Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/256

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
242
Haakon Haakonsſøn.

ned i Borgarfjorden, og ſaaledes være ſikrere paa, ikke at forfejle deres Fiende. Nordlændingerne vare meget ærgerlige over at maatte drage ud ved Vintertid, og ønſkede alle Ulykker over Hjalte, ſom ikke havde kunnet hjelpe ſig ſelv; ogſaa Kolbein meente, at Sønderlændingerne nok kunde have jaget Thord bort, hvis de havde haft Mands Mod og Hjerte. Snart fik man end mere Aarſag til at forbande dette Tog. Paa Toget over Tvidøgra-Hejden faldt der om Morgenen førſt en tæt og vedholdende Slud, ſaa at alle bleve gjennemvaade; ud paa Dagen blev der en heftig Nordenvind med bidende Froſt og Snedriv ſaa ſterkt, ſom man ſjelden havde ſeet Mage til; ſnart vidſte man ikke længer, hvor man var, og den iisnende Kulde gjorde det umuligt for mange at holde faſt paa deres Vaaben. Nogle omkom ſtrax, andre ſkamfrøs deres Lemmer; Elendigheden var grændſeløs. Kolbein bad dem forſøge, om det hjalp at de tog Tag med hinanden, for ſaaledes maaſkee at varme ſig noget, men det lader ikke til, at dette virkede ſynderligt. Omſider lettede Vejret nogenledes, ſaa at man kunde ſee, hvor man var; de, ſom endnu vare uſkadte, toge da de forkomne paa Ryggen, og ſaaledes ſlæbte man ſig, efter en frygtelig Dag og Nat, ned til Gilsbakke øverſt i Borgarfjord-Diſtrictet, hvor man ankom lidt før Dag. Her lod Kolbein Folkene udhvile ſig, og fortſatte Dagen efter Toget ned til Reykjaholt med dem af fine Folk, der befandt ſig nogenledes vel; men en Deel maatte ligge tilbage, aldeles ude af Stand til at drage videre[1].

Da Thord paa ſit Tog fra Sønderlandet kom ned i Reykjadal, blev det ſtrax meldt, at Kolbein allerede var kommen til Reykjaholt med en betydelig Styrke. Thord gjorde derfor Holdt nede i Dalen og holdt Raad med ſine bedſte Mænd om, hvad man ſkulde gjøre. De heftigſte og driſtigſte vilde at man ſkulde ride lige til Reykjaholt og angribe Kolbein, uden at endſe Overmagten; de fleſte af hans Folk, meente de, vare ſaa forkomne af Kulde, at de ikke duede ſtort til at ſlaas. Men de forſtandigere fraraadte det ſom alt for voveligt, og ſagde at man heller burde ſøge at komme dem forbi længer mod Veſt; det var allerede Ære værd at kunne ride ſaa nær forbi Kolbeins ſtore Flok, uden at komme i Kamp med den. Thord valgte dette fornuftige Raad, og fortſatte ſit Tog ud igjennem Dalen, ſamt videre til Thingnes, og over Nordraa (ved hvilken Lejlighed han faldt i, og paa et hængende Haar var druknet) til Stavaholt ſamt ned til Myre, idet han paa forſkjellige Steder efterlod Vagter for at holde Øje med Kolbein, om han ſkulde komme efter. Kolbein havde faaet Melding om Thords Ankomſt, medens denne endnu

  1. Sturlunga Saga, VII. 9. De islandſke Annaler. Ifølge disſe ſkulle dog kun tre Mænd være ihjelfrosne paa Tvidøgra.