paa samme Skib, var ogsaa hans Svigerinde Solveig Sæmundsdatter, Sturla Sighvatssøns Enke, og hendes Søn Jon, foruden flere Islændinger, der tilhørte det sturlungske Parti. Det er ovenfor omtalt, at Dugfussønnerne, der ifølge Forliget til Hvitaa-Bru skulde have forladt Island om Høsten, af Storm bleve drevne tilbage; dette var i Rutafjorden, vestligst paa Nordlandet, og de begave sig til deres Faders Gaard Hjardarholt i Laxaadalen, hvorfra Bjørn, en af dem, selv anden drog nordefter, for at gjøre Kolbein unge sin Opvartning, og berette ham, hvorledes de ved et utilregneligt Uheld hindredes fra at komme bort, og for saaledes at bede ham om Fred, indtil de kunde gjøre et nyt og heldigere Forsøg. Men paa Vejen til Skagafjorden mødte de en vis Jon, der kom øst fra. Thorstein Hjaltessøn, Bjørns Ledsager, spurgte om han kunde fortælle dem noget Nyt. Jon fortalte dem da den vigtige Nyhed, at der just var ankommet et norskt Skib til Gaase i Eyjafjorden, paa hvilket Thord Sighvatssøn og flere andre Islændinger befandt sig ombord, men tilføjede, at han selv var afsendt af Kolbein unge til Storbønderne i Vestfjorden, med den Befaling, at hvor som helst Thord maatte vise sig iblandt dem, skulde de gribe ham og sende ham fangen til Kolbein. Thorstein bad ham at drage videre, da han og Bjørn selv agtede sig til Kolbein. Men neppe var Jon ude af Syne, førend Bjørn sagde: „siden jeg har erfaret denne Nyhed, agter jeg ikke at ride længer nord, men strax at vende om; jeg veed nemlig med Vished, at mine Brødre øjeblikkelig, de erfare Thords Ankomst, ville slutte sig til ham, hvor og faa snart de kunne komme til, og det samme gjør jeg, hvad jeg saa end har lovet Kolbein“. Thorstein sagde at han fik gjøre som han vilde, men ytrede for Resten ikke stort; Bjørn vendte om, kom tilbage til Hjardarholt ved Nattetid, og vækkede strax sine Brødre, der ej bleve mindre glade end han ved at erfare Thords Ankomst, og sagde at han havde handlet aldeles som han burde.
Thord havde landet ved Gaase Løverdagen den 6te September, og nogle af Kolbeins Gaardsfolk, som tilfældigviis vare tilstede, skyndte sig strax, saa hurtigt som deres Heste kunde bære dem, vester til Skagafjorden, for at berette Kolbein at hans Dødsfiende var kommen. Som sædvanligt naar et Skib ankom, indfandt der sig mange Folk fra Omegnen for at handle, blandt dem ogsaa flere anseede Bønder, der havde været fortrolige Venner af Sighvat Sturlassøn; ligeledes kom hans Moder Halldora og mange af hans Frænder. Men den øjeblikkelige Glæde over Gjensynet forbitredes snart ved Tanken om hans. Fiende Kolbeins overvættes store Magt. Ingen af de mægtigere Bønder, ikke engang Thords Frænder, vovede at erklære sig for ham, og Almuen, heder det, var saa ræd, at ingen engang vovede at tale med ham uden
