Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/267

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
253
1243. Islandſke Begivenheder. Kolbein aabner Underhandlinger.

og Hird-Traditionen i Norge havde udøvet paa ham. Ved Afſkeden gav han mange af Gjeſterne Foræringer, og da, heder det i Sagaen, vare alle mere venſkabeligt ſindede mod vant end før. Et beſynderligt Indtryk gjør det at vide, at Thord i hele denne Tid endnu var under Fredløshedsdommen, og at han altſaa, hvis Lov og Dom havde været agtet, ſkulde have været en Skogarmand, og maaſkee have maattet ſtride lige faa møjſommeligt for ſit Liv ſom Giſle Sursſøn og Grette Aasmundsſøn i gamle Dage. Vel var den Dom, ſom havde overgaaet vant, uretfærdig, og burde aldrig have været afſagt, men den var dog alligevel en med Bibehold af alle lovlige Former forkyndt Dom, og burde altſaa have være adlydt, indtil den paa ligeſaa lovformelig Maade ophævedes. Gilles og Grettes Domfældelſer vare lige ſaa uretfærdige, men bleve dog overholdte i deres fulde Strenghed. Hvad Thord og hans Tilhængere angaar, da ſynes de neppe at have ofret Dommens Tilværelſe en Tanke. Saa opløſt og i Bund og Grund ødelagt var nu Retstilſtanden i Landet. Lov og Ret var bogſtaveligt kun til for Fattigmand. Høvdingerne havde ingen anden Lov end deres egen Vilje, og deres eneſte Net var Næveretten. Kong Haakon kunde viſtnok være undſkyldt, om han ikke anſaa det for nogen Synd at frelſe det islandſke Folk fra en ſaadan ulykkelig Tilværelſe.

Efter Julen gjorde Thord endnu engang Forberedelſer til et Tog mod Kolbein; han begav ſig til Iſafjorden, og lod ſine Venner opfordre til at indfinde ſig hos ham der, for ſiden at ledſage ham til Skagafjorden. Men heller ikke af dette Tog blev der noget, ſkjønt Omſtændighederne ſyntes ret gunſtige. En ulægelig Skade, hvoraf Kolbein længe havde lidt, tærede ſterkt paa hans Kræfter. Denne Stade havde han faaet Vaaren efter Sejren paa Ørlygsſtad, da han juſt havde ladet den Gjeldsdom afſige, hvorved Sighvats Gods i Eyjafjorden fradømtes de lovlige Arvinger. Han var meget let og yndede meget alle Slags Legemsøvelſer; ſaaledes vilde han hoppe over et Gjerde, men Fødderne hang i, ſaa at han faldt med Hovedet og Bryſtet mod Jorden, hvorved iſær dette ſidſte blev forſlaaet; det ſvulmede op og der gik Hul i Hævelſen, ſom aldrig ret vilde gro til[1]. Om Vintren 1243—44 var han daarligere end nogenſinde, han laa længe til Sengs, og var oftere næſten opgiven. Maaſkee har han nu paa Sygelejet følt nogen Anger over ſin haarde Fremfærd mod Thord, maaſkee han og kun bar faaet et Nys om dennes Forehavende, og villet afværge det, ſaa længe han ikke ſelv var i Stand til at fore Vaaben; maaſkee han og ved ſamme Lejlighed bar villet ſætte Nordlændingernes Troſkab og deres Villighed til endnu

  1. Sturlunga Saga, VI. 19.