Mand, og mange forestillede ham, hvor ufornuftigt det var at binde an med en saadan Overmagt. Men Thord svarede hertil, at skulde han faa nogen Fremgang, kom han nok ofte til at prøve Ting, der vare ligesaa fortvivlede og urimelige som denne. Han fortsatte Toget. Ikke langt fra Skaalholt mødte han Biskoppen, der fornyede det forrige Tilbud paa Bøndernes Vegne. Thord svarede i Vrede, at Biskoppen kun søgte at gjøre ham Fortred. Biskoppen truede nu med at sætte Thord og hans Mænd i Ban, hvis de rede ind paa Biskopsstolens Enemerker. Thord svarede at han først og fremst skulde vise Bønderne bort, og at det ej passede sig at drage slige Voldsmænd ind paa Kirkegaarden; det var ikke mange Dage siden de havde brudt en Kirke op, hentet sex Mænd ud, som havde søgt sin Tilflugt der, og ladet dem alle sammen dræbe. Biskoppen vilde nu skynde sig i Forvejen, for at melde Bønderne Thords Ankomst, men de forreste af Thords Mænd standsede ham, indtil Thord selv kom efter; Thord bød dem strax lade ham ride i Fred, men fulgte selv strax efter ham. Da han kom til Geilerne (de smale Veje) i Nærheden af Skaalholt, lod han sine Mænd stige af Hestene og gjøre sig færdige til Angreb, men sendte Ravn Oddssøn og Teit Styrmessøn op til Biskopsgaarden, deels for at høre om Bønderne ikke havde betænkt sig, deels ogsaa for at erfare, hvor sterkt de havde forskandset sig, og om det var forbundet med store Vanskeligheder at angribe dem. De fandt Biskoppen i sit fulde Skrud, omgiven af 30 Klerker; han sagde, at han øjeblikkelig vilde bansætte Thord og alle hans Mænd, hvis han underlod sig at gjøre noget Angreb. Men da traadte, merkeligt nok, den forstandige og velmenende Telt Thorvaldssøn, Gissurs egen Broder, frem og bad Biskoppen ikke endnu at gribe til saa yderlige Forholdsregler; han forestillede ham, hvor meget der talede til Thords Undskyldning, hans nærmeste Frænders Drab og Tabet af alt hvad han ejede, og hans vanskelige Stilling for Øjeblikket, hvor han skulde underholde en talrig Flok, uden at han dog havde andet at gribe til, end hvad han kunde tage fra sine Fiender, naar han ikke vilde røve fra sagesløse Folk: man kunde jo dog ikke fortænke ham i at han søgte sin Ret med de Midler, der stode til hans Raadighed. Disse Forestillinger, især fra Teits Mund, gjorde sterkt Indtryk paa Bønderne, som nu bleve forsonligere stemte, og gave Biskoppen og Teit uindskrænket Fuldmagt til at underhandle paa deres Vegne. Disse Mænd begave sig derfor hen til Thord, ledsagede af Ravn og Telt Styrmessøn, som underrettede Thord om, at Bønderne vare saa vel forskandsede, at hvis det kun var det mindste Tag i dem, vilde det holde meget haardt at angribe dem. Dette gjorde nogen Virkning, især paa Tume, der ivrigt raadede til Forlig, hvilket da omsider kom i Stand saaledes, at Biskoppen og Steinvar skulde afgjøre Betingelserne, og hvor
