Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
11
1242—1244. Underhandlinger om Kroningen.

thi alt tyder hen paa, at den forrige Misforſtaaelſe mellem Kongen og Biſkop Paal egentlig oppuſtedes af Skule, ſom derved ſøgte at ſkaffe ſig ſelv Anledning til at yppe Fejde mod Kongen. Hvad Biſkop Orm i Oslo angaar, da er det, ſom allerede i det Foregaaende bemerket, ikke ſaa uſandſynligt at han under Fejden mellem Kongen og Hertugen holdt meſt med denne, eller maaſkee rettere, endnu nærede nogle af de gamle Baglers Antipathier mod Kong Sverres Huus; men disſe Antipathier, om de end fandtes, gave ſig dog aldrig Luft i virkelig Handling, og han var ſaaledes fuldkommen uſkadelig. Han døde ogſaa kun fire Aar efter Skules Fald, om Høſten 1344[1], juſt ſom Kongen opholdt ſig i Viken Om hans Eftermand veed man ikke ſtort mere end at han hed Thorkell, og døde 1148; man kjender ikke det mindſte til hans Virkſom, ved, og ſaa meget maa anſees viſt, at han ikke gjorde Haakon nogen Fortred.

2. Forhandlinger om Kongens Kroning. Pave Innocentius den 4des Forekommenhed mod Kongen.


Under de daværende gunſtige Omſtændigheder var intet rimeligere, end at Kongen med fornyet Iver optog ſine Beſtræbelſer for at blive ſalvet og kronet, og derved at faa den ſidſte Reſt af den Plet udſlettet, ſom hans uegte Fødſel, efter den allerede mere og mere overhaandtagende Betragtningsmaade af Forholdene, kaſtede paa hans Kongedømme. Hidtil havde det, ſom vi vide, gaaet heel langſomt med denne Sag, da Paven altid førſt havde forlangt Sagens Omſtændigheder drøftede og underſøgte, hvilket vel endog, ſom det nedenfor vil ſees, væſentlig var at tilſkrive Gejſtlighedens egennyttige Intriger, ſkjønt det dog vel ogſaa for en Deel ſkyldtes Hertug Skules og hans Venners hemmelige Medvirkning. Men nu var Skule død, Gejſtligheden tilſyneladende forſonet, og ſaaledes de væſentligſte Hindringer bortryddede. Det var maaſkee ogſaa i ſig ſelv ret belejligt, at Pave Gregorius den 9de døde juſt ved denne Tid (21 Auguſt 1241). Thi ſkjønt han viſtnok i den ſidſte Tid havde viiſt ſig ſom Haakons Ven og Velynder, kunde han dog ikke vel handle imod den af ham ſelv ſaa ſtrengt opſtillede Regel, og maatte for Conſeqvenſens Skyld holde faſt ved den engang begyndte Fremgangsmaade, nemlig førſt at lade Sagen underſøge, hvilket, ſom vi have ſeet, tog alt for lang Tid og ſaa at ſige ſtod den ud i et ubeſtemt Fjerne[2]. I

  1. Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 246.
  2. Gregor var desuden ved ſin Død 1241 henved 94 Aar gammel, fire Aar ældre end Kong Sverre, og havde ſaaledes perſonlig oplevet alle dennes Tviſtigheder med Innocentius III, der ſelv var en af Gregors nærmeſte Fræn