Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/248

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
234
Haakon Haakonsſøn.

blikkeligt, at han og hans Brødre lige ſiden Sturlas Drab kun havde ventet paa at Nogen vilde træde op ſom hans Hevner, og at Thord derfor blot behøvede at udtale Ordet, for at de alle ſkulde være lige ſaa villige ſom ſkyldige til at hjelpe ham. Baard ſagde, at han for ſin Part fandt ſig bedſt tjent med at handle paa ſamme Viis ſom Folkene paa Eyre. Ravn havde endnu intet ytret. „Men den unge Mand, ſom der ſtaar“, ſagde Thord: „hvo er han, hvorfor har han intet at ſige:’“ „Jeg er Ravn Oddsſøn“, ſagde han. „Nu vel“, ſvarede Thord, „vil du da ſlaa dig til os ?“ „Jeg er endnu kun ung og lidet vant til ſlige Foretagender-“, ſvarede Ravn — han var dengang 16 Aar gammel — „hidtil har jeg ikke været paa Tog med Høvdinger, og veed ikke om jeg er haardfør nok, da jeg neppe har traadt mine Børneſko“. Thord foreſtillede ham, at hvis nogen havde Skjel til at optræde ſom Kolbeins Fiende, ſaa var det Ravn, formedelſt hans Morbrødres Drab; næſt Sighvat og hans Sønner vare ingen gjævere Mænd end Ravnsſønnerne faldne ved Ørlygsſtad. Ravn var let at overtale, eller havde vel egentlig allerede taget ſin Beſlutning: det pasſede ſig ikke, ſagde han, baade at have liden Evne til at ude Hjelp, og at anvende dette lidet til Thords Skade. Saaledes var da ogſaa han vunden. Hidtil havde Thords Underhandlinger og Overtalelſer haft et forønſket Udfald. Men ikke ſaa, da han kom længer nordpaa, og, benyttende ſig af den bekvemme Omſtændighed, at de fornemſte Mænd fra Fjorden veſtenfor Iſa-Fjorden juſt vare ſamlede ved hiint Bryllup i Dyrafjorden, fremtraadte iblandt dem, og opfordrede dem til at gjøre fælles Sag med ham imod Kolbein. Her var nemlig Urøkja, hvis Interesſer han anſaaes for at repræſentere, mindre end vel anſeet; deels erindrede man hans Voldſomhed fra tidligere Dage, da han holdt til i Vatnsfjord; deels havde man i friſkt Minde et ſkammeligt og forræderſk Mord, Urøkja Aaret forud havde begaaet paa den almindelig afholdte Illuge, den ſidſte voxne gjenlevende Søn af Thorvald Snorresſøn[1]. Bønderne i Iſafjorden havde dengang endog villet angribe Urøkja, og da dette ikke lykkedes, havde flere af dem henvendt ſig til Kolbein og ſkjenket ham deres Venſkab. Thord holdt en lang

  1. Om Illuges Drab handles der udførligt i Sturlunga Saga VI. 26, 27. Urøkja anmodede Illuge om at møde ham paa Gaarden Holt i Anundfjord, da han ønſkede at tale med ham. Illuge kom, ſkjønt han forundrede ſig over Anmodningen, da han og Urøkja nys havde været ſammen paa Thorſkefjordthing, uden at Urøkja da havde talt med ham. Ved at ſee Urøkjas Følge, merkede Illuge Uraad, men nu var det for ſilde. Urøkja kaldte Illuge til ſig og gik med ham afſides ved Kirkegaarden, ledſaget af et Par Mænd; de øvrige bad han holde ſig tilbage. Da Urøkja var kommen omkring Kirkegaardshjørnei, greb han Illuge og ſtillede ſig foran ham, med de Ord: nu ſkal jeg lønne dig, at du har lagt Planer mod mit Liv; i det ſamme kløvede Thorarin, en af Urøkjas Ledſagere, hans Hoved.