Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/269

255

1243. Islandske Begivenheder. Kolbein fragaar sit Ord.

rede var paa Vejen fra Vestfjordene med sin Flok. Kolbein svarede, at Thorstein jo selv havde bort hvad der var forhandlet paa Modet, og at han endnu stod ved sit Tilbud, at overlade Thord hele Nordfjerdingen og selv drage bort, kun paa det Vilkaar, at han tilsikrede alle Indbyggerne Liv og Lemmer uskadte. Thorstein bad ham at gjentage dette Tilbud for Eyvind Bratt, der var redet noget i Forvejen, men Kolbein sagde at han ikke skjøttede om at andre skulde vide det, aller mindst en Austmand; thi Austmændene plejede at være saa lidet varsomme med hvad de sagde, og dette Tilbud maatte man aldeles ikke rykke frem med, uden naar man saa at Ufred ikke paa anden Maade kunde undgaaes. Thorstein og Eyvind opsøgte nu Thord, og fandt ham i Dale, paa Gaarden Skard. De fremførte Kolbeins første Forslag, om Stilstand og „billigt Forlig“. Thord svarede at han ikke vilde vide af nogen af Delene; hans Ejendomme og Godord i Eyjafjorden behøvede og vilde han ikke lade sig tildømme af nogen som helst, thi de tilhørte ham allerede med fuld Ret. Da Thorstein og Eyvind nu troede at skjønne, at Thord agtede sig umiddelbart derfra mod Kolbein, og at endogsaa Sturla Thordssøn bilde gjøre fælles Sag med ham, troede Thorstein at Øjeblikket var kommet til at rykke ud med Kolbeins sidste Tilbud, hvilket han da ogsaa fremførte. Eyvind sagde, at herom havde han ikke hørt et eneste Ord. Men Thorstein tilbød sig at aflægge Ed paa, at Kolbein virkelig havde givet ham Fuldmagt til at byde det paa hans Vegne. Thord kunde nu ikke tvivle paa at det havde sin Rigtighed; Tilbudet bar alt for godt til uden videre at forkastes, og efter Overlæg med sine Venner, der ogsaa højligen raadede ham til at antage det, samtykkede han, og vedtog Stilstand indtil Paaske-Ugens Udgang. Men Thorstein maatte love, inden Langefastens Ende at sende Thord Bud, hvis Kolbein gjorde nogen Vanskeligheder ved at holde Forliget. Men da Thorstein kom tilbage til Kolbein, og fortalte ham, hvorledes hans Erende var løbet af, satte han en forbauset Mine op, og sagde at han ikke havde mælt et eneste Ord om at afstaa Thord hele Nordlændinge-Fjerdingen. Det hjalp ikke, hvad Thord forsikrede og protesterede; Kolbein vedtog Stilstanden, men vægrede sig frækt ved at godkjende det Forlig, Thorstein havde sluttet paa hans Vegne. Thorstein rejste yderst ærgerlig hjem, sagde at det var sidste Gang, han skulde fare som Underhandler for Kolbein, og sendte ufortøvet Bud til Thord om at Kolbein fragik alt sammen. Herved var nu for Øjeblikket intet at gjøre; Thord havde ladet sin Skare adsplitte sig, og Kolbein havde virkelig faaet det truende Uvejr afledet. Men det synes dog, som om han burde have tabt i alle retsindige Mænds Agtelse. Alligevel lader det til, at Misbilligelsen mere rettede sig mod Thorstein, der uheldigviis ikke kunde føre Vidner angaaende den Samtale, han