blikkeligt, at han og hans Brødre lige siden Sturlas Drab kun havde ventet paa at Nogen vilde træde op som hans Hevner, og at Thord derfor blot behøvede at udtale Ordet, for at de alle skulde være lige saa villige som skyldige til at hjelpe ham. Baard sagde, at han for sin Part fandt sig bedst tjent med at handle paa samme Viis som Folkene paa Eyre. Ravn havde endnu intet ytret. „Men den unge Mand, som der staar“, sagde Thord: „hvo er han, hvorfor har han intet at sige:’“ „Jeg er Ravn Oddssøn“, sagde han. „Nu vel“, svarede Thord, „vil du da slaa dig til os ?“ „Jeg er endnu kun ung og lidet vant til slige Foretagender-“, svarede Ravn – han var dengang 16 Aar gammel – „hidtil har jeg ikke været paa Tog med Høvdinger, og veed ikke om jeg er haardfør nok, da jeg neppe har traadt mine Børnesko“. Thord forestillede ham, at hvis nogen havde Skjel til at optræde som Kolbeins Fiende, saa var det Ravn, formedelst hans Morbrødres Drab; næst Sighvat og hans Sønner vare ingen gjævere Mænd end Ravnssønnerne faldne ved Ørlygsstad. Ravn var let at overtale, eller havde vel egentlig allerede taget sin Beslutning: det passede sig ikke, sagde han, baade at have liden Evne til at ude Hjelp, og at anvende dette lidet til Thords Skade. Saaledes var da ogsaa han vunden. Hidtil havde Thords Underhandlinger og Overtalelser haft et forønsket Udfald. Men ikke saa, da han kom længer nordpaa, og, benyttende sig af den bekvemme Omstændighed, at de fornemste Mænd fra Fjorden vestenfor Isa-Fjorden just vare samlede ved hiint Bryllup i Dyrafjorden, fremtraadte iblandt dem, og opfordrede dem til at gjøre fælles Sag med ham imod Kolbein. Her var nemlig Urøkja, hvis Interesser han ansaaes for at repræsentere, mindre end vel anseet; deels erindrede man hans Voldsomhed fra tidligere Dage, da han holdt til i Vatnsfjord; deels havde man i friskt Minde et skammeligt og forrædersk Mord, Urøkja Aaret forud havde begaaet paa den almindelig afholdte Illuge, den sidste voxne gjenlevende Søn af Thorvald Snorressøn[1]. Bønderne i Isafjorden havde dengang endog villet angribe Urøkja, og da dette ikke lykkedes, havde flere af dem henvendt sig til Kolbein og skjenket ham deres Venskab. Thord holdt en lang
- ↑ Om Illuges Drab handles der udførligt i Sturlunga Saga VI. 26, 27. Urøkja anmodede Illuge om at møde ham paa Gaarden Holt i Anundfjord, da han ønskede at tale med ham. Illuge kom, skjønt han forundrede sig over Anmodningen, da han og Urøkja nys havde været sammen paa Thorskefjordthing, uden at Urøkja da havde talt med ham. Ved at see Urøkjas Følge, merkede Illuge Uraad, men nu var det for silde. Urøkja kaldte Illuge til sig og gik med ham afsides ved Kirkegaarden, ledsaget af et Par Mænd; de øvrige bad han holde sig tilbage. Da Urøkja var kommen omkring Kirkegaardshjørnei, greb han Illuge og stillede sig foran ham, med de Ord: nu skal jeg lønne dig, at du har lagt Planer mod mit Liv; i det samme kløvede Thorarin, en af Urøkjas Ledsagere, hans Hoved.
