Tale, hvoraf det hovedsagelige var, at han bad alle de Tilstedeværende om at gribe til Vaaben for ham, og det med saa kort Frist, at de, saafremt de fulgte Opfordringen, skulde indfinde sig bevæbnede i Saurbø inden Allehelgensdag. Det var Dagen efter Michelsmesse, eller 30te September, at Thord holdt denne Tale[1], han gav dem saaledes kun en Maaneds Frist. Hans Tale og djerve Optræden for den store Forsamling gjorde i det hele taget et godt Indtryk; man fandt at han var en forstandig Mand, naar Heftigheden og Overmodet ikke løb af med ham, som det var Tilfældet i Førstningen. Men øm de end havde synts nok saa godt om ham, var dog de flestes Afhængighed til Kolbein for stor, til at de allerede nu skulde have enten kunnet eller villet tage Thords Parti. De, som Høsten forud havde svoret Kolbein Troskabsed, svarede, at det umuligt gik an for dem at krige mod Kolbein, saa længe ikke denne brød sine Forpligtelser til dem, og at det derfor ikke engang kunde nytte at bede dem om at gribe til Vaaben for ham; i alt andet skulde de derimod være hans Venner. Det er vel ikke saa usandsynligt, at Thord dog tilsidst havde faaet dem overtalte, hvis han havde søgt at vinde dem enkeltviis, og med det gode; men her løb netop hans Overmod og Heftighed af med ham: han fordrede strengt, at Bønderne i Vestfjordene enten skulde erklære sig for eller imod ham, og hvis han da i sidste Fald dog kom sejrrig tilbage fra det Tog, han havde fore, skulde han nok vide at tage tilbørlig Straf over alle dem, der nu vare de værste til at gjøre Vanskeligheder. Slig Tale kunde ikke andet end sætte ondt Blod. Bønderne sagde, at han havde nok af Fiender at tage Hevn over, om han ikke ogsaa udstødte Trusler mod dem. Thord svarede, at de ikke behøvede at minde ham om, hvad der laa ham tungt paa Hjertet: det ene Ord tog det andet, og Enden blev, at han skiltes fra Forsamlingen i største Uvenskab. Om Aftenen vendte han tilbage til Sande, hvor Bonden, den før nævnte Baard, overlod ham hele sin Gaard og Huusholdning til Disposition: en Liberalitet, som alle fandt overordentlig storartet.
Thord søgte derpaa, men med lige saa lidet Held, at skaffe sig Bistand fra de ydre Fjorde og Steingrimsfjorden. Bønderne havde overalt paa disse Kanter svoret Kolbein Troskabsed, og denne Ed afgav i det mindste et Paaskud for dem til at besvare Thords Anmodninger med Nej. Da traadte en Dag en løs og ledig Person, af ringe Herkomst, men flink og frejdig, ved Navn Asbjørn Gudmundssøn, ind til ham, og spurgte, hvad det skulde betyde, at han kun henvendte sig til de egent-
- ↑ Thord var, som det angives i Cap. 4, kommen til Eyre Aftenen før Michelsdag; Dagen efter, Michelsdagen selv, der indtraf paa en Søndag, var Sammenkomsten med Svarthøvde og Ravn paa Sande; den følgende Dag var altsaa Besøget i Dyrafjorden.
