Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/254

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
240
Haakon Haakonsſøn.

Mand, og mange foreſtillede ham, hvor ufornuftigt det var at binde an med en ſaadan Overmagt. Men Thord ſvarede hertil, at ſkulde han faa nogen Fremgang, kom han nok ofte til at prøve Ting, der vare ligeſaa fortvivlede og urimelige ſom denne. Han fortſatte Toget. Ikke langt fra Skaalholt mødte han Biſkoppen, der fornyede det forrige Tilbud paa Bøndernes Vegne. Thord ſvarede i Vrede, at Biſkoppen kun ſøgte at gjøre ham Fortred. Biſkoppen truede nu med at ſætte Thord og hans Mænd i Ban, hvis de rede ind paa Biſkopsſtolens Enemerker. Thord ſvarede at han førſt og fremſt ſkulde viſe Bønderne bort, og at det ej pasſede ſig at drage ſlige Voldsmænd ind paa Kirkegaarden; det var ikke mange Dage ſiden de havde brudt en Kirke op, hentet ſex Mænd ud, ſom havde ſøgt ſin Tilflugt der, og ladet dem alle ſammen dræbe. Biſkoppen vilde nu ſkynde ſig i Forvejen, for at melde Bønderne Thords Ankomſt, men de forreſte af Thords Mænd ſtandſede ham, indtil Thord ſelv kom efter; Thord bød dem ſtrax lade ham ride i Fred, men fulgte ſelv ſtrax efter ham. Da han kom til Geilerne (de ſmale Veje) i Nærheden af Skaalholt, lod han ſine Mænd ſtige af Heſtene og gjøre ſig færdige til Angreb, men ſendte Ravn Oddsſøn og Teit Styrmesſøn op til Biſkopsgaarden, deels for at høre om Bønderne ikke havde betænkt ſig, deels ogſaa for at erfare, hvor ſterkt de havde forſkandſet ſig, og om det var forbundet med ſtore Vanſkeligheder at angribe dem. De fandt Biſkoppen i ſit fulde Skrud, omgiven af 30 Klerker; han ſagde, at han øjeblikkelig vilde banſætte Thord og alle hans Mænd, hvis han underlod ſig at gjøre noget Angreb. Men da traadte, merkeligt nok, den forſtandige og velmenende Telt Thorvaldsſøn, Gisſurs egen Broder, frem og bad Biſkoppen ikke endnu at gribe til ſaa yderlige Forholdsregler; han foreſtillede ham, hvor meget der talede til Thords Undſkyldning, hans nærmeſte Frænders Drab og Tabet af alt hvad han ejede, og hans vanſkelige Stilling for Øjeblikket, hvor han ſkulde underholde en talrig Flok, uden at han dog havde andet at gribe til, end hvad han kunde tage fra ſine Fiender, naar han ikke vilde røve fra ſagesløſe Folk: man kunde jo dog ikke fortænke ham i at han ſøgte ſin Ret med de Midler, der ſtode til hans Raadighed. Disſe Foreſtillinger, iſær fra Teits Mund, gjorde ſterkt Indtryk paa Bønderne, ſom nu bleve forſonligere ſtemte, og gave Biſkoppen og Teit uindſkrænket Fuldmagt til at underhandle paa deres Vegne. Disſe Mænd begave ſig derfor hen til Thord, ledſagede af Ravn og Telt Styrmesſøn, ſom underrettede Thord om, at Bønderne vare ſaa vel forſkandſede, at hvis det kun var det mindſte Tag i dem, vilde det holde meget haardt at angribe dem. Dette gjorde nogen Virkning, iſær paa Tume, der ivrigt raadede til Forlig, hvilket da omſider kom i Stand ſaaledes, at Biſkoppen og Steinvar ſkulde afgjøre Betingelſerne, og hvor