Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
11
1242–1244. Underhandlinger om Kroningen.

thi alt tyder hen paa, at den forrige Misforstaaelse mellem Kongen og Biskop Paal egentlig oppustedes af Skule, som derved søgte at skaffe sig selv Anledning til at yppe Fejde mod Kongen. Hvad Biskop Orm i Oslo angaar, da er det, som allerede i det Foregaaende bemerket, ikke saa usandsynligt at han under Fejden mellem Kongen og Hertugen holdt mest med denne, eller maaskee rettere, endnu nærede nogle af de gamle Baglers Antipathier mod Kong Sverres Huus; men disse Antipathier, om de end fandtes, gave sig dog aldrig Luft i virkelig Handling, og han var saaledes fuldkommen uskadelig. Han døde ogsaa kun fire Aar efter Skules Fald, om Høsten 1344[1], just som Kongen opholdt sig i Viken Om hans Eftermand veed man ikke stort mere end at han hed Thorkell, og døde 1148; man kjender ikke det mindste til hans Virksom, ved, og saa meget maa ansees vist, at han ikke gjorde Haakon nogen Fortred.

2. Forhandlinger om Kongens Kroning. Pave Innocentius den 4des Forekommenhed mod Kongen.


Under de daværende gunstige Omstændigheder var intet rimeligere, end at Kongen med fornyet Iver optog sine Bestræbelser for at blive salvet og kronet, og derved at faa den sidste Rest af den Plet udslettet, som hans uegte Fødsel, efter den allerede mere og mere overhaandtagende Betragtningsmaade af Forholdene, kastede paa hans Kongedømme. Hidtil havde det, som vi vide, gaaet heel langsomt med denne Sag, da Paven altid først havde forlangt Sagens Omstændigheder drøftede og undersøgte, hvilket vel endog, som det nedenfor vil sees, væsentlig var at tilskrive Gejstlighedens egennyttige Intriger, skjønt det dog vel ogsaa for en Deel skyldtes Hertug Skules og hans Venners hemmelige Medvirkning. Men nu var Skule død, Gejstligheden tilsyneladende forsonet, og saaledes de væsentligste Hindringer bortryddede. Det var maaskee ogsaa i sig selv ret belejligt, at Pave Gregorius den 9de døde just ved denne Tid (21 August 1241). Thi skjønt han vistnok i den sidste Tid havde viist sig som Haakons Ven og Velynder, kunde han dog ikke vel handle imod den af ham selv saa strengt opstillede Regel, og maatte for Conseqvensens Skyld holde fast ved den engang begyndte Fremgangsmaade, nemlig først at lade Sagen undersøge, hvilket, som vi have seet, tog alt for lang Tid og saa at sige stod den ud i et ubestemt Fjerne[2]. I

  1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 246.
  2. Gregor var desuden ved sin Død 1241 henved 94 Aar gammel, fire Aar ældre end Kong Sverre, og havde saaledes personlig oplevet alle dennes Tvistigheder med Innocentius III, der selv var en af Gregors nærmeste Fræn