Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/249

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
235
1242. Islandſke Begivenheder. Thord i Dyrafjorden.

Tale, hvoraf det hovedſagelige var, at han bad alle de Tilſtedeværende om at gribe til Vaaben for ham, og det med ſaa kort Friſt, at de, ſaafremt de fulgte Opfordringen, ſkulde indfinde ſig bevæbnede i Saurbø inden Allehelgensdag. Det var Dagen efter Michelsmesſe, eller 30te September, at Thord holdt denne Tale[1], han gav dem ſaaledes kun en Maaneds Friſt. Hans Tale og djerve Optræden for den ſtore Forſamling gjorde i det hele taget et godt Indtryk; man fandt at han var en forſtandig Mand, naar Heftigheden og Overmodet ikke løb af med ham, ſom det var Tilfældet i Førſtningen. Men øm de end havde ſynts nok ſaa godt om ham, var dog de fleſtes Afhængighed til Kolbein for ſtor, til at de allerede nu ſkulde have enten kunnet eller villet tage Thords Parti. De, ſom Høſten forud havde ſvoret Kolbein Troſkabsed, ſvarede, at det umuligt gik an for dem at krige mod Kolbein, ſaa længe ikke denne brød ſine Forpligtelſer til dem, og at det derfor ikke engang kunde nytte at bede dem om at gribe til Vaaben for ham; i alt andet ſkulde de derimod være hans Venner. Det er vel ikke ſaa uſandſynligt, at Thord dog tilſidſt havde faaet dem overtalte, hvis han havde ſøgt at vinde dem enkeltviis, og med det gode; men her løb netop hans Overmod og Heftighed af med ham: han fordrede ſtrengt, at Bønderne i Veſtfjordene enten ſkulde erklære ſig for eller imod ham, og hvis han da i ſidſte Fald dog kom ſejrrig tilbage fra det Tog, han havde fore, ſkulde han nok vide at tage tilbørlig Straf over alle dem, der nu vare de værſte til at gjøre Vanſkeligheder. Slig Tale kunde ikke andet end ſætte ondt Blod. Bønderne ſagde, at han havde nok af Fiender at tage Hevn over, om han ikke ogſaa udſtødte Truſler mod dem. Thord ſvarede, at de ikke behøvede at minde ham om, hvad der laa ham tungt paa Hjertet: det ene Ord tog det andet, og Enden blev, at han ſkiltes fra Forſamlingen i ſtørſte Uvenſkab. Om Aftenen vendte han tilbage til Sande, hvor Bonden, den før nævnte Baard, overlod ham hele ſin Gaard og Huusholdning til Dispoſition: en Liberalitet, ſom alle fandt overordentlig ſtorartet.

Thord ſøgte derpaa, men med lige ſaa lidet Held, at ſkaffe ſig Biſtand fra de ydre Fjorde og Steingrimsfjorden. Bønderne havde overalt paa disſe Kanter ſvoret Kolbein Troſkabsed, og denne Ed afgav i det mindſte et Paaſkud for dem til at beſvare Thords Anmodninger med Nej. Da traadte en Dag en løs og ledig Perſon, af ringe Herkomſt, men flink og frejdig, ved Navn Asbjørn Gudmundsſøn, ind til ham, og ſpurgte, hvad det ſkulde betyde, at han kun henvendte ſig til de egent-

  1. Thord var, ſom det angives i Cap. 4, kommen til Eyre Aftenen før Michelsdag; Dagen efter, Michelsdagen ſelv, der indtraf paa en Søndag, var Sammenkomſten med Svarthøvde og Ravn paa Sande; den følgende Dag var altſaa Beſøget i Dyrafjorden.