Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/242

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
228
Haakon Haakonssøn.

lige faa stilfærdig og utilbøjelig til at blande sig i politiske Sager, som Sigvard var virksom og ivrig, især hvor det gjaldt at befordre Norges Interesser. I Aaret 1243 forlod han endog Island for aldrig mere at komme tilbage, overladende Udførelsen af de egentlige biskoppelige Forretninger i Hole Biskopsdømme til sin Collega Sigvard, der saaledes for en Tid var Ene-Biskop i Landet, medens den hele økonomiske Forvaltning af Biskopsgodset overtoges af Kolbein Kaldaljos, en Søn af den før nævnte Arnor Thorsteinssøn af Skagafjord-Ætten, og Morbroder til Abbed Brand Jonssøn. Hvorfor Botolf forlod Island, angives ikke; man skulde næsten gjette paa, at Biskop Sigvard foranledigede det, for selv at kunne faa desto friere Hænder; men man maa dog tillige erkjende, at de Voldsscener, der da fandt Sted paa Øen, nok kunde fylde en fredelig sindet Mand med Afsmag, og bringe ham til at søge et roligere Opholdssted. Botolf døde i Norge, tre Aar efter at han havde forladt Island[1].

23. Thord Kakale vender tilbage til Island og fremstaar som de faldne Sturlungers Hevner. Hans Omrejse i Vestfjordene, Tog til Sønderlandet og Stilstand med Bønderne der.


Det er ovenfor berettet, hvorledes Gissur Thorvaldssøn i Aaret 1242, efter at have overlistet og fanget Urøkja ved Hvitaa-Bru, begav sig til Norge samtidigt med ham for at underkaste den af Kolbein unge afsagte Voldgiftsdom Kong Haakons yderligere Kjendelse, og hvorledes Kongen da, faa vidt man af enkelte Antydninger kan slutte, saa langt fra ubetinget at give ham Medhold, tvert imod selv maa have tilkjendt sig Snorre Sturlassøns Efterladenskab, eller i det mindste en betydelig Deel deraf, som Bod for Højforræderi, da nemlig Snorre ved at blive Kongens haandgangne Mand og Lendermand derved ogsaa havde underkastet sig alle en Undersaats og Vasalls Forpligtelser. Vi ville i det følgende see, hvorledes Kongen flere Aar derefter

  1. Hvor lidet Botolf blandede sig i Dagens Politik, sees deraf at hans Navn neppe engang forekommer i Sturlunga-Saga, uden hvor der handles om Forliget til Hvitaa-Bru. Hans Bortrejse fra Island 1243 og Død 1246 erfares kun af de islandske Annaler. Den oven nævnte Kolbein Kaldaljos’s Fader og Brand Jonssøns Morfader var en Brodersøn af Arnor Asbjørnssøn, hvis Søn Kolbein var Farfader til Kolbein og Arnor Tumessønner, saaledes som det er antydet i foregaaende Bind Stamtavle 16. Da Kolbein Kaldaljos, uagtet han levede saa langt ned i Tiden, dog stod i samme Led fra den fælles Stamfader, som Kolbein den ældres Fader Tume, maa han paa denne Tid have været meget gammel, og enda maa hans Farfader have været meget yngre end Broderen Autor.