lige Bønder om Hjelp, og ikke vilde benytte andre. „Jeg“, sagde han, „tilbyder mig at gjøre dig Følge og haaber at være dig til større Nytte end hvilken som helst Bonde. Skaf mig kun nogle Folk til Hjelp, skal jeg prøve paa at kræve Bønderne op“. Thord modtog hans Tilbud og stillede Dagen efter-“ 9 Mænd under hans Befaling, kaldende dem „Gjester“, i Lighed med Gjesterne ved det norske Hof; med denne Flok drog Asbjørn afsted ud efter Steingrimsfjorden, fra Gaard til Gaard. Paa de fleste Gaarde vare Bønderne selv borte, da de havde faaet Nys om hvad der var i Gjære, og skjult sig; men de Mænd, der fandtes, maatte følge med, hvad enten de vilde eller ej. Det synes noget besynderligt, at en saa ubetydelig Skare, som Asbjørns, skulde saaledes kunne have tvunget Folk til at drage af Gaarde mod deres Vilje; men det er tydeligt nok at han og hans Kammerater have været haandfaste, vel bevæbnede og bestemte Karle, mod hvem de Arbejdsmænd og Tjenestefolk, der fandtes paa Gaardene, ikke vovede at kny; desuden var der vel heller ikke saa faa af disse, der gjerne fulgte med af Lyst til Æventyr og Bytte. Saaledes drog Asbjørn frem, altid forøgende sin Skare, indtil han kom til Husavik. Her boede en Bonde ved Navn Høgne, der ligeledes var borte. Asbjørn lod hans Kone gribe og tvang hende til at følge med, i Haab om at Høgne nu nok vilde komme efter. Det varede heller ikke længe førend Høgne kom, selv 14de, og forlangte at Asbjørn skulde slippe hans Kone løs. Asbjørn erklærede sig villig dertil, hvis han og hans Følge vilde slutte sig til deres Trop. Høgne og hans Ledsagere vilde intet høre derom, og truede Asbjørn haardelig for hans Frækhed. Asbjørn bad dem komme og angribe, om de torde; da de betænkte sig derpaa, sagde Asbjørn, at han skulde lære dem, en anden Gang ikke at sætte efter Thords Mænd, greb et Spyd, kastede det efter Høgne og traf ham øverst i Laaret: det var et dybt og farligt Saar. Dette var det første Blod, som flød i den Fejde, der nu begyndte. Nogle af Høgnes Ledsagere bleve saa forfærdede, at de virkelig sluttede sig til Troppen; de øvrige bare den saarede Høgne hjem. Thord havde imidlertid begivet sig fra Steingrimsfjorden til Saurbø, da Allehelgensdag nærmede sig, paa hvilken de af ham opbudne Mænd skulde komme sammen. Paa Vejen derhen mødte han Asbjørn, der kom vestenfra med sin Flok; begge Flokke, hans egen og Asbjørns, forenede sig nu, og fulgte ham til Stadarhool, hvor han indtraf Dagen før Allehelgensdag. Men uagtet alle hans og Asbjørns Bestræbelser var dog den Styrke, de havde faaet samlet, saa ubetydelig, at Sturla Thordssøn ved at see den rystede paa Hovedet og erklærede at hverken han eller de mange andre, der befandt sig under samme Vilkaar, kunde indlade sig paa at bryde deres Eed uden anderledes lovende Udsigter. „Men“, sagde han,
