Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/242

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
228
Haakon Haakonsſøn.

lige faa ſtilfærdig og utilbøjelig til at blande ſig i politiſke Sager, ſom Sigvard var virkſom og ivrig, iſær hvor det gjaldt at befordre Norges Interesſer. I Aaret 1243 forlod han endog Island for aldrig mere at komme tilbage, overladende Udførelſen af de egentlige biſkoppelige Forretninger i Hole Biſkopsdømme til ſin Collega Sigvard, der ſaaledes for en Tid var Ene-Biſkop i Landet, medens den hele økonomiſke Forvaltning af Biſkopsgodſet overtoges af Kolbein Kaldaljos, en Søn af den før nævnte Arnor Thorſteinsſøn af Skagafjord-Ætten, og Morbroder til Abbed Brand Jonsſøn. Hvorfor Botolf forlod Island, angives ikke; man ſkulde næſten gjette paa, at Biſkop Sigvard foranledigede det, for ſelv at kunne faa deſto friere Hænder; men man maa dog tillige erkjende, at de Voldsſcener, der da fandt Sted paa Øen, nok kunde fylde en fredelig ſindet Mand med Afſmag, og bringe ham til at ſøge et roligere Opholdsſted. Botolf døde i Norge, tre Aar efter at han havde forladt Island[1].

23. Thord Kakale vender tilbage til Island og fremſtaar ſom de faldne Sturlungers Hevner. Hans Omrejſe i Veſtfjordene, Tog til Sønderlandet og Stilſtand med Bønderne der.


Det er ovenfor berettet, hvorledes Gisſur Thorvaldsſøn i Aaret 1242, efter at have overliſtet og fanget Urøkja ved Hvitaa-Bru, begav ſig til Norge ſamtidigt med ham for at underkaſte den af Kolbein unge afſagte Voldgiftsdom Kong Haakons yderligere Kjendelſe, og hvorledes Kongen da, faa vidt man af enkelte Antydninger kan ſlutte, ſaa langt fra ubetinget at give ham Medhold, tvert imod ſelv maa have tilkjendt ſig Snorre Sturlasſøns Efterladenſkab, eller i det mindſte en betydelig Deel deraf, ſom Bod for Højforræderi, da nemlig Snorre ved at blive Kongens haandgangne Mand og Lendermand derved ogſaa havde underkaſtet ſig alle en Underſaats og Vaſalls Forpligtelſer. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes Kongen flere Aar derefter

  1. Hvor lidet Botolf blandede ſig i Dagens Politik, ſees deraf at hans Navn neppe engang forekommer i Sturlunga-Saga, uden hvor der handles om Forliget til Hvitaa-Bru. Hans Bortrejſe fra Island 1243 og Død 1246 erfares kun af de islandſke Annaler. Den oven nævnte Kolbein Kaldaljos’s Fader og Brand Jonsſøns Morfader var en Broderſøn af Arnor Asbjørnsſøn, hvis Søn Kolbein var Farfader til Kolbein og Arnor Tumesſønner, ſaaledes ſom det er antydet i foregaaende Bind Stamtavle 16. Da Kolbein Kaldaljos, uagtet han levede ſaa langt ned i Tiden, dog ſtod i ſamme Led fra den fælles Stamfader, ſom Kolbein den ældres Fader Tume, maa han paa denne Tid have været meget gammel, og enda maa hans Farfader have været meget yngre end Broderen Autor.