der i Vestfjordene skulde sværge ham Troskabsed, for ved denne Reservation at berolige sin Samvittighed, naar han trods Eden greb den første Lejlighed, som tilbød sig, til atter at tage Sturlungernes Parti og begynde Fejde mod Kolbein.
I den sydligste Deel af Vesterlandet, eller Borgarfjorden, havde Sturlungerne ligeledes Frænder og Tilhængere i de anseede Brødre, der forhen ere omtalte, Thorleif i Garde og Bødvar i Bø, Brodersønner af Gudny Bødvarsdatter, Hvamm-Sturlas Hustru[1]. De havde i sin Tid, da Fiendskabet stod paa mellem de enkelte Linjer af Sturlunge-Ætten indbyrdes, staaet paa Snorres Parti og været afsagte Fiender af Sturla Sighvatssøn, men nu havde Nøden og Trængselen forenet alle Sturlunga-Ættens .Levninger i een fælles Interesse, og deres Venner og Frænder dannede derfor ogsaa nu et eneste Forbund. Imidlertid befandt Bødvar i Bø sig i en lige saa slem Stilling som Bødvar paa Stad, efterdi ogsaa han var gift med en Syster af Kolbein unge, ved Navn Herdis, og derved følte sig bunden til begge de stridende Partier.
Saaledes vare Forholdene i Vestfjordene beskafne, hvor Kolbein unge nu besad Magten og havde ladet Bønderne sværge sig Troskabsed, uden at de dog vare ham videre hengivne. Paa Nordlandet, hvor han selv havde sit Hjem i Centralbygden, Skagafjorden, og var yndet, herskede han endnu mere uindskrænket. Paa Sønderlandet havde Jon Loftssøns engang saa mægtige Æt forlængst tabt sin store Indflydelse, om endog dens enkelte Repræsentanter, som Halfdan, Harald, Villjam, og Philip Sæmundssønner, fremdeles hver for sig kunde være rige nok, og anseede formedelst deres høje Byrd. Sønderlandets mægtigste Mand og egentlige Herre var, som vi vide, Gissur Thorvaldssøn, og derfor var ogsaa Haukadals-Ætten, i sig selv gammel og anseet, den fornemste. Gissurs ældre Broder Teit, Prest og Lovsigemand, var af en rolig og fredelig Charakteer, og tog ikke synderligt Deel i Fejderne, men nød dog stor Anseelse for sin Viisdom. Mere fremtrædende og stridbar var Gissurs Syskendebarn Hjalte. Biskop Magnus’s Søn, hvilken Gissur ved sin Bortrejse 1242 satte til et Slags Statholder i sit Sted, med den Befaling, at hun og Kolbein gjensidigt skulde understøtte hinanden.
Paa Østerlandet var det især den oftere omtalte Svinafells-Æt, i den sydlige Deel af Øen, som havde Magten. Til den hørte hiin Sigurd
- ↑ Deres Slægtskabsforhold til hende sees især af Landnamsbogen, Isl. Sögur S. 309. Der var og en tredie Broder, Markus paa Mel, hvem man maaskee skylder den Bearbejdelse af Landnamsbogen, som man har kaldet Melabok, se Udgaven af Isl. Sögur I. S. IV.
