svarede at han ikke kunde vente bedre Grid, end den, han og hans Venner havde undt Sighvat Sturlassøn paa Ørlygsstad. Thorstein sagde, at hvis det havde kommet an paa vant, vilde Sighvat netop ikke være bleven dræbt; hvis Thord nu vilde skjenke ham Livet, skulde han være beredt til at give ham al sømmelig Oprejsning. Da nu ogsaa Thorsteins Hustru Ingunn saavel som mange af de Tilstedeværende bade for ham, lod Thord sig formilde, og skjenkede Thorstein Livet. Derimod lod han Mord, der efter nogles Sigende nok kunde være bleven helbredet ved tilbørlig Lægehjelp, fuldstændigt aflive: han kunde ikke glemme vant, at han havde rost sig af at „Odden paa hans Splid bar bleven afbrukken paa den gamle Godes Been“. Siden Eyjulf Thorsteinssøn var undkommen, og, som man nok kunde begribe, havde taget Vejen til Skagafjorden, kunde man ikke længer haabe at komme uforvarende over Kolbein, og Thord vendte derfor tilbage igjen. Thorstein maatte følge med et Stykke paa Vejen, men fik døv snart Tilladelse til at vende tilbage igjen, mod at sværge Thord Troskabs-Eed, og de skiltes ad, heder det, som Venner. Vi ville ogsaa i det Følgende see Thorstein og hans Søn Eyjulf paa Thords Parti. De to andre Skarer af Thords Mænd føre meget voldsommere frem end han, dræbte og saarede flere, og plyndrede paa mange Steder. Han selv derimod søgte at hindre Plyndringer, naar han kunde, og lagde i Særdeleshed Vind paa, at Kirker og Kvinder bleve skaante, følgende den gamle Vedtægt blandt Birkebeinerne, der endog udtrykkeligt som saadan findes optagen i Hirdskraa[1].
Uagtet Vinteren med sterke Skridt nærmede sig, vilde den utrætte lige Thord dog endnu gjøre et Forsøg mod Kolbein, og lod det Bud udgaa rundt om i Vestfjordene, at hver vaabenfør Mand skulde møde frem. Til Samlingssted bestemtes Saurbø. At han, uden at være i Besiddelse af nogen egentlig officiel Myndighed, kunde paabyde Bønderne saadant, viser allerede, hvor hans Magt dog maa være bleven befæstet og udvidet; og end tydeligere Begreb faar man derom ved at erfare, at han allerede i faa Dage havde faaet henved 400 Mand sammen, og at han tilsidst, som vi ville see, talte ikke færre end 1400 Mand under sit Banner. Vistnok maa man antage, at Kolbeins sidste fiendtlige Besøg i Vestfjordene maa have vakt Manges Forbitrelse, og bestemt Flere, der hidtil havde Betænkeligheder, til at tage Parti; men at samtlige Bønder godvilligt skulde underkaste sig et saadant virkelig byrdefuldt Herredømme, og det uagtet den, der udøvede det, dog egentlig kun var deres fødde Ligemand: det bliver dog i ethvert Tilfælde højst merkeligt, og viser noksom, hvorledes Forholdene nu havde foran-
- ↑ Sturlunga Saga, VII. 19. Hirdskraa, Cap. 39.
