Oktober Maaned, Godfred af Caſtiglione, Cardinalbiſkop af Sabina, der antog Navnet Coeleſtin den 4de, men han døde allerede i November, førend han endnu var indviet, og Paveſtolen ſtod nu ledig næſten i to Aar, da omſider Sinebald Fieſco, Cardinalpresbyter af St. Lorenzo i Lucina, valgtes til Pave den 24de Juni 1243, og beſteg Paveſtolen under Navn af Innocentius den 4de. Innocentius, en af den katholſke Kirkes herſkeſygeſte, men tillige talentfuldeſte og klogeſte Overhoveder, borte vel ſom hele Fieſco-Familien i Genua oprindelig til det gibellinſke Parti; men det var, ſom Kejſer Frederik den 2den ſelv ſkal have ytret, da han erfarede hans Valg, umuligt at en Pave kunde være gibellinſk ſindet, og det varede derfor velter ikke længe efter Innocentius’s Ophøjelſe, inden han ſtod mere fiendtligt lige over for Kejſeren, end nogen af hans Forgængere. Han trængte ſaaledes til al den Biſtand imod ham af de andre Fyrſter i den katholſke Chriſtenhed, ſom han paa nogen Maade kunde faa. Haakon var paa den Tid unegteligt den meſt anſeede af Nordens Fyrſter, og hans Hengivenhed maatte det derfor være Innocentius ſærdeles magtpaaliggende at erhverve, om det end ſkulde ſkee ved ſtørre end ſædvanlig Eftergivenhed og Imødekommen. Haakon benyttede ſig og, ſom vi ville ſee, paa bedſte Viis af disſe gunſtige Omſtændigheder, uden dog i mindſte Maade at ſvige det fleeraarige Venſkab, der nu allerede i lang Tid havde beſtaaet mellem ham og Kejſer Frederik, og ſom fremdeles holdtes vedlige ved gjenſidige Sendelſer af Gaver, ſaaledes navnlig endnu i 1241, da Kongen under ſit Ophold i Kongehelle modtog en kejſerlig Geſandt, ved Navn Matthæus, der foruden mange andre koſtelige Foræringer medbragte fem Blaamænd (Negre eller Arabere)[1].

Det er forhen omtalt (S. 982) at Abbed Bjørn i Nidarholm efter Hertug Skules Fald maa være bleven løsladt af Kongen, og have faaet hans Tilladelſe til at foretage ſin paatænkte Rejſe til Rom for at føre ſin Sag ved Paveſtolen imod Erkebiſkoppen, der havde ſuſpenderet ham. Han kom ogſaa virkelig afſted, ſkjønt ikke paa anſtændig Viis, da han nemlig ſom det ſynes, hemmelig forlod Kloſtret tilligemed Sakriſtanen, medtagende Kloſtrets Segl, ſom denne hans Medvider og Hjelper havde i ſin Varetægt, for ſiden paa Rejſen at benytte ſig deraf til at rejſe Penge ved Panteforſkrivninger paa Kloſtrets Ejendomme. Paa lignende

    der, og i Aaret 1199 havde udnævnt ham til Cardinal. Sverres Forhold til Kirken og Ættens foregivne Illegitimitet maatte derfor endnu være i alt for friſkt Minde hos Gregor.

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 243.