Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/244

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
230
Haakon Haakonsſøn.

paa ſamme Skib, var ogſaa hans Svigerinde Solveig Sæmundsdatter, Sturla Sighvatsſøns Enke, og hendes Søn Jon, foruden flere Islændinger, der tilhørte det ſturlungſke Parti. Det er ovenfor omtalt, at Dugfusſønnerne, der ifølge Forliget til Hvitaa-Bru ſkulde have forladt Island om Høſten, af Storm bleve drevne tilbage; dette var i Rutafjorden, veſtligſt paa Nordlandet, og de begave ſig til deres Faders Gaard Hjardarholt i Laxaadalen, hvorfra Bjørn, en af dem, ſelv anden drog nordefter, for at gjøre Kolbein unge ſin Opvartning, og berette ham, hvorledes de ved et utilregneligt Uheld hindredes fra at komme bort, og for ſaaledes at bede ham om Fred, indtil de kunde gjøre et nyt og heldigere Forſøg. Men paa Vejen til Skagafjorden mødte de en vis Jon, der kom øſt fra. Thorſtein Hjaltesſøn, Bjørns Ledſager, ſpurgte om han kunde fortælle dem noget Nyt. Jon fortalte dem da den vigtige Nyhed, at der juſt var ankommet et norſkt Skib til Gaaſe i Eyjafjorden, paa hvilket Thord Sighvatsſøn og flere andre Islændinger befandt ſig ombord, men tilføjede, at han ſelv var afſendt af Kolbein unge til Storbønderne i Veſtfjorden, med den Befaling, at hvor ſom helſt Thord maatte viſe ſig iblandt dem, ſkulde de gribe ham og ſende ham fangen til Kolbein. Thorſtein bad ham at drage videre, da han og Bjørn ſelv agtede ſig til Kolbein. Men neppe var Jon ude af Syne, førend Bjørn ſagde: „ſiden jeg har erfaret denne Nyhed, agter jeg ikke at ride længer nord, men ſtrax at vende om; jeg veed nemlig med Vished, at mine Brødre øjeblikkelig, de erfare Thords Ankomſt, ville ſlutte ſig til ham, hvor og faa ſnart de kunne komme til, og det ſamme gjør jeg, hvad jeg ſaa end har lovet Kolbein“. Thorſtein ſagde at han fik gjøre ſom han vilde, men ytrede for Reſten ikke ſtort; Bjørn vendte om, kom tilbage til Hjardarholt ved Nattetid, og vækkede ſtrax ſine Brødre, der ej bleve mindre glade end han ved at erfare Thords Ankomſt, og ſagde at han havde handlet aldeles ſom han burde.

Thord havde landet ved Gaaſe Løverdagen den 6te September, og nogle af Kolbeins Gaardsfolk, ſom tilfældigviis vare tilſtede, ſkyndte ſig ſtrax, ſaa hurtigt ſom deres Heſte kunde bære dem, veſter til Skagafjorden, for at berette Kolbein at hans Dødsfiende var kommen. Som ſædvanligt naar et Skib ankom, indfandt der ſig mange Folk fra Omegnen for at handle, blandt dem ogſaa flere anſeede Bønder, der havde været fortrolige Venner af Sighvat Sturlasſøn; ligeledes kom hans Moder Halldora og mange af hans Frænder. Men den øjeblikkelige Glæde over Gjenſynet forbitredes ſnart ved Tanken om hans. Fiende Kolbeins overvættes ſtore Magt. Ingen af de mægtigere Bønder, ikke engang Thords Frænder, vovede at erklære ſig for ham, og Almuen, heder det, var ſaa ræd, at ingen engang vovede at tale med ham uden