Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/269

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
255
1243. Islandſke Begivenheder. Kolbein fragaar ſit Ord.

rede var paa Vejen fra Veſtfjordene med ſin Flok. Kolbein ſvarede, at Thorſtein jo ſelv havde bort hvad der var forhandlet paa Modet, og at han endnu ſtod ved ſit Tilbud, at overlade Thord hele Nordfjerdingen og ſelv drage bort, kun paa det Vilkaar, at han tilſikrede alle Indbyggerne Liv og Lemmer uſkadte. Thorſtein bad ham at gjentage dette Tilbud for Eyvind Bratt, der var redet noget i Forvejen, men Kolbein ſagde at han ikke ſkjøttede om at andre ſkulde vide det, aller mindſt en Auſtmand; thi Auſtmændene plejede at være ſaa lidet varſomme med hvad de ſagde, og dette Tilbud maatte man aldeles ikke rykke frem med, uden naar man ſaa at Ufred ikke paa anden Maade kunde undgaaes. Thorſtein og Eyvind opſøgte nu Thord, og fandt ham i Dale, paa Gaarden Skard. De fremførte Kolbeins førſte Forſlag, om Stilſtand og „billigt Forlig“. Thord ſvarede at han ikke vilde vide af nogen af Delene; hans Ejendomme og Godord i Eyjafjorden behøvede og vilde han ikke lade ſig tildømme af nogen ſom helſt, thi de tilhørte ham allerede med fuld Ret. Da Thorſtein og Eyvind nu troede at ſkjønne, at Thord agtede ſig umiddelbart derfra mod Kolbein, og at endogſaa Sturla Thordsſøn bilde gjøre fælles Sag med ham, troede Thorſtein at Øjeblikket var kommet til at rykke ud med Kolbeins ſidſte Tilbud, hvilket han da ogſaa fremførte. Eyvind ſagde, at herom havde han ikke hørt et eneſte Ord. Men Thorſtein tilbød ſig at aflægge Ed paa, at Kolbein virkelig havde givet ham Fuldmagt til at byde det paa hans Vegne. Thord kunde nu ikke tvivle paa at det havde ſin Rigtighed; Tilbudet bar alt for godt til uden videre at forkaſtes, og efter Overlæg med ſine Venner, der ogſaa højligen raadede ham til at antage det, ſamtykkede han, og vedtog Stilſtand indtil Paaſke-Ugens Udgang. Men Thorſtein maatte love, inden Langefaſtens Ende at ſende Thord Bud, hvis Kolbein gjorde nogen Vanſkeligheder ved at holde Forliget. Men da Thorſtein kom tilbage til Kolbein, og fortalte ham, hvorledes hans Erende var løbet af, ſatte han en forbauſet Mine op, og ſagde at han ikke havde mælt et eneſte Ord om at afſtaa Thord hele Nordlændinge-Fjerdingen. Det hjalp ikke, hvad Thord forſikrede og proteſterede; Kolbein vedtog Stilſtanden, men vægrede ſig frækt ved at godkjende det Forlig, Thorſtein havde ſluttet paa hans Vegne. Thorſtein rejſte yderſt ærgerlig hjem, ſagde at det var ſidſte Gang, han ſkulde fare ſom Underhandler for Kolbein, og ſendte ufortøvet Bud til Thord om at Kolbein fragik alt ſammen. Herved var nu for Øjeblikket intet at gjøre; Thord havde ladet ſin Skare adſplitte ſig, og Kolbein havde virkelig faaet det truende Uvejr afledet. Men det ſynes dog, ſom om han burde have tabt i alle retſindige Mænds Agtelſe. Alligevel lader det til, at Misbilligelſen mere rettede ſig mod Thorſtein, der uheldigviis ikke kunde føre Vidner angaaende den Samtale, han