Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/250

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
236
Haakon Haakonsſøn.

lige Bønder om Hjelp, og ikke vilde benytte andre. „Jeg“, ſagde han, „tilbyder mig at gjøre dig Følge og haaber at være dig til ſtørre Nytte end hvilken ſom helſt Bonde. Skaf mig kun nogle Folk til Hjelp, ſkal jeg prøve paa at kræve Bønderne op“. Thord modtog hans Tilbud og ſtillede Dagen efter-“ 9 Mænd under hans Befaling, kaldende dem „Gjeſter“, i Lighed med Gjeſterne ved det norſke Hof; med denne Flok drog Asbjørn afſted ud efter Steingrimsfjorden, fra Gaard til Gaard. Paa de fleſte Gaarde vare Bønderne ſelv borte, da de havde faaet Nys om hvad der var i Gjære, og ſkjult ſig; men de Mænd, der fandtes, maatte følge med, hvad enten de vilde eller ej. Det ſynes noget beſynderligt, at en ſaa ubetydelig Skare, ſom Asbjørns, ſkulde ſaaledes kunne have tvunget Folk til at drage af Gaarde mod deres Vilje; men det er tydeligt nok at han og hans Kammerater have været haandfaſte, vel bevæbnede og beſtemte Karle, mod hvem de Arbejdsmænd og Tjeneſtefolk, der fandtes paa Gaardene, ikke vovede at kny; desuden var der vel heller ikke ſaa faa af disſe, der gjerne fulgte med af Lyſt til Æventyr og Bytte. Saaledes drog Asbjørn frem, altid forøgende ſin Skare, indtil han kom til Huſavik. Her boede en Bonde ved Navn Høgne, der ligeledes var borte. Asbjørn lod hans Kone gribe og tvang hende til at følge med, i Haab om at Høgne nu nok vilde komme efter. Det varede heller ikke længe førend Høgne kom, ſelv 14de, og forlangte at Asbjørn ſkulde ſlippe hans Kone løs. Asbjørn erklærede ſig villig dertil, hvis han og hans Følge vilde ſlutte ſig til deres Trop. Høgne og hans Ledſagere vilde intet høre derom, og truede Asbjørn haardelig for hans Frækhed. Asbjørn bad dem komme og angribe, om de torde; da de betænkte ſig derpaa, ſagde Asbjørn, at han ſkulde lære dem, en anden Gang ikke at ſætte efter Thords Mænd, greb et Spyd, kaſtede det efter Høgne og traf ham øverſt i Laaret: det var et dybt og farligt Saar. Dette var det førſte Blod, ſom flød i den Fejde, der nu begyndte. Nogle af Høgnes Ledſagere bleve ſaa forfærdede, at de virkelig ſluttede ſig til Troppen; de øvrige bare den ſaarede Høgne hjem. Thord havde imidlertid begivet ſig fra Steingrimsfjorden til Saurbø, da Allehelgensdag nærmede ſig, paa hvilken de af ham opbudne Mænd ſkulde komme ſammen. Paa Vejen derhen mødte han Asbjørn, der kom veſtenfra med ſin Flok; begge Flokke, hans egen og Asbjørns, forenede ſig nu, og fulgte ham til Stadarhool, hvor han indtraf Dagen før Allehelgensdag. Men uagtet alle hans og Asbjørns Beſtræbelſer var dog den Styrke, de havde faaet ſamlet, ſaa ubetydelig, at Sturla Thordsſøn ved at ſee den ryſtede paa Hovedet og erklærede at hverken han eller de mange andre, der befandt ſig under ſamme Vilkaar, kunde indlade ſig paa at bryde deres Eed uden anderledes lovende Udſigter. „Men“, ſagde han,