Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/265

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
251
1243. Islandſke Begivenheder. Thords Vatnsdalstog.

ſvarede at han ikke kunde vente bedre Grid, end den, han og hans Venner havde undt Sighvat Sturlasſøn paa Ørlygsſtad. Thorſtein ſagde, at hvis det havde kommet an paa vant, vilde Sighvat netop ikke være bleven dræbt; hvis Thord nu vilde ſkjenke ham Livet, ſkulde han være beredt til at give ham al ſømmelig Oprejsning. Da nu ogſaa Thorſteins Huſtru Ingunn ſaavel ſom mange af de Tilſtedeværende bade for ham, lod Thord ſig formilde, og ſkjenkede Thorſtein Livet. Derimod lod han Mord, der efter nogles Sigende nok kunde være bleven helbredet ved tilbørlig Lægehjelp, fuldſtændigt aflive: han kunde ikke glemme vant, at han havde roſt ſig af at „Odden paa hans Splid bar bleven afbrukken paa den gamle Godes Been“. Siden Eyjulf Thorſteinsſøn var undkommen, og, ſom man nok kunde begribe, havde taget Vejen til Skagafjorden, kunde man ikke længer haabe at komme uforvarende over Kolbein, og Thord vendte derfor tilbage igjen. Thorſtein maatte følge med et Stykke paa Vejen, men fik døv ſnart Tilladelſe til at vende tilbage igjen, mod at ſværge Thord Troſkabs-Eed, og de ſkiltes ad, heder det, ſom Venner. Vi ville ogſaa i det Følgende ſee Thorſtein og hans Søn Eyjulf paa Thords Parti. De to andre Skarer af Thords Mænd føre meget voldſommere frem end han, dræbte og ſaarede flere, og plyndrede paa mange Steder. Han ſelv derimod ſøgte at hindre Plyndringer, naar han kunde, og lagde i Særdeleshed Vind paa, at Kirker og Kvinder bleve ſkaante, følgende den gamle Vedtægt blandt Birkebeinerne, der endog udtrykkeligt ſom ſaadan findes optagen i Hirdſkraa[1].

Uagtet Vinteren med ſterke Skridt nærmede ſig, vilde den utrætte lige Thord dog endnu gjøre et Forſøg mod Kolbein, og lod det Bud udgaa rundt om i Veſtfjordene, at hver vaabenfør Mand ſkulde møde frem. Til Samlingsſted beſtemtes Saurbø. At han, uden at være i Beſiddelſe af nogen egentlig officiel Myndighed, kunde paabyde Bønderne ſaadant, viſer allerede, hvor hans Magt dog maa være bleven befæſtet og udvidet; og end tydeligere Begreb faar man derom ved at erfare, at han allerede i faa Dage havde faaet henved 400 Mand ſammen, og at han tilſidſt, ſom vi ville ſee, talte ikke færre end 1400 Mand under ſit Banner. Viſtnok maa man antage, at Kolbeins ſidſte fiendtlige Beſøg i Veſtfjordene maa have vakt Manges Forbitrelſe, og beſtemt Flere, der hidtil havde Betænkeligheder, til at tage Parti; men at ſamtlige Bønder godvilligt ſkulde underkaſte ſig et ſaadant virkelig byrdefuldt Herredømme, og det uagtet den, der udøvede det, dog egentlig kun var deres fødde Ligemand: det bliver dog i ethvert Tilfælde højſt merkeligt, og viſer nokſom, hvorledes Forholdene nu havde foran-

  1. Sturlunga Saga, VII. 19. Hirdſkraa, Cap. 39.