Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/247

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
233
1242. Islandſke Begivenheder. Thord i Veſtfjordene.

nogen mere til Hjertet end dig; du har forhen altid plejet at ſtaa mine Frænder bi, naar de havde deres Net at forfegte, og jeg haaber at du nu ogſaa vil viſe mig det ſamme Venſkab; man har desuden ſagt mig, at du blev faa forbitret over den Maade, hvorpaa man ſkilte dig og Urøkja fra hinanden, at du nok kunde have Loft til at biſtaa den, der hevnede denne Skjændſelsdaad“. Sturla ſagde at han, ſaavel ſom de bedſte Mænd der i Egnen, befandt ſig i en vanſkelig Stilling, fordi de havde aflagt Kolbein Troſkabseed. Men Thord ſagde at denne Eed, ſom nødtvungen, ikke var bindende. Sturla havde alt for megen Lyſt til at tage Parti, til at han ikke ſkulde lade ſig ſlaa af dette Argument, og han tilſagde derfor Thord foreløbigt ſin Biſtand; men han vilde dog ikke aabenlyſt ſlutte ſig til ham, førend han kom tilbage fra ſin videre Rejſe til de nordveſtlige Fjordegne[1]. Thord drog da videre. Da han kom til Hage paa Bardeſtrand, hvor hiin Eyvind Preſt boede, der havde givet ſin Svoger Giſle det fiffige Raad at have en anden Kolbein i Tankerne end Kolbein unge, naar han aflagde Eden, lod han ſende Bud efter Giſle og alle de meſt anſeede Bønder paa de Kanter. De indfandt ſig ogſaa, og Thord henvendte ſig nu til dem, og førſt og fremſt til Giſle, ſom den fornemſte, med den Begjæring, at de vilde gribe til Vaaben for ham og følge ham ſyd til hans Svoger Halfdan, forat de tilſammen enten kunde tilkæmpe ſig ſin Ret, eller falde med Ære. Giſle ſvarede, at vel var han ſaa gammel, at han egentlig burde holde ſig borte fra alſlags Fejde, men her var den rene Nødvendighed for Haanden; her gjaldt det før alle at viſe ſig ſom Mænd og ſtaa Thord ærligen bi; den Eed, han havde ſvoret Kolbein, hindrede ham ikke i mindſte Maade fra at optræde ſom hans Fiende; han ſkulde ſtrax lade ſine fire Sønner drage med Thord, og lovede derhos ſelv at opmuntre Almuen, hvor han kunde, til at tage Thords Parti. Thord takkede ham for hans Iver, men undrede ſig noget over, at han ej ſelv vilde være med. Fra dette Møde paa Hage fortſatte Thord ſin Rejſe til Eyre i Arnarfjorden, hvor Steinunn Ravnsdatter boede med ſine Sønner, og hvor ligeledes hendes Svigerſøn Svarthøvde Dugfusſøn for Tiden opholdt ſig. Da han kom til Eyre, traf han ikke Svarthøvde og hendes ældſte Søn Ravn hjemme, da de tilfældigviis vare dragne nord til et Bryllup i Dyrafjorden. Men han lod endnu ſamme Nat ſende Bud til dem med den Anmodning, at de vilde møde ham paa Gaarden Sande, hvor Ravns Lejlænding Baard boede. De efterkom ſtrax Anmodningen, og da Thord kom frem med ſin Begjæring om at de vilde ſtaa ham bi, ſvarede Svarthøvde øje-

  1. Sturlunga Saga VII. 1—3. Tidligere, i VI. 37, tales der om at den før nævnte Sverting paa Hvamm ſkal have ledſaget Thord til Sturla, og beſtræbt ſig ivrigt for at ſtifte Venſkab mellem begge Fællerne, „hvilket ogſaa var ſaare let“.