Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/241

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
227
1242. Islandſke Begivenheder. Anſeede Mænd.

Ormsſøn, Kolbein Tumesſøns Svoger og Stiffader, ſom vi tidligere have omtalt. Sigurds Broder Sigmund var Fader til hiin Jon Sigmundsſøn, der førſt var gift med Thora Gudmundsdatter, en Syſter af Gisſur Thorvaldsſøns Moder, ſiden med Halldora, Arnor Thorſteinsſøns Datter, af Slagafjord-Ætten, og Datterdatter af Biſkop Brand[1]. Jon Sigmundsſøns Søn af førſte Egteſkab var Orm Jonsſøn paa Svinafell, hvilken vi allerede ovenfor ved flere Lejligheder have haft Anledning til at nævne; uagtet hans Ferd ſtundom ſynes at have været noget egennyttig og beregnet, yndede han dog Fred og lovlig Orden mere end hans fleſte øvrige Samtidige, og var derfor almindelig agtet og afholdt[2]. Han døde af Følgerne af en uforſigtig Aareladning om Sommeren 1241, kort før Snorre Sturlasſøns Drab[3], og efterlod tre Sønner, af hvilke den ældſte, Sæmund, arvede Godordet over Sida-Strøget, ſaavel ſom hans fornemſte Beſiddelſer. En Søn af Jon Sigmundsſøn i hans andet Egteſkab var den allerede forhen omtalte, anſeede Gejſtlige Brand Jonsſøn, ſiden 1247 Abbed i Thykkebø eller Ver, og ſiden efter, ſom det paa ſit Sted ſkal omtales, Biſkop i Hole. Orms og Brands Søſter Steinun var gift med den herſkeſyge Agmund Helgesſøn i Kirkebø. De her nævnte Mænd kunne ſige at have været de meſt anſeede paa Øſterlandet. Uagtet de vare nær beſlægtede baade med Haukadals- og med Skagfjordinge-Ætten, optoges de dog, ſom det vil ſees, meſt af deres egne Anliggender, uden endnu at tage ſynderlig Deel i de ſtørre Partiſtridigheder, der ryſtede Landet. Dette Forhold vedligeholdt ſig længe for Øſterlandets Vedkommende, og var Aarſagen til at dets Underkaſtelſe under Norges Krone ſkede ſenere end i de øvrige Landsdele.

Biſkopperne i Landet vare fremdeles Nordmændene Sigvart Thettmarsſøn i Skaalholt og Botolf i Hole, af hvilke Botolf ſynes at have været

  1. Slægtſkabsforholdet med Skagafjord-Ætten er angivet i Stamtavlen No. 16 til foregaaende Bind.
  2. Orm Svinfellings Transaction førſt med Kol Arnesſøn og ſiden med Sturla Sighvatsſøn 1238 om at fratage Kol hans Gods m. m. (ſe ovenfor, III. S. 984 fgg.) gjør ingen af Parterne Ære. Men man kan ikke bedømme de daværende Islændingers Tænke- og Handle-Maade efter vore Tiders Maaleſtok. At Orm for en Pengeſum lovede at dræbe en fredløs Mand, der havde forgrebet ſig paa Kol Arnesſøn, var i hiin Tid en Transaction, der betragtedes lige med enhver anden Overeenskomſt om at udføre et tilladeligt Arbejde for en betinget Sum Penge, og naar Kol ſiden ikke vilde betale Summen, var det en Misligholdelſe af Contracten, ſom Orm viſtnok efter de fleſtes Mening med fuld Ret og uden mindſte Skam kunde og burde paatale.
  3. Sturlunga Saga, VII. 48, jvfr. VI. 30. Han døde 3 Dage før Mariemesſe ſidere, altſaa 5te September. Efter nogles Sigende ſkulde Agmund Helgesſøn, hans Svoger, havde aareladt ham og truffet Pulsaaren; maaſkee med Flid: Agmunds ſenere Ferd ſynes at beſtyrke det.