Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/256

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
242
Haakon Haakonssøn.

ned i Borgarfjorden, og saaledes være sikrere paa, ikke at forfejle deres Fiende. Nordlændingerne vare meget ærgerlige over at maatte drage ud ved Vintertid, og ønskede alle Ulykker over Hjalte, som ikke havde kunnet hjelpe sig selv; ogsaa Kolbein meente, at Sønderlændingerne nok kunde have jaget Thord bort, hvis de havde haft Mands Mod og Hjerte. Snart fik man end mere Aarsag til at forbande dette Tog. Paa Toget over Tvidøgra-Hejden faldt der om Morgenen først en tæt og vedholdende Slud, saa at alle bleve gjennemvaade; ud paa Dagen blev der en heftig Nordenvind med bidende Frost og Snedriv saa sterkt, som man sjelden havde seet Mage til; snart vidste man ikke længer, hvor man var, og den iisnende Kulde gjorde det umuligt for mange at holde fast paa deres Vaaben. Nogle omkom strax, andre skamfrøs deres Lemmer; Elendigheden var grændseløs. Kolbein bad dem forsøge, om det hjalp at de tog Tag med hinanden, for saaledes maaskee at varme sig noget, men det lader ikke til, at dette virkede synderligt. Omsider lettede Vejret nogenledes, saa at man kunde see, hvor man var; de, som endnu vare uskadte, toge da de forkomne paa Ryggen, og saaledes slæbte man sig, efter en frygtelig Dag og Nat, ned til Gilsbakke øverst i Borgarfjord-Districtet, hvor man ankom lidt før Dag. Her lod Kolbein Folkene udhvile sig, og fortsatte Dagen efter Toget ned til Reykjaholt med dem af fine Folk, der befandt sig nogenledes vel; men en Deel maatte ligge tilbage, aldeles ude af Stand til at drage videre[1].

Da Thord paa sit Tog fra Sønderlandet kom ned i Reykjadal, blev det strax meldt, at Kolbein allerede var kommen til Reykjaholt med en betydelig Styrke. Thord gjorde derfor Holdt nede i Dalen og holdt Raad med sine bedste Mænd om, hvad man skulde gjøre. De heftigste og dristigste vilde at man skulde ride lige til Reykjaholt og angribe Kolbein, uden at endse Overmagten; de fleste af hans Folk, meente de, vare saa forkomne af Kulde, at de ikke duede stort til at slaas. Men de forstandigere fraraadte det som alt for voveligt, og sagde at man heller burde søge at komme dem forbi længer mod Vest; det var allerede Ære værd at kunne ride saa nær forbi Kolbeins store Flok, uden at komme i Kamp med den. Thord valgte dette fornuftige Raad, og fortsatte sit Tog ud igjennem Dalen, samt videre til Thingnes, og over Nordraa (ved hvilken Lejlighed han faldt i, og paa et hængende Haar var druknet) til Stavaholt samt ned til Myre, idet han paa forskjellige Steder efterlod Vagter for at holde Øje med Kolbein, om han skulde komme efter. Kolbein havde faaet Melding om Thords Ankomst, medens denne endnu

  1. Sturlunga Saga, VII. 9. De islandske Annaler. Ifølge disse skulle dog kun tre Mænd være ihjelfrosne paa Tvidøgra.