Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/257

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
243
1242. Islandſke Begivenheder. Thords Flugt for Kolbein.

var i Reykjadal; han lod ſtrax ſine Mænd ſtige til Heſt, og ſatte efter ham ſaa hurtigt han kunde. Han kom til Thingnes faa Øjeblik efter at Thord havde forladt Gaarden; man fandt endog de Heſte ganſke vaade, der vare faldne i Vandet, da Iſen braſt. Man ſpurgte Bonden paa Gaarden, Børk Ormsſøn, hvad Vej Thord havde taget, men han vilde intet ſige, uagtet man truede ham paa Livet, og hans Gaard blev plyndret fra øverſt til nederſt. Det var hans Henſigt at holde Flokken op, for at Thord ſkulde faa noget Forſpring, og dette lykkedes ham tildeels ved denne ædelmodige Opofrelſe. Friſten var dog ikke lang. Da Kolbein kom til Stavaholt, fik han fuldſtændig Efterretning om Thords Bevægelſer, og reed efter ham af alle Kræfter. Thord havde efterladt Svarthøvde og to af hans Brødre ſaavel ſom et Par andre Mænd paa Stavaholt for at holde Udkig; de ſøgte, ſaa vidt muligt, at komme i Forvejen for Kolbein, for at advare Thord. Kolbein ſøgte at indhente dem, og ſaaledes blev der en formelig Kapridning, hvorved dog Thords Mænd i Længden kom til kort. Heſtene ſtyrtede under Bjørn Dugfusſøn og hans Ledſager Thord Bjarnesſøn; de maatte derfor deels løbe, deels ſidde op bagpaa hos Svarthøvde og Baard, en anden af Udkigsmændene; ſaaledes agede Kolbein altid nærmere ind paa dem. Etſteds var der en Bakke, ſom et Øjeblik ſkjulte dem for deres Forfølgere, her kaſtede Svarthøvde ſig af Heſten og bad ſin Broder ſætte ſig op i hans Sted, da det ikke længer nyttede at være to om een Heſt; ſelv ſkulde han nok altid vide at klare ſig. Bjørn erklærede, at han aldrig vilde ride fra ſin Broder, men Svarthøvde borte ikke paa hvad han ſagde, og løb i Følge med Thord Bjarnesſøn ned efter Aaen, til nogle Snefanner, hvor de gravede ſig ned. Bjørn, ſom nu intet andet Valg havde, end enten at benytte Svarthøvdes Heſt, eller lade ſig tage til Fange, betænkte ſig ikke længer, men tog Heſten og reed tilligemed Baard, det forteſte de kunde, efter Hoved-Flokken. En af de bagerſte i denne var Ravn Oddsſøn, der havde en udhvilet Heſt; ham bad de nu ſkynde ſig af alle Kræfter forud til Thord, og ſige ham, at Kolbein var lige i Hælene paa dem, ſaavel ſytti at Svarthøvde og Thord Bjarnesſøn ſandſynligviis vare faldne i Fiendens Hænder. Ravn fandt Thord gaaende tilfods, ledende Heſten efter ſin: men da han hørte, i hvilken Fare de vare ſtedte, ſatte han ſig op og reed frem igjennem nogle Skovveje, indtil de kom til en liden Bakke, der ſkjulte dem for deres Forfølgere. Her bød han alle ſine Mænd ſtige af og ſtille ſig i Orden, for at ſtyrte ind paa Kolbeins Flok, naar den nærmede ſig. Han ſatte, ſom man ſeer, fremdeles ſit Haab til driſtige og pludſelige Overfald. Men, heder det i Sagaen, det gik her, ſom ſædvanligt, at flygtende Mænd ej let lade ſig ſtandſe. Thord ſaa til ſin Ærgrelſe, at endog mange, der hidtil havde klaget over at deres Heſte vare trætte, nu ſloge paa