Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/240

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
226
Haakon Haakonsſøn.

der i Veſtfjordene ſkulde ſværge ham Troſkabsed, for ved denne Reſervation at berolige ſin Samvittighed, naar han trods Eden greb den førſte Lejlighed, ſom tilbød ſig, til atter at tage Sturlungernes Parti og begynde Fejde mod Kolbein.

I den ſydligſte Deel af Veſterlandet, eller Borgarfjorden, havde Sturlungerne ligeledes Frænder og Tilhængere i de anſeede Brødre, der forhen ere omtalte, Thorleif i Garde og Bødvar i Bø, Broderſønner af Gudny Bødvarsdatter, Hvamm-Sturlas Huſtru[1]. De havde i ſin Tid, da Fiendſkabet ſtod paa mellem de enkelte Linjer af Sturlunge-Ætten indbyrdes, ſtaaet paa Snorres Parti og været afſagte Fiender af Sturla Sighvatsſøn, men nu havde Nøden og Trængſelen forenet alle Sturlunga-Ættens .Levninger i een fælles Interesſe, og deres Venner og Frænder dannede derfor ogſaa nu et eneſte Forbund. Imidlertid befandt Bødvar i Bø ſig i en lige ſaa ſlem Stilling ſom Bødvar paa Stad, efterdi ogſaa han var gift med en Syſter af Kolbein unge, ved Navn Herdis, og derved følte ſig bunden til begge de ſtridende Partier.

Saaledes vare Forholdene i Veſtfjordene beſkafne, hvor Kolbein unge nu beſad Magten og havde ladet Bønderne ſværge ſig Troſkabsed, uden at de dog vare ham videre hengivne. Paa Nordlandet, hvor han ſelv havde ſit Hjem i Centralbygden, Skagafjorden, og var yndet, herſkede han endnu mere uindſkrænket. Paa Sønderlandet havde Jon Loftsſøns engang ſaa mægtige Æt forlængſt tabt ſin ſtore Indflydelſe, om endog dens enkelte Repræſentanter, ſom Halfdan, Harald, Villjam, og Philip Sæmundsſønner, fremdeles hver for ſig kunde være rige nok, og anſeede formedelſt deres høje Byrd. Sønderlandets mægtigſte Mand og egentlige Herre var, ſom vi vide, Gisſur Thorvaldsſøn, og derfor var ogſaa Haukadals-Ætten, i ſig ſelv gammel og anſeet, den fornemſte. Gisſurs ældre Broder Teit, Preſt og Lovſigemand, var af en rolig og fredelig Charakteer, og tog ikke ſynderligt Deel i Fejderne, men nød dog ſtor Anſeelſe for ſin Viisdom. Mere fremtrædende og ſtridbar var Gisſurs Syſkendebarn Hjalte. Biſkop Magnus’s Søn, hvilken Gisſur ved ſin Bortrejſe 1242 ſatte til et Slags Statholder i ſit Sted, med den Befaling, at hun og Kolbein gjenſidigt ſkulde underſtøtte hinanden.

Paa Øſterlandet var det iſær den oftere omtalte Svinafells-Æt, i den ſydlige Deel af Øen, ſom havde Magten. Til den hørte hiin Sigurd

  1. Deres Slægtſkabsforhold til hende ſees iſær af Landnamsbogen, Isl. Sögur S. 309. Der var og en tredie Broder, Markus paa Mel, hvem man maaſkee ſkylder den Bearbejdelſe af Landnamsbogen, ſom man har kaldet Melabok, ſe Udgaven af Isl. Sögur I. S. IV.