Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/245

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
231
1242. Islandſke Begivenheder. Thord Kakale hos Halfdan Sæmundsſøn.

aabenlyſt, og ſaaledes at alle hørte det; ikke at tale om det ubehagelige Forhold, hvori mange nu formedelſt Kolbeins oven omhandlede, liſtige Kneb befandt ſig til Thord, med hvis Arvegods de indeſad. Da Thord ſaa, at ingen Biſtand her var at vente, fik han ſig Heſte og reed i Følge med en Preſt Snorre ind til Grund, hvor hans Syſter Sigrid og hendes Mand Styrme nu boede. Aldrig ſaa ſnart var han kommen hid, førend Abbeden i Tveraa ſaavel ſom en anden Mand kom til ham og ſagde, at han maatte ſee til at komme bort ſaa ſnart ſom muligt, thi naar Kolbein erfarede hans Ankomſt, vilde han ſtrax ſende Folk ud for at gribe eller dræbe ham. De fleſte tilſtedeværende raadede nu Thord til at ſøge Hjelp hos ſin Svoger Halfdan Sæmundsſøn paa Kelde, paa Sønderlandet, da Steinvar, Halfdans Huſtru og Thords Syſter, var bekjendt ſom en dygtig og mandhaftig Kvinde, der nok vilde kunne faa ſin Mand overtalt til at yde ham kraftig Biſtand. Thord havde intet andet Valg end at følge dette Raad; ledſaget af Snorre Preſt og en Vejviſer, rede de førſt øſtlig over Vadleheiden, og derpaa over Sand (Sprengeſand?) ſamt videre indtil de kom til Kelde, hvor han blev modtagen med aabne Arme. Han havde ikke været der mange Dage, førend han anmodede ſin Svoger, og ſin Syſter om en Samtale i Eenrum, og meddeelte dem ſin Beſlutning, at tage Hevn over ſin Faders og Frænders Drabsmænd, ſamt at gjenoprette Ættens Beſiddelſer. Men da dette ej kunde ſkee, uden at han fik tilſtrækkelig Hjelp, henvendte han ſig nu herom til ſin Svoger, der, ſom han haabede, baade vilde og kunde hjelpe ham bedſt af alle. Steinvar tog ſtrax Ordet og ſagde at der ikke kunde være Tvivl om, at hendes Mand nu vilde viſe hvad han formaaede, og biſtaa Thord af al Magt. „Hidtil“, ſagde hun, idet hun henvendte ſig til Halfdan, „har du ikke viiſt dig fra nogen ſynderlig krigerſk Side, ligeſom jeg heller ikke har opmuntret dig til at blande dig i ſtore Fejder, men nu erklærer jeg, at der bliver intet godt Forhold mellem os, hvis du ikke hjelper min Broder Thord; vægrer du dig derved, ſaa ſkal man faa det forunderlige Syn at ſee, at jeg tager Vaaben i Haand og ſamler Krigs-Folk, men overlader dig Nøgleknippet til Buur og Kjelder“. Halfdan taug, indtil hendes heftige Ordſtrøm ſtandſede; derpaa ſagde han: „ſaa vidt jeg ſkjønner, er det nok andet end bare Hidſighed, ſom her udfordres, hvis det, Thord har i Sinde, ſkal faa nogen Fremgang; jeg kjender bedſt mig ſelv, og veed, at jeg ikke duer til at blande mig i ſtore Fejder, hvorhos jeg ogſaa allerede er noget til Aars; det forekommer mig, ſom om de, der tage Parti med Thord, ville faa næſten alt Landets Folk imod ſin— og derfor gad jeg gjerne førſt ſee, hvad Hjelp Thord faar andenſteds af Frænder og Venner, førend jeg beſtemmer mig. Rammer han da hid tilbage med nogen klækkelig Styrke, ſkal heller ikke jeg undſlaa mig“.