Steinvar opmuntrede ham fremdeles til at tage Parti strax, men maatte dog tilsidst give efter for hans Forestillinger, hvis Fornuftighed vistnok ogsaa Thord selv indsaa. Det blev da besluttet efter fælles Overlæg, at Thord først skulde drage til Vestfjordene og see til, om han der kunde faa Hjelp; thi af Bønderne i Vestsjordene, sagde Halfdan, var der mange, som havde meget at kræve Regnskab for, baade af Kolbein og af Sønderlændingerne, og som derhos havde langt mere Smag for Ufred og Fejde end han og hans Mænd. Saaledes drog da Thord vestover. I Følge med ham blev hans Broder Tume, der ved Efterretningen om hans Ankomst strax var ilet til Kelde, hvor de gjensaa hinanden med uskrømtet Glæde, derhos sluttede ogsaa nogle andre sig til Flokken, der i alt kom til at udgjøre 30 Mand. Blandt dem var den sterke og forstandige Østerlænding Nikolas Oddssøn, hvilken Halfdan og Steinvar medgave Thord som personlig Ledsager.
Saasnart Kolbein unge havde faaet Nys om Thords Ankomst, sendte han en Skare af 30 Mand, anført af sine Gaardsfolk, for at gribe ham. De kom til Gaase, og gjennemsøgte alle Markedsboderne med blanke Vaaben i Hænde, men forgjeves: i deres Harme over ikke at finde Thord grebe de en af Nordmændene, ved Navn Leif, som de vidste var en Ven af Thord, toge Vaabnene fra ham og truede med at hugge Foden af ham, men de øvrige Nordmænd forsikrede at han var uskyldig i Thords Bortkomst, og saaledes maatte de slippe ham løs. Derimod benyttede de Lejligheden til at røve fra to islandske Kjøbmænd indtil en Værdi af 30 Hundreder. De vendte tilbage til Kolbein og meldte ham, at Thord havde taget Vejen over Sand. Kolbein sendte strax Bud syd over Fjeldet til Hjalte Biskopssøn, Gissurs Fuldmægtig, berettede ham om Thords Ankomst, og bad ham tage sig vare. Thord kunde dog endnu ikke tænke paa at angribe ham, men drog derimod ad afsides Veje, saaledes at Hjalte ikke engang vidste noget deraf, over Thjorsaa og vester gjennem Herederne først til Borgarfjorden og derfra til Dale, hvor Tume slog sig ned hos en vis Sverting paa Hvamm, medens Thord fortsatte Rejsen længere vestover til Saurbø, for at opsøge sin Frænde Sturla Thordssøn paa Stadarhool. Rygtet om hans Nærværelse udbredte sig nu overalt i Vestfjordene, og de fleste Medlemmer af Urøkjas forhenværende, nu adsplittede, Parti sluttede sig endog uopfordret til ham, først og fremst Dugfussønnerne Bjørn Køgil og Kolbein Gran. Thord havde endnu ikke synderlig personligt Kjendskab til Sturla, men fandt dog, som hans Nærfrænde, en god Modtagelse hos ham. Da han havde tilbragt en Nat i hans Huus, rykkede han ud med sin Anmodning til ham, om at han vilde yde ham Hjelp. „Det er mig berettet“, sagde Thord, „at du er den mægtigste og forstandigste af mine Frænder her paa denne Kant, ligesom jeg og har hørt, at Voldsscenerne paa Ørlygsstad ikke have gaaet
