Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/266

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
252
Haakon Haakonsſøn.

dret ſig paa Island. Thi i den gamle Tid, da Godordene vare fordeelte paa mange Familier, og Mænd ſom Snorre Gode, Gudmund den mægtige, Gisſur hvile, Hjalte Skeggesſøn og andre herſkede med lige ſtor Anſeelſe hver i ſit Diſtrict, var et ſaadant næſten tvunget Opbud ikke vel tænkeligt. Man ſeer, hvorledes Frihedsaanden nu allerede havde tabt ſig,e og hvor vel Gemytterne vare forberedede til Underkaſtelſe under Kongemagten, der paa Island ſnarere bragte Frihed end Tvang, ſaa trykkende hvilede de ſenere Magnaters Herredømme over Landet. Ogſaa Sturla Thordsſøn greb nu endelig for Alvor til Vaaben for Thord, og da denne ſiden med ſin Flok drog til Borgarfjorden, for derfra at ſtevne over Fjeldene mod Kolbein, kom ogſaa Thorleif i Garde og Bødvar i Bø til ham, hver med en betydelig Skare. Det var dog ikke disſe Mænds Henſigt at følge ham paa Tog i andre Hereder, og det ſagde de vant uforbeholdent, f men de tilbøde ſig næſte Sommer at ride med ham til Things og underſtøtte ham der paa det kraftigſte for at han kunde opnaa hvad hans Ære fordrede. Thord, ſom maa have indſeet Vanſkeligheden af at underholde den hele ſamlede Skare, der nu ſkal have beløbet ſig til tolv Hundreder eller, nøje beregnet, 1440 Mand, og ſom vel, i Bevidſtheden om ſin voxende Magt, nu havde bedre Udſigt til at ſkaffe ſin Sag en forønſket Udgang paa Thinget, end før, modtog deres Tilbud med Taknemmelighed. Dog holdt han Flokken endnu nogen Tid ſamlet, fordi man bragte i Erfaring, at Kolbein unge havde viſt ſig øverſt oppe i Heredet, ved Fljotstunga, med 30 Mand, og man ſaaledes havde Grund til at antage, at han nærmede ſig med en heel Krigsmagt. Men det viſte ſig, at han kun havde gjort en Skynderejſe ſyd over Fjeldet for at recognoſcere, og ſtrax efter atter havde taget Vejen nordover. Thord lod derfor alle Flokkene opløſe ſig, og fulgte tilbage med Sturla til Veſtfjordene. Men, tilføjes der i Sagaen, alle de, der havde været i denne Ferd med Thord, tyktes nu at kunne ſkjønne, at han maatte blive den ſtørſte Høvding, hvis han kun bevarede ſit Liv, og man fandt det højſt beundringsværdigt, at han havde kunnet bringe ſaa ſtore Flokke ſammen i ſaa fattige Bygder. Thord førte ſig nu ganſke op ſom en Fyrſte. Han gjorde et ſtort Juleſelſkab paa Myre, hvortil han indbød de bedſte Mænd i Veſtfjordene, og hvor ſaavel han ſom hans Mænd fornyede den ældgamle Skik at aflægge højtidelige Løfter. Thord ſelv aflagde det Løfte, at han aldrig ſkulde lade nogen Mand, der havde ſøgt Friſted i en Kirke, tage ud af denne, hvor meget han end havde udeſtaaende med ham[1]. Dette viſer atter Thords humane Sindelag, og den umiskjendelige Indvirkning, Hirdlivet

  1. Sturlunga Saga, VII. 19.