han bragte fra Kolbein. Thord rejste strax derned, vistnok med de bedste Forhaabninger. Men disse skuffedes snart, thi Bødvar meldte ham, at Kolbein ikke havde villet gaa ind paa nogen af hans Betingelser. De, som Kolbein lod fremsætte, vare af den Beskaffenhed, at Thord umuligt kunde modtage den. Thord sagde at Bødvar havde ladet sig besnakke, og vendte tilbage igjen til Myre, ikke bedre faren end før. Vaaren nærmede sig, og han maatte tænke paa nye Udrustninger. Man fortalte at Kolbein vilde udruste Skibe og drage til Søs til Vestfjordene. For at ikke ogsaa de nærmeste Fartøjer i disse skulde falde i hans Hænder, saavel som for at kunne møde ham paa Søen, sendte Thord den forhen omtalte, raske Asbjørn Gudmundssøn med 20 Mand, fremdeles under Navn af Gjester, til Steingrimsfjorden og de saakaldte Strande, med den Befaling at tage alle de større Skibe, de forefandt, og bringe dem til Dyrafjorden. Asbjørn udførte hans Befaling, og fik fat paa fire eller efter en anden Beretning sov Skibe, men plyndrede derhos saa hensynsløst, og begik saa mange Voldsomheder, ja Grusomheder mod dem, der ikke strax vare villige til at give Slip paa Skibe, Vaaben eller andet Gods, at han derved snarere skadede Thords Sag end gavnede den; blandt Almuen opstod almindelig Forbitrelse, og Thord selv ytrede ved hans Tilbagekomst megen Misfornøjelse. Derimod var man vel snarere tilfreds med, at en anden af Thord udsendt Trop overfaldt den nys omtalte Røver, Thorarin Balte, og tog ham af Dage[1].
Rygtet om, at Kolbein agtede at udruste Skibe mod Thords Tilhængere i Vestfjordene, var ganske rigtigt; han samlede alle de større Fartøjer, han kunde faa fat paa, og sendte dem vestover under Anførsel af sin Svoger, Brodde Thorleifssøn; selv vilde han drage derhen over Land med en betydelig Styrke, for at Thord, ængstet og forfulgt baade til Lands og Vands, ikke længer skulde finde noget Tilhold der. Men først vilde han overvære Althinget, for der at faa Thord erklæret fredløs, thi med desto større tilsyneladende Ret kunde han siden forfølge ham, eller endog, om han fik ham i sin Magt, lade ham dræbe. Til den Ende havde han allerede i Løbet af Vinteren sendt nogle Mænd til Thora Gudmundsdatter, Gissurs Moder, paa Tunger, og ladet dem modtage hendes Fuldmagt til at sagsøge Thord, Dugfussønnerne, Navn Oddssøn, Seir Styrmessøn, og flere andre, i alt femten, fordi de Høsten forud, saaledes som det ovenfor er berettet, havde aflagt hende hiint uvelkomne Besøg. Da der ingen var paa Thinget til at svare paa Thords og hans Ledsageres Vegne, medens derimod Kolbein og Hjalte stillede sig med en stor Skare Folk lige ved Dommerne, lod det
- ↑ Sturlunga Saga, VII. 12–14.
