Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/246

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
232
Haakon Haakonsſøn.

Steinvar opmuntrede ham fremdeles til at tage Parti ſtrax, men maatte dog tilſidſt give efter for hans Foreſtillinger, hvis Fornuftighed viſtnok ogſaa Thord ſelv indſaa. Det blev da beſluttet efter fælles Overlæg, at Thord førſt ſkulde drage til Veſtfjordene og ſee til, om han der kunde faa Hjelp; thi af Bønderne i Veſtſjordene, ſagde Halfdan, var der mange, ſom havde meget at kræve Regnſkab for, baade af Kolbein og af Sønderlændingerne, og ſom derhos havde langt mere Smag for Ufred og Fejde end han og hans Mænd. Saaledes drog da Thord veſtover. I Følge med ham blev hans Broder Tume, der ved Efterretningen om hans Ankomſt ſtrax var ilet til Kelde, hvor de gjenſaa hinanden med uſkrømtet Glæde, derhos ſluttede ogſaa nogle andre ſig til Flokken, der i alt kom til at udgjøre 30 Mand. Blandt dem var den ſterke og forſtandige Øſterlænding Nikolas Oddsſøn, hvilken Halfdan og Steinvar medgave Thord ſom perſonlig Ledſager.

Saaſnart Kolbein unge havde faaet Nys om Thords Ankomſt, ſendte han en Skare af 30 Mand, anført af ſine Gaardsfolk, for at gribe ham. De kom til Gaaſe, og gjennemſøgte alle Markedsboderne med blanke Vaaben i Hænde, men forgjeves: i deres Harme over ikke at finde Thord grebe de en af Nordmændene, ved Navn Leif, ſom de vidſte var en Ven af Thord, toge Vaabnene fra ham og truede med at hugge Foden af ham, men de øvrige Nordmænd forſikrede at han var uſkyldig i Thords Bortkomſt, og ſaaledes maatte de ſlippe ham løs. Derimod benyttede de Lejligheden til at røve fra to islandſke Kjøbmænd indtil en Værdi af 30 Hundreder. De vendte tilbage til Kolbein og meldte ham, at Thord havde taget Vejen over Sand. Kolbein ſendte ſtrax Bud ſyd over Fjeldet til Hjalte Biſkopsſøn, Gisſurs Fuldmægtig, berettede ham om Thords Ankomſt, og bad ham tage ſig vare. Thord kunde dog endnu ikke tænke paa at angribe ham, men drog derimod ad afſides Veje, ſaaledes at Hjalte ikke engang vidſte noget deraf, over Thjorsaa og veſter gjennem Herederne førſt til Borgarfjorden og derfra til Dale, hvor Tume ſlog ſig ned hos en vis Sverting paa Hvamm, medens Thord fortſatte Rejſen længere veſtover til Saurbø, for at opſøge ſin Frænde Sturla Thordsſøn paa Stadarhool. Rygtet om hans Nærværelſe udbredte ſig nu overalt i Veſtfjordene, og de fleſte Medlemmer af Urøkjas forhenværende, nu adſplittede, Parti ſluttede ſig endog uopfordret til ham, førſt og fremſt Dugfusſønnerne Bjørn Køgil og Kolbein Gran. Thord havde endnu ikke ſynderlig perſonligt Kjendſkab til Sturla, men fandt dog, ſom hans Nærfrænde, en god Modtagelſe hos ham. Da han havde tilbragt en Nat i hans Huus, rykkede han ud med ſin Anmodning til ham, om at han vilde yde ham Hjelp. „Det er mig berettet“, ſagde Thord, „at du er den mægtigſte og forſtandigſte af mine Frænder her paa denne Kant, ligeſom jeg og har hørt, at Voldsſcenerne paa Ørlygsſtad ikke have gaaet